"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. maj 2006 fra Tage Viderø Bjergvang, Greve, jf. L 222 - bilag 32."
I henvendelsen fremsættes nogle redaktionelle forslag til en ændret udformning af lovforslaget, idet landets inddeling i de fem regioner ønskes fastlagt i folketingsvalglovens § 8, hvorimod reglerne om den stedlige fordeling af tillægsmandater mellem de tre foreslåede landsdele ønskes placeret i folketingsvalglovens § 79.
I den anledning skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærke, at landets inddeling i de fem regioner er fastlagt ved regionsloven, lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvorimod landets inddeling i valgmæssig henseende i landsdele, storkredse og opstillingskredse er fastlagt i folketingsvalglovens § 8 og i bilaget til folketingsvalgloven (valgkredsfortegnelsen). Reglerne om den stedlige fordeling af det samlede antal mandater (175) og det samlede antal kredsmandater (135) på de enkelte landsdele og den stedlige fordeling af antallet af kredsmandater på storkredsene inden for en landsdel indeholdes i folketingsvalglovens § 10, hvorimod reglerne om valgets opgørelse, dvs. fordelingen af mandater mellem partier og kandidater uden for partierne ved et konkret valg, indeholdes i folketingsvalglovens kapitel 10. Folketingsvalglovens §§ 78 og 79 indeholder i den forbindelse reglerne om fordelingen af det antal tillægsmandater, et parti har fået, mellem landsdelene henholdsvis storkredsene inden for en landsdel.
Henvendelsen giver ikke Indenrigs- og Sundhedsministeriet anledning til at foretage sig videre.