Den næste sag på dagsordenen var:
11) Første behandling af lovforslag nr. L 222:
Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. (Ny valgkredsinddeling, spærreregler for kredsmandaternes fordeling m.v.). Af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen). (Fremsat 5/4 2006).

Taletiden er efter anmodning fastsat til det dobbelte, det vil sige 10 minutter for ordførerne.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Med den nye kommunale inddeling af Danmark er der også behov for at lave en ny inddeling af Danmark i forbindelse med valg til Folketinget. Derfor har der siden december 2004 været arbejdet i en parlamentarisk arbejdsgruppe, den såkaldte valgkredsarbejdsgruppe, på, hvordan dette nye danmarkskort skal se ud. Resultatet af arbejdet forelå den 9. marts 2006, og det er på baggrund af dette resultat, at det foreliggende lovforslag er udformet.
     Arbejdsgruppens resultat er udtryk for en enig indstilling blandt de 14 medlemmer repræsenterende alle partier i Folketinget. Det vil konkret sige de otte partier, der var repræsenteret i Folketinget, da arbejdsgruppen blev nedsat i december 2004, og med Folketingets formand som formand.
     Valgkredsarbejdsgruppens kommissorium er fuldt ud overholdt, hvorfor lovforslagets indhold nøje svarer til valgkredsarbejdsgruppens indstilling. Til grund for indholdets udformning er der lagt nogle principper.
     For det første: For at sikre en mere reel konkurrence imellem opstillingskredsene og imellem deres respektive kandidater er der søgt at opnå tilnærmelsesvis lige store opstillingskredse inden for hver af de fremtidige storkredse.
     For det andet: De nye kommunegrænser skal så vidt muligt respekteres.
     For det tredje: Der skal være så mange opstillingskredse inden for en fremtidig storkreds, at der er to opstillingskredse mere end det antal mandater, det største parti har fået valgt ved de seneste valg inden for det pågældende område.
     Disse principper er det slet ikke muligt at følge fuldt ud på samme tid. I mange konkrete situationer strider de direkte imod hinanden. Hvis der f.eks. skal skabes lige store opstillingskredse, vil det betyde, at mange for ikke at sige alle kommuners grænser vil blive berørt, og det vil give nogle meget vidtgående uhensigtsmæssigheder for det organisatoriske arbejde i vælgerforeninger og partiforeninger.
     Omvendt vil det betyde, hvis ingen kommunegrænser bliver berørt, at hver kommune udgør en opstillingskreds, altså at der vil blive meget store forskelle på opstillingskredsenes størrelse. I mange storkredse vil nogle opstillingskredse være både dobbelt så store eller flere gange større end de mindste opstillingskredse. Det vil sige, at der i den situation vil blive dannet deciderede dumpekredse.
     Derfor er resultatet, at der er fundet løsninger, hvor der er kompromisser imellem disse hensyn. Der er altså foreslået deling af meget store kommuner i to eller flere opstillingskredse; der er foreslået sammenlægninger af to kommuner til en opstillingskreds; og der er enkelte steder, hvor det ikke har været muligt at tilgodese en større ensartethed i opstillingskredsenes størrelse, og hvor der derfor er sket såkaldte kommunebrud, hvor en mindre del af en større nabokommune er udskilt til at danne opstillingskreds med en lille nabokommune.
     For at undgå for mange kommunebrud og for mange kommunedelinger er antallet af storkredse reduceret fra i dag
17 amts- og storkredse til forslagets 10 storkredse. Det har afstedkommet nogle meget store storkredse.
     I Venstre har vi noteret os kritikken heraf, bl.a. at det formentlig vil skabe en anden politikertype i fremtiden, så den respekterede brugsuddeler, der også nyder stor anseelse i den lokale idrætsforening, ikke i fremtiden vil have en chance over for den kandidat, der blot kommer med de mange penge eller er mediekendt; altså, dette ville fremelske Berlusconityper i Danmark. Det er et forhold, som vi i Venstre har haft en principiel drøftelse af. Vi vil gøre meget ud af under udvalgsarbejdet, herunder f.eks. ved en høring, hvordan vi kan sikre fortsat deltagelse af såkaldt almindelige mennesker blot ved deres engagement i det folketingspolitiske arbejde. Men jeg skal understrege, at i Venstre står vi ved vores medansvar for det lovforslag, der ligger her.

