Dato:            11. maj 2006

Kontor:         Valgkontoret

J.nr.:             2006-4000-12

Sagsbeh.:   ABP

Fil-navn:       lovforslag/valgkredse/udvalgspm/spm 8.svar

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 8 (L 222), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 3. maj 2006

 

Spørgsmål 8:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 1. maj 2006 fra partiorganisationer i det nuværende Københavns Amt, jf. L 222 – bilag 14."

 

Svar:

I henvendelsen fra partiorganisationerne i Københavns Amt for Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Venstre stilles forslag om, at den foreslåede inddeling af Københavns Omegns Storkreds i 8 opstillingskredse ændres til en inddeling i 7 nærmere angivne opstillingskredse.

 

Der er tale om et forslag, der stilles i forlængelse af et tidligere i henvendelse af 7. april 2006 fremsat forslag fra de nævnte organisationer om en inddeling af Københavns Omegns Storkreds i 7 opstillingskredse, jf. L 222 – bilag 4. Det tidligere fremsatte forslag har Indenrigs- og Sundhedsministeriet kommenteret i besvarelsen af spørgsmål nr. 4.

 

Det nye forslag svarer til et forslag, et flertal i Høje-Taastrup Byråd har indgivet som høringssvar til lovforslaget, og som er kommenteret i høringsnotatet.

 

I den anledning har ministeriet følgende faglige kommentarer baseret på de principper, der ligger til grund for indstillingerne fra den parlamentariske arbejdsgruppe, hvis forslag ligger til grund for lovforslaget. Om baggrunden for alene at fremsætte sådanne faglige kommentarer henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 1:

 

1. Den parlamentariske arbejdsgruppe, hvis forslag ligger til grund for lovforslaget, har som vejledende rettesnor arbejdet med en tommelfingerregel, hvorefter der inden for hver storkreds skal være mindst 2 opstillingskredse flere end det antal mandater, et parti højst har fået ved folketingsvalgene i 1990, 1994, 1998, 2001 og 2005, jf. den tabel, der er optrykt som bilag 6 til lovforslaget.

 

Arbejdsgruppen har endvidere ved den geografiske inddeling af en storkreds i opstillingskredse arbejdet med to principper, som i flere tilfælde kan føre til forskellige resultater: som det ene princip at undgå en opdeling af kommuner, der ikke er så store, at der kan ske en opdeling af kommunen i et antal hele opstillingskredse, og tilstræbe, at grænserne for opstillingskredsene ikke går på tværs af kommunerne; som det andet princip at tilsigte en nogenlunde ensartet størrelse i vælgertal af opstillingskredsene inden for samme storkreds.

 

2. Det foreslås i lovforslaget i overensstemmelse med den parlamentariske arbejdsgruppes indstilling, at Københavns Omegns Storkreds inddeles i 8 opstillingskredse, hvilket svarer til, hvad tommelfingerreglen tilsiger, jf. bilag 6 til lovforslaget. Opstillingskredsene i Københavns Omegns Storkreds er som følger angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005: Taastrupkredsen (50.679), Ballerupkredsen (49.584), Gentoftekredsen (49.573), Rødovrekredsen (46.504), Brøndbykredsen (46.433), Gladsaxekredsen (44.908), Lyngbykredsen (38.194) og Hvidovrekredsen (36.166). Forskellen mellem den største og den mindste af opstillingskredsene er 14.513 (50.679 – 36.166). Den gennemsnitlige størrelse af opstillingskredsene i storkredsen er 45.255 vælgere (362.041: 8). Den mindste opstillingskreds (Hvidovrekredsen) udgør 80 pct. af gennemsnitsstørrelsen. Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds (Lyngbykredsen) er 2.028 vælgere (38.194 - 36.166).

 

3. I henvendelsen stilles forslag om, at Københavns Omegns Storkreds inddeles i følgende syv opstillingskredse angivet ud fra, hvilke kommuner kredsene i givet fald skal bestå af: Gentofte Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Gladsaxe Kommune, Ballerup og Herlev Kommuner, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner, Hvidovre og Brøndby Kommuner samt Rødovre, Glostrup og Albertslund Kommuner.

 

Københavns Omegns Storkreds ville med en imødekommelse af forslaget komme til at bestå af 7 opstillingskredse, der i det følgende er angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005: en ny kreds bestående af Rødovre, Glostrup og Albertslund Kommuner (61.451), en ny kreds bestående af Hvidovre og Brøndby Kommuner (60.355), en ny kreds bestående af Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner (54.146), en ny kreds bestående af Ballerup og Herlev Kommuner (53.414), Gentoftekredsen (49.573), Gladsaxekredsen (44.908) og Lyngbykredsen (38.194). Forskellen mellem den største og den mindste af opstillingskredsene vil blive øget til 23.257 (61.451 – 38.194). Den gennemsnitlige størrelse af opstillingskredsene i storkredsen vil blive øget til 51.720 vælgere (362.041: 7). Den mindste opstillingskreds (Lyngbykredsen) vil udgøre 74 pct. af gennemsnitsstørrelsen. Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds (Gladsaxekredsen) vil blive øget fra 2.028 til 6.714.

 

Et antal opstillingskredse på 7 i Københavns Omegns Storkreds er én mindre, end hvad tommelfingerreglen tilsiger, jf. bilag 6 til lovforslaget. Et antal opstillingskredse på 7 i Københavns Omegns Storkreds vil ved fremtidige valg medføre, at et parti får valgt 6 ud af 7 kandidater i denne storkreds, såfremt partiet opnår et lige så godt resultat (6 mandater), som et parti (Socialdemokratiet) opnåede ved folketingsvalget i 1990 inden for det geografiske område, der svarer til Københavns Omegns Storkreds. Det er herved forudsat, at partiet ikke opstiller flere end 7 kandidater, dvs. svarende til antallet af opstillingskredse. Der vil således mellem de opstillede kandidater for partiet kun være én, der ikke bliver valgt, og der vil kun være én stedfortræder valgt i storkredsen til at indtræde ved midlertidig eller varig mandatledighed blandt de valgte i storkredsen.

 

Opmærksomheden henledes på, at arbejdsgruppen under hensyn til de nye kommunegrænser og de befolkningsmæssige og geografiske forhold i Fyns og Nordjyllands Storkredse har foreslået én opstillingskreds mindre end, hvad tommelfingerreglen tilsiger, nemlig 8 opstillingskredse i Fyns Storkreds mod tommelfingerreglens 9 og 9 opstillingskredse i Nordjyllands Storkreds mod tommelfingerreglens 10.

 

4. Der er endvidere i høringssvarene indeholdt andre forslag vedrørende inddelingen af Københavns Omegns Storkreds i opstillingskredse. Disse forslag er kommenteret i det oversendte høringsnotat.