Det er altid spændende at høre Enhedslistens generelle rundture i EU-mæssig afstandtagen. Men sagen er jo den, at vi fra dansk side, heldigvis, synes jeg, er indgået i et forpligtende fælles samarbejde om at skabe fremskridt og stabilitet og fred i Europa.
En af delene i at skabe fremskridt og fred og en af delene i at skabe et forpligtende samarbejde er jo så også, at man bliver forpligtet af de afgørelser, der er, hvis man ønsker et forpligtende samarbejde. Og vi har stor glæde af, at andre lande i EU bliver forpligtet af det løft i den europæiske miljøstandard, der generelt set er. Det er der ikke alle steder, det vil jeg gerne medgive, men generelt er en langt overvejende del af de beslutninger, der tages, jo et løft.
Der er måske andre lande, hvor de sidder og tænker, at det ville de sådan set godt have været foruden, men det kan de ikke, fordi det er et forpligtende fællesskab.
Forpligtelsen går så begge veje. Og hvis vi har regler, der strider mod f.eks. det indre markeds krav om den frie bevægelighed, har vi fra dansk side en forpligtelse til at rette vores regler til.
Begge de spørgsmål, der har været rejst, er spørgsmål om, hvorvidt den måde, vi beskatter udenlandske firmabiler på, er i overensstemmelse med fællesskabets regler, og det er naturligt, at hvis vi kræver og forventer, at andre lande retter sig ind efter de regler, som fællesskabet beslutter, så skal vi også selv.
Derfor blev der rejst en sag for at tjekke, undersøge, om vores regler efterlever de fælles retningslinjer, og vi har fået en dom, som på det sådan formelle plan betyder, at vi er nødt til at ændre nogle ting, men som på det indholdsmæssige plan faktisk siger, at ja, med nogle rettelser så kan vi vedblive med at have den beskatningsmodel, som vi kender. De tilretninger, det drejer sig om, er spørgsmålet om at indføre et dagkriterium eller et kilometerkriterium, som det er blevet nævnt, og det gør vi naturligvis.
Samtidig er der blevet påpeget, at vi har forskellige regler for fradrag for særlige brændstoføkonomiske brugte biler, og der er også et gebyr for vurderingen af nye køretøjer, som bliver ophævet i samme øjemed.
Jeg synes, det er ganske glimrende, at vi nu får rettet op, og jeg synes, det er glimrende, at vi har fået fastslået, at vi godt kan fortsætte med den grundlæggende model for, hvorledes vi beskatter firmabiler i Danmark, hvis nogle af formuleringerne om, hvordan vi indretter de præcise afgrænsninger, bliver rettet til.
Det har taget lidt tid at sikre, at vi har et lovforslag, der også er i overensstemmelse med det, som Kommissionen føler og mener er den rigtige måde at gøre det på, og derfor er det her lovforslag faktisk lidt forsinket i forhold til, hvornår dommen kom. Det skyldtes absolut ikke, at der ikke havde været en indsats fra dansk side, men at det har taget lidt tid at sikre, at det lovforslag, vi nu præsenterer, så også er i overensstemmelse med det, som Europa-Kommissionen godtager.
Jeg skal blot sige til både Det Radikale Venstre og også SF, at man altid kan ønske sig, at vi med et enkelt lovforslag kunne løse alle problemer og ønsker, vi måtte have. Det gør vi naturligvis ikke ret tit, og her er det også sådan, at vi ikke tager fat på diskussionen om at lave en generel omlægning af den måde, vi beskatter bilister på i Danmark.
Jeg vil gerne slå fast, hvad regeringens holdning er. Regeringens holdning er den, at vi ønsker at undersøge mulighederne for at lave en samlet omlægning af den beskatning, vi har af bilisterne i Danmark, for gennem en længere årrække at lave en provenuneutral omlægning, når vi kigger på registreringsafgifter og de løbende ejerafgifter med henblik på at fremme mere miljørigtige biler.
Så vil jeg godt lige præcisere, at der stort set blev sagt fra SF's side, at der ikke er nogen miljømæssig vurdering af den beskatning, vi har i dag. Det er korrekt, at der ikke er nogen miljømæssig vurdering ud fra registreringsafgiften. Men hvis man går ind og tager den ejerafgift, vi har, som erstatning for den tidligere vægtafgift, så har vi faktisk allerede i dag et af de mest effektive systemer i Europa til at skalere beskatningen efter, hvilken brændstoføkonomi bilen har, og dermed også at sørge for, at de biler, der kører længst på literen, bliver beskattet mindst.
Jeg er glad for, at vi nu for, tror jeg, femte gang kan konstatere, at der tegner sig et bredt flertal bag et lovforslag fra Skatteministeriets side. Jeg håber, at vi kan få afklaret uklarhederne i udvalgsarbejdet, sådan at vi kan få et bredt flertal bag lovforslaget.