     Det har også været drøftet i valgkredsarbejdsgruppen, om det ikke er muligt at reducere antallet af niveauer, så vi kan undgå både at have landsdele, storkredse og opstillingskredse.
     Her støder vi imidlertid ind i grundlovens § 31, stk. 3, der kræver, at der tages hensyn til både indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed ved mandatfordelingen. Det vil ikke kunne lade sig gøre, når vi også ønsker at fastholde det meget demokratiske, der ligger i både at have kredsmandater og tillægsmandater, så vi får det reelle styrkeforhold mellem partierne frem ved sammensætningen af Folketinget.
     Derfor må det fastholdes, at vi både skal have landsdele, som det foreslås at vi fortsat skal have tre af, storkredse, som vi som omtalt får ti af i henhold til forslaget, og opstillingskredse, som der bliver 93 af mod
103 i dag. Med de større storkredse må der være flere kredsmandater til fordeling, og det vil betyde, hvis der ikke sker ændringer i metoden til fordeling af kredsmandater, at kandidater uden for partierne eller meget små partier vil få lettere ved at opnå kredsmandater, end det er tilfældet i dag. Det er ønsket fra valgkredsarbejdsgruppens side, at der ikke skal være en lettere eller sværere adgang til for kandidater uden for partierne eller for partierne som sådan at opnå mandater i fremtiden. Heri skal der ikke ske nogen ændring. Til vurdering af valgkredsarbejdsgruppens forslag om ændring af fordelingsmetoden har valgkredsarbejdsgruppen anmodet professor Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, om at udarbejde en redegørelse herom. Denne redegørelse, der nu foreligger i skrivelse af 15. april dette år, vil indgå i Kommunaludvalgets arbejde og vurdering, således at vi kan finde frem til den mest korrekte metode til at sikre, at der ikke sker ændringer i det at få kredsmandater. Venstre ser meget frem til udvalgsarbejdet, og samtidig med at vi vedstår os lovforslaget, vil vi også åbent og fordomsfrit se på de henvendelser og synspunkter, som kommer frem under udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken af ordførere. Den næste ordfører er Socialdemokratiets ordfører, fru Pia Gjellerup.

Dette lovforslag er jo tilvejebragt, som Venstres ordfører lige har redegjort for, på en noget anden måde, end det sker sædvanligt, nemlig ved, at der har været en parlamentarisk arbejdsgruppe, der har fået støtte af meget saglige eksperter, men ellers har bestået af nogle nørder ud i vurderingen af folketingsvalgkredse, nemlig Folketingets medlemmer, nuværende og tidligere.
     Det har været et meget spændende arbejde, og jeg vil straks på Socialdemokratiets vegne sige, at vi også synes, at der ud over den form, det har haft, og den tone, der har været ført under arbejdet, er kommet et meget sagligt resultat ud af det. Det er et resultat, som fra begyndelsen har været vores ambition skulle have en sådan udformning, at man med sikkerhed ikke kunne se, hvem der var ledende politiske skikkelser på dette tidspunkt, hvor vi laver valgkredse for måske de næste 50 år, eller hvor man ikke ville kunne se, hvem der var placeret i valgkredsarbejdsgruppen. Jeg mener, at vi i høj grad har levet op til begge dele, og det synes jeg tjener arbejdet til stor ære.
     Vi har undervejs i arbejdet, som antydet i indledningen, fået stor hjælp af en betydelig ekspertise fra Indenrigsministeriet og her senest også fra professor Jørgen Elklit, hvis resultater jeg dog må sige, at jeg ikke har nået at fordybe mig i i detaljer. Det har heller ikke været forudsætningen. Det, der har været forudsætningen for Jørgen Elklits arbejde, var, at det kunne nå at komme, så det med den saglige vægt, det indeholder, kunne indgå som beslutningsgrundlag for udvalgsarbejdet.
     Det, der er hele afsættet for at komme til en diskussion af nye valgkredse og altså en valgkredsreform, er jo, at der er skabt en kommunalreform med meget større enheder og med kommuner på tværs af nuværende opstillingskredse og amtskredse, og at der så i øvrigt sker en vurdering af det, man kunne kalde tidens tand, hvis man er lidt negativ, eller den blomstrende udvikling, hvis man er lidt positiv.

