Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L   L 225- Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven.(Udenlandske firmabiler, fradrag for særligt brændstoføkonomiske brugte indførte personbiler og ophævelse af gebyret for vurdering af nye køretøjer).
Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 7 af 17. maj 2006.
Kristian Jensen
                                                                / John Fuhrmann
Spørgsmål 7:
Er det korrekt, at der for øjeblikket ikke sælges nye brændstoføkonomiske biler i Danmark, som opfylder kravene til en afgiftsreduktion på 17 pct. efter § 4, stk. 2 i lov om registreringsafgift?
Svar:
Indledningsvis kan jeg oplyse, at den laveste afgiftsreduktion for særligt brændstoføkonomiske biler pr. 1. januar 2006 ændredes fra 1/6 (ca. 17 pct.) til 1/5 (20 pct.). Samtidigt blev kravet til hvor god brændstoføkonomi bilerne skal have for at opnå denne reduktion ændret fra ikke under 25 km pr. liter til ikke under 28,6 km pr. liter for benzindrevne personbiler og fra ikke under 28,1 til ikke under 32,1 for dieseldrevne personbiler. Denne ændring blev fastsat allerede ved vedtagelsen af lov nr. 964 af 20. december 1999 (lovforslag L74, Folketingsåret 1999-2000). Loven blev også kaldt lex-Lupo, fordi Folkevognsfabrikkerne på det tidspunkt fremstillede en bilmodel, Lupo 3L, hvor tilnavnet skal tilskrives, at bilen har en så god brændstoføkonomi, at den kun behøver 3 liter diesel for at kunne tilbagelægge 100 km. Disse 33,3 km pr. liter gav indtil udgangen af 2005 en afgiftsreduktion på 2/6 (33,3 pct.) og i dag 1/5 (20 pct.).
Efter det for mig oplyste er Lupo 3L udgået af produktion, men der er dog fortsat anmeldt en pris for bilmodellen overfor SKAT, hvilket måske skyldes, at der kan fremskaffes fabriksnye eksemplarer, der endnu ikke er solgt.