     Størrelserne ud over landet har simpelt hen forandret sig så fantastisk meget, at forudsætningerne for valgkredsreformen i 1970 er rykket ganske voldsomt, så der er behov for landet over at se på en justering i lyset af det, der er sket med befolkningen, der har flyttet sig, befolkningen, der er blevet større - nu tænker jeg i antal, det andet er desværre også sket.
     Derudover er der et emne, som faktisk hverken er affødt af det, der er sket med udviklingen befolkningsmæssigt, eller det, der er sket ved de beslutninger, vi har truffet om det kommunale danmarkskort. Det er det, at vi i den her sammenhæng kommer til at samle op på et område, som vi ikke havde med i den gamle valgkredsreform, nemlig spørgsmålet om, hvordan hovedstaden bestående af Københavns og Frederiksberg Kommuner bliver organiseret.
     Alt det er en god grund til at tage fat, og jeg mener også, at vi har svaret på de udfordringer, der ligger heri.
     Valgmatematikken har vi tilstræbt skulle være uændret og give nogle afbalancerede resultater. Det er derfor, vi begyndte fra oven og i det forslag, der ligger her, skaffede os tre landsdele, der er fint afbalancerede, og som også betyder, at valgmatematikken kommer til at se ordentlig ud.
     Det gælder også for storkredsene inden for landsdelene, som ved dannelsen har været inspireret af vores ønske om at kunne skabe et antal opstillingskredse inden for hver storkreds, der gjorde, at vælgerne selv for store partier ved gode valg stadig havde nogle kandidater at vælge imellem, så man ikke fik, om jeg så må sige, fuldt hus, og i den sammenhæng kunne skabe opstillingskredse, der i høj grad var ensartede i størrelse, og som i høj grad respekterede kommunegrænserne.
     Det har så ført til de omtalte 10 storkredse og 93 opstillingskredse, hvor det afgørende for storkredsene faktisk er, at spredningen i størrelsen af storkredsene er blevet mindre, hvis man ikke regner Bornholm med, som er sin egen storkreds med sine egne fortsatte særregler.
     Fra Socialdemokratiets side anerkender vi de hovedprincipper, der ligger til grund for forslaget, og den hovedtegning, der er blevet et resultat af både hovedprincipperne og de drøftelser om afvejning af hovedprincipperne, der naturligvis har måttet foretages.
     De afvejninger er der redegjort for meget tydeligt i den beretning, der er afgivet af Udvalget for Forretningsordenen på grundlag af den rapport, der kom fra valgkredsarbejdsgruppen i Folketinget, og det fremgår også af lovforslaget. Det kan vi klart støtte, og vi vil advare mod, at vi rykker ved det mønster, for det hænger sammen, det er sagligt, gennemarbejdet, og det er afbalanceret.
     Vi har sendt lovforslaget i høring, vel vidende at vi ikke kunne nå at få høringssvarene før førstebehandlingen, og derfor får vi en lidt anden tilrettelæggelse af arbejdet også på dette punkt, end vi normalt har. For her vil vi jo selvfølgelig i det behandlende udvalg og også i den valgkredsarbejdsgruppe, som sidder og venter på at blive kaldt til rådslagning, selvfølgelig med stor interesse afvente de høringssvar, der kommer.
     Det er altså ikke sådan, som det normalt vil være ved en første behandling, at vi kender reaktionerne ude fra landet og kan forholde os til dem. Vi kender dem først om en god uges tid, og det betyder, at vi naturligvis vil få en lidt anden type udvalgsarbejde. Og det betyder også, at når vi har draget vores konklusioner og truffet beslutning om de mulige ændringer, som andenbehandlingen måtte give anledning til, så må der også formodes at skulle være en lidt større afstand mellem anden og tredje behandling, end vi ofte har ved lovforslag, fordi der skal være mulighed for at reagere på vores beslutninger ved andenbehandlingen.
     Når jeg har sagt, at vi i Socialdemokratiet er optaget af at holde fast i hovedtegningen, i hovedprincipperne, så er der jo også noget, der ikke er afgørende. Man kan godt forestille sig, at der kan ske nogle ændringer i dette eller hint hjørne, som for dem, det vedrører, kan være meget betydningsfuldt, men som ikke berører hovedtegningen. Det er noget af det, vi forestiller os kan komme i forbindelse med høringen.
     Og der vil jeg nævne nogle emner, som har været særligt, om jeg så må sige, smertefulde, fordi der har måttet foretages nogle meget vanskelige afvejninger.

     Der er et par steder i landet, hvor der er blevet to meget små kredse sammenlignet med de øvrige opstillingskredse
i storkredsen. Det drejer sig henholdsvis om Mariagerfjord i Nordjylland og Assens på Fyn. Den afvejning, der har været foretaget, har været foretaget med det udgangspunkt, at vi faktisk alle sammen helst ikke ville have, at det kom til at se sådan ud. Men vi har vurderet, at enhver anden løsning ville indebære nogle større og mere ubehagelige problemer. Men det er altså med en dyb indånding, at vi har foretaget den afvejning. Vi vil sige fra Socialdemokratiets side, at her har der været en vanskelig afvejning, men at vi fuldt ud står ved resultatet af den. Den næste vanskelighed er selvfølgelig, at vi nogle steder har måttet tage det skridt at bryde med nogle kommunegrænser, ikke alene der, hvor der er rene brud inden for noget, der er blevet en meget stor kommune, eller som også hidtil har været en meget stor kommune - det kan i sig selv under alle omstændigheder skabe vanskeligheder, og det gør det nogle steder, ved jeg - men også nogle steder, hvor man har noget af én kommune lagt sammen med en anden kommune. Det er der fire steder i landet. Et sted er det betinget af, at der er en meget, meget stor kommune, der er for stor til at være sin egen opstillingskreds, og som ligger ved siden af en meget lille kommune, der vil være for lille til at være sin egen opstillingskreds. Her ser jeg ikke nogen som helst mulighed for at ændre billedet. De tre andre steder afhænger det selvfølgelig noget mere af, hvad de små i hele problemstillingen måtte vurdere. Jeg kan fornemme lidt, at der nogle steder er en opfattelse af, at det såmænd er bedre at have en organisation, der ikke er indviklet, og så være sig selv, selv om man bliver meget lille. Jeg har ikke anbefalet, at man undlader kommunebrud de steder, hvor det ligger i forslaget, og det er, fordi jeg ikke mener, det er rimeligt at vedtage på nuværende tidspunkt, at det er i orden at være meget lille, for det er en beslutning, som kommer til at række 20, 30, 40 år frem i tiden. Men omvendt er det et punkt, hvor man også kan sige, at herfra skal man jo passe på ikke at være halsstarrig på fremtidens vegne, hvis der kommer meget gode argumenter. Så har jeg hørt om et enkelt sted i landet - det har vi såmænd behandlet i valgkredsudvalget, men ikke været så intenst optaget af, som man er i lokalområdet - altså om en kredsdannelse i Københavns omegn, og der vil jeg sige, at hvis man kan komme til en større grad af enighed end den, der har været præsenteret, vil vi heller ikke der afvise, at man ville kunne lave ændringer. Men også her vil vi i det hele stå ved det forslag, der ligger, og som vi synes er sagligt og ordentligt, medmindre der kommer meget gode argumenter i stor enighed fra lokalområdet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Poul Nødgaard.

I forbindelse med kommunalreformen i 1970 gennemførtes der den inddeling i amter og folketingsopstillingskredse, som vi kender i dag. Men den omstændighed, at der nu er gennemført en ny kommunalreform med 5 regioner og kun 98 kommuner, har naturligvis gjort det nødvendigt at foretage en lignende øvelse, som man foretog i 1970. En parlamentarisk arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra samtlige partier har de seneste måneder - jeg understreger måneder - gennemført et indgående analysearbejde, godt bistået af Indenrigsministeriets eksperter på området. Resultatet præsenteres så her for Folketinget i dag, hvor der ikke rokkes ved den velkendte ordning, at landet er inddelt i 3 landsdele. De nuværende 17 store amtskredse reduceres, som man kan se, til 10 storkredse - det har der været lidt diskussion om, men det endte altså på 10 - ligesom antallet af opstillingskredse er blevet reduceret fra 103 til
93.
     I det omfattende arbejde har det inden for den enkelte storkreds været tilstræbt at gøre opstillingskredsene lige store. Og lad mig sige med det samme, at det ikke er lykkedes hele vejen igennem, men at vi har gjort os de ihærdigste anstrengelser.
     I den kommende tid vil vi komme til at afgøre, om der med hensyn til deputationer, foretræde i Kommunaludvalget og henvendelser i bred almindelighed skal ske nogle justeringer
i det omfattende forslag, jeg står med her i dag. Og som formand for Kommunaludvalget kan jeg da oplyse, at der allerede er kommet en hel del henvendelser, også fra nogle, der ønsker at få foretræde for Kommunaludvalget, og vi ser naturligvis på demokratisk vis på, om der er nogle ting, der er hold i, og om der er nogle ting, der skal justeres. Og så går jeg ud fra, at hvis stort set alle kan se, at det vil være en god idé, så skal man naturligvis være stor nok til at lave de ændringer, der eventuelt er nødvendige.

     Der er jo ingen, der siger, at det forslag, valgkredsudvalget er kommet frem til, er det eneste rigtige. Der kunne jo godt komme nogle gode henvendelser, og det er der virkelig kommet et par steder fra - jeg har nået at skæve i papirerne. Så vi vil nu gå ind i det aktive arbejde med at få det her lovforslag gjort færdigt, forhåbentlig inden grundlovsdag, og vi vil naturligvis stemme for forslaget, når det engang kommer til afstemning her i Folketinget. Der er en positiv indstilling fra Dansk Folkepartis side.

Tak til hr. Poul Nødgaard, og så er det fru Pia Christmas-Møller som ordfører.

Jeg føler trang til at starte mit indlæg med at sende en meget stor tak til Indenrigsministeriets embedsværk, for uden dets enestående og meget store indsats havde vi ikke i dag kunnet behandle så gennemarbejdet et lovforslag, som vi rent faktisk står med. Det vil jeg gerne sige tak for.
     Dertil vil jeg også gerne kvittere for det meget gode samarbejde, der har været i arbejdsgruppen, som har beskæftiget sig med kredsinddelingen. Der har været en tilgang af saglighed og ønske om at skabe nogle rammer, som var holdbare, og som ikke alene tog hensyn til nogle aktuelle og kortsigtede forhold. Det synes jeg også er værd at fremhæve her i dag.
     Det Konservative Folkeparti kan på alle overordnede strækninger anbefale det resultat, som foreligger, men selvfølgelig i respekt for, at vi har tilrettelagt en procedure, hvor vi nu hører forskellige parter uden for huset. Det lægger vi vægt på. Vi lægger vægt på, at vi ikke er stivsindede, men åbne og lydhøre over for saglige indvendinger, som kan inkorporeres.
     Flere ordførere har allerede peget på nogle af de problemstillinger, som vi har været opmærksomme på under udvalgsarbejdet, men som endnu ikke har fundet en ideal løsning. Jeg skal her pege på problemet med kommunebruddene. Der er selvfølgelig nogle problemstillinger i forbindelse med de fire kommuner, der oplever kommunebrud, og kan vi finde bedre løsninger på de problemer, jamen så vi er åbne.
     Der er andre områder, hvor vi heller ikke kan sige at vi står med en ideal løsning, men i det hele taget må man betragte det lovforslag, som vi står med, som værende et kompromis, ikke bare imellem de deltagende partier, men måske
i særlig grad hvad angår hensynet til i virkeligheden uforenelige principper og forhold. Jeg tænker her på, at alle jo har været enige om, at det drejer sig om at skabe nogenlunde sammenhængende naturlige geografiske enheder, samtidig med at man ikke producerer deciderede taberkredse. Det er i virkeligheden meget vanskeligt at få de to principper til at gå op i et fælles svar. Det har vi bestræbt os på, og jeg synes, at resultatet er godt på langt de fleste områder. Men igen: Intet i denne verden eller i hvert fald meget få forhold er ideale, og det her resultat er ikke idealt, men et meget godt bud, som vi som sagt på alle overordnede strækninger synes er bedre, end man kunne have forventet. Tilbage står, at vi er åbne over for den proces, som er tilrettelagt. Vi mener, at de hensyn, som har været bærende, fortsat skal være bærende, nemlig at vi selvfølgelig - det er givet - respekterer grundlovens principper og rammer og derudover også søger at få balancen mellem geografisk sammenhængende enheder til at gå op, så opstillingskredsene er nogenlunde lige store. Vi ønsker på samme måde at sikre, at der ikke som et utilsigtet resultat af den nye kredsinddeling kommer nogle ændringer i mandatfordelingerne, og derfor er vi selvfølgelig også meget optaget af det arbejde, som professor Elklit har taget på sig. Man har indarbejdet et bud på en løsning af problemet med spærrereglen i lovforslaget, men er der et bedre svar ved anvendelse af den d'Hondtske metode, så er vi bestemt også åbne over for at kigge nærmere på det.

     I det hele taget vil vi gøre vores til at bidrage med en fortsat saglig tilgang til arbejdet, sådan at vi, når vi ved tredjebehandlingen står tilbage med det endelige resultat, kan være det bekendt både på kort og ikke mindst på lang sigt. Så vi anbefaler forslaget med de bemærkninger, som jeg har gjort her.

Tak til fru Pia Christmas-Møller. Og så er det hr. Ole Glahn som ordfører.

Vort demokratiske system bygger på det politiske foreningsliv. Herfra udgår det folkelige engagement og den konkrete indflydelse på de partiprogrammer, partierne vedtager. Og herfra får kandidaterne, der opstilles til valg, deres legitimitet, fordi det er lokalt, man opstiller dem i de partiorganisationer, der er.
     Med kommunalreformen ændres geografien for kommunerne, og regionerne erstattes af amterne. På den baggrund har den parlamentariske arbejdsgruppe igennem mere end 1 år, helt tilbage fra 2004, arbejdet med det forslag, som nu ligger her foran os, et forslag til nye valgkredse. Og det skulle så netop være en konsekvens af den kommunalreform, der er vedtaget.
     Det lovforslag, som indenrigsministeren i dag præsenterer, er, så vidt jeg kan forstå, fuldstændig i overensstemmelse med resultatet af den parlamentariske arbejdsgruppes arbejde. Forslaget er tiltrådt af Udvalget for Forretningsordenen.
     Fra Det Radikale Venstres side kan vi sige, at vi generelt synes, at det er et godt forslag. Det er jo, som det tidligere er sagt, et kompromis, men vi støtter det.
     Vi mener, at bevarelsen af tre landsdele, inden for hvilke tillægsmandaterne fordeles, er rigtig. Vedrørende fordelingen af kredsmandater og tillægsmandater er det naturligvis fortsat således, at det, som grundloven foreskriver, foregår på grundlag af forholdstal, hvori indgår befolkningstal, vælgertal og landsdelens areal.
     Det er rigtigt at nedsætte antallet af store amtskredse fra 17 til 10 storkredse, inden for hvilke kredsmandaterne fordeles. Der har været mange principielle diskussioner om antallet og størrelsen af disse storkredse. Fra De Radikales side er vi meget tilfredse med, at der bliver det antal som i forslaget, og at de får den størrelse, som det her er fremsat.
     Der har specielt været diskussion om Region Sjælland, men vi mener, at det er rigtigt, at man har fundet den løsning, som man har fundet her.
     Vi frygter ikke, at storkredse vil fremme tendensen til, at der vælges kendte personer. Dem har vi i dag, og de har mulighed for at slå igennem, og det gør de. Det vil højst komme til at betyde, at de personlige stemmer på de mindst kendte bliver relativt færre, fordi de kendte trækker mange stemmer. Men det vil ikke afgørende påvirke, hvilke personer der vælges i storkredsen.
     Lovforslaget indeholder desuden en række forslag, der skal sikre, at det hverken bliver lettere eller vanskeligere for et parti eller en kandidat uden for partierne at komme i Folketinget. Arbejdsgruppen finder dog, at disse begrænsninger, som nu opstilles, er et brud med hidtidige principper for tildeling af kredsmandater, og derfor har man bedt professor Jørgen Elklit om at undersøge mulighederne for og konsekvenserne af at indføre den d'Hondtske metode til erstatning for den modificerede Sainte-Laguës metode, som anvendes i dag.
     På den baggrund skal vi her i Folketinget foretage en nøje vurdering af indførelsen af denne opgørelsesmetode til erstatning for de forslåede spærreregler for opnåelse af visse kredsmandater.
     I går modtog vi så resultatet af professor Jørgen Elklits undersøgelser. De peger meget entydigt på, at det vil være en god idé at indføre den d'Hondtske metode, når ønsket er at stille partier og de enkelte kandidater, som de er stillet i dag i det nuværende system. Jeg vil derfor fra Det Radikale Venstres side tilsige, at vi går positivt ind i en drøftelse af, om vi skal erstatte forslagets indhold om spærregrænser med den d'Hondtske metode, idet vi jo har fået et godt grundlag at arbejde videre med det på.
     I Det Radikale Venstre er vi også meget optaget af, at vi grundigt får drøftet det forhold, der presser sig på med afgrænsning af opstillingskredse i forhold til kommunegrænser, de såkaldt brudte kommuner. Vi er jo gået fra
103 til 93 opstillingskredse. På den ene side har hensynet til opstillingskredsene, at de ikke må gå på tværs af kommunegrænserne, været afgørende. Det vil vanskeliggøre partiernes interne organisation, og det vil også komplicere kommunernes afholdelse af folketingsvalg. På den anden side har så stået hensynet til en vis ensartethed i størrelsen af opstillingskredse, så opstillingskredsens størrelse ikke i sig selv vanskeliggør kandidatens valg. Det kan være en målsætning, at der kan blive en passende ligeværdig konkurrence mellem de opstillede kandidater også inden for samme parti. Som det fremgår af beretningen fra den parlamentariske arbejdsgruppe, er disse hensyn visse steder i landet modstridende. I indstillingen har arbejdsgruppen valgt at indstille, at der flere steder i landet dannes kredse på tværs af kommunegrænser. Eksempelvis danner en del af Århus Kommune opstillingskreds med Odder og Samsø, en del af Roskilde Kommune lægges sammen med Lejre Kommune, og en del af Randers Kommune lægges sammen med Faurskov Kommune.

     Vi står naturligvis ved den indstilling, der ligger her, men jeg vil gerne understrege, at vi fra Det Radikale Venstres side har den principielle holdning, at vi skal prøve at undgå så mange brudte kommuner som overhovedet muligt.
     Den kendsgerning, at de fleste partier har sideordnet opstilling, og at en kreds, der er særlig lille i vælgertal, ved opstilling af en i området kendt person vil kunne kompensere for opstillingskredsens relativt lille vælgertal, taler for at nedtone hensynet til størrelsen af opstillingskredsen i forhold til de mange ulemper, brudte kommuner giver.
     Jeg vil derfor opfordre til, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen foretager en nøje vurdering af disse forhold. Jeg ved, at der kommer foretræde, og i høringsperioden kommer der forslag fra de berørte områder på det her felt.
     Samlet set kan jeg tilkendegive, at vi fra Det Radikale Venstres side er meget tilfredse med substansen i dette forslag. Og jeg kan tilkendegive, at vi er åbne over for i enighed at ændre, hvis høringssvarene giver anledning til det, også på de områder, som jeg her har understreget.

Tak til hr. Ole Glahn. Og så er det hr. Kristen Touborg som ordfører.

Lovforslaget om nye valgkredse m.v. er som tidligere beskrevet blevet aktuelt, fordi der er kommet en kommunalreform, som har vendt op og ned på mangt og meget. Det har ikke været arbejdsgruppens opgave at foretage en total omkalfatring af den eksisterende valglov, man kan vel nærmest sige tværtimod. Hensigten har været at opretholde de væsentlige principper og stort set kun ændre, hvor det er nødvendigt under hensyn til kommunalreformen.
     Lovforslaget her følger arbejdsgruppens indstilling om, at inddelingen i storkredse følger regionerne, som der er foretaget en opdeling af. Den foreslåede inddeling i et begrænset antal storkredse er klart at foretrække i hvert fald for de mindre partier, idet det på den måde er langt mere sandsynligt, at man får valgt et folketingsmedlem i hver storkreds. For større partier er antallet af storkredse vel mindre afgørende, men det kan jo godt være, at der er enkelte folketingsmedlemmer, der har interesse i mindre og derved flere storkredse. Det kan man faktisk ikke afvise.
     Det har været hensigten, at afgrænsningen mellem storkredse skal ske ud fra, at afgrænsningen er geografisk naturlig, og at storkredsene er nogenlunde lige store inden for landsdelen, Bornholm er dog her en undtagelse.
     En afgrænsning, der er geografisk naturlig - hvordan det så skal defineres - er naturligvis ikke givet på forhånd. Man kan jo godt diskutere, hvordan en naturlig afgrænsning geografisk set er. Det er således f.eks. ikke lykkedes at blive enige om en inddeling af alle storkredse, så de har nogenlunde samme antal vælgere, men de fleste steder gælder det, at geografisk begrundelse har haft stor vægt. Man kan sige, at Fyn er en lille storkreds, men det er jo geografisk et meget klart afgrænset område.
     Det gælder dog ikke fordelingen mellem de to storkredse
i Midtjylland. Her er der faktisk ikke rigtig nogen geografisk begrundelse for, at Østjylland omfatter mere end
40 pct. flere vælgere end Vestjylland. Det giver ikke den ønskede ligevægt mellem storkredsene, og når det samtidig ikke er muligt at finde en geografisk logisk begrundelse for opdelingen, forstår jeg faktisk ikke rigtigt, hvorfor arbejdsgruppen ikke har fundet en mere ligeværdig opdeling under udvalgsarbejdet. Men det har tilsyneladende ikke været muligt for arbejdsgruppen at enes om andet end det, der her foreligger. Så vil jeg godt sige lidt om inddelingen af storkredse i opstillingskredsene. Det ideelle ville være, at alle opstillingskredse havde en størrelse på ca. 40.000 vælgere, hvilket ville svare til godt 100 opstillingskredse, men på grund af kommunernes meget forskellige størrelser kan det jo altså ikke rigtig lade sig gøre, hvis man samtidig som hovedregel ønsker, at kommunerne ikke skal være delt, medmindre de pågældende kommuner altså er så store, at de kan deles i to eller flere opstillingskredse.

     For SF har det været meget afgørende, at opstillingskredsene, så vidt det er muligt, bliver lige store, samt at de nylig sammenlagte kommuner ikke kan splittes op, medmindre de er så store, at de altså deles i to eller flere valgkredse. Det princip har arbejdsgruppen søgt at følge. Det er da også lykkedes i de fleste tilfælde, men desværre ikke i alle.
     Der er således især to opstillingskredse, som falder helt udenfor. De har været nævnt her fra talerstolen, så jeg skal ikke gøre en hel masse mere ud af det, men det er jo altså Mariagerfjord i Nordjylland, og det er Assens. Og det er jo altså ikke tilfredsstillende, at man får to så små kredse, der ligger væsentligt under de andre i storkredsen. Jeg synes, det er stærkt beklageligt, at der ikke kunne leveres et bedre resultat fra arbejdsgruppen, hvad disse kredse angår. Men faktum er jo, at det åbenbart ikke var muligt for arbejdsgruppen at finde en bedre løsning i enighed.
     I København, på Sjælland og i Sydjylland er der hvert sted en eller flere kredse, der afviger i overkanten af det tilfredsstillende, men der har jo så været øvrige hensyn, der taler for løsningen, hvorefter det, synes jeg, er nogenlunde acceptabelt, som det er. Det er tilsigtet at undgå opdeling af kommuner, hvor de kommuner ikke er eller er blevet så store, at der kan ske en ren opdeling. Der er, som det er nævnt, sket nogle forskellige opdelinger, kommunebrud, i nogle få kommuner, og jeg skal ikke kunne sige, om det kan løses, men det er klart, at det giver nogle store problemer. Af rene opdelinger sker der så en opdeling i Esbjerg, Vejle, Kolding, Herning, Viborg og Silkeborg ud over opdelingerne i København, på Frederiksberg, i Odense og Aalborg. Hvad angår spørgsmålet, om man vil kunne genindføre den d'Hondtske metode ved fordeling af kredsmandaterne, så ville den efter SF's opfattelse være en mere gennemskuelig metode end den modificerede Sainte-Laguës metode, der anvendes i dag, og da den ekspertudtalelse, der nu er vedlagt sagen, og som er udarbejdet af professor Jørgen Elklit, ikke sætter spørgsmålstegn ved metodens anvendelse, er vi umiddelbart positivt indstillet over for at vurdere under udvalgsarbejdet, om det er en ændring, vi skal kigge nærmere på.

Tak til hr. Kristen Touborg. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

De foregående ordførere har meget grundigt gennemgået principperne i forslaget, og hvad indholdet er, så det føler jeg ikke trang til at gentage, men jeg vil bare sige, at vi jo også har haft en repræsentant fra Enhedslisten siddende i arbejdsgruppen.
     Vi synes grundlæggende, at det har været nogle fornuftige principper, man har lagt til grund. Vi synes også, at det er vigtigt, at vi nu i høringsfasen lytter til de forskellige indvendinger, der kommer, og ser på, om der er behov for nogle justeringer rundtom, som vi så kan tage op ved andenbehandlingen.
     Ellers synes vi som udgangspunkt, at det ser fornuftigt ud. Og så må vi se, om professor Jørgen Elklits undersøgelse, som vi først lige har fået, giver anledning til yderligere overvejelser.

Tak til fru Line Barfod. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren.

Jeg har jo fremsat lovforslaget her og skal derfor i sagens natur kvittere for den positive modtagelse, om end jeg jo også må sige, at det gør jeg så uden hverken smil eller tårer eller andet, men helt neutralt. For at være minister er jo at være tjener, og hvis det gælder i almindelighed, så gælder det i særdeleshed her, fordi min regerings rolle jo har været lovsnedkernes rolle, nemlig at oversætte den vilje, der har været udtrykt i det udvalg, der har været nedsat, til lovgivning.
     Jeg er glad for, at flere af ordførerne positivt har fremhævet, at der er fuld overensstemmelse mellem det, der er aftalt i den parlamentariske arbejdsgruppe, og lovforslaget her.
     Jeg er også glad for at kunne notere mig den store ros til embedsværket i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Den vil jeg selvfølgelig bringe med tilbage til ministeriet.

     Og så vil jeg i øvrigt afstå fra yderligere bemærkninger, da regeringens rolle her jo alene har været at sørge for procesmæssigt at bringe det kompromis, der er indgået i den parlamentariske arbejdsgruppe, videre til den lovgivningsmæssige proces. At det har været en anderledes proces, understreges jo også af, at jeg kan stå her i dag, uden at høringsfristen er udløbet, og uden at der er oversendt høringsnotater, og ikke modtage en eneste kritisk bemærkning i så henseende.
     Der er selvfølgelig nogle spørgsmål i den videre proces, som der nødvendigvis må fokuseres på. Jeg kan vel få øje på i hvert fald tre.
     Det ene relaterer sig jo til det spørgsmål, der har været bragt op om den præcise afgrænsning af opstillingskredsene, og jeg noterer med tilfredshed, at alle partier sådan set har tilkendegivet, at man vil være lydhør over for de synspunkter, der bringes frem.
     Det andet er jo netop spørgsmålet om en eventuel gennemførelse af d'Hondts metode som metode til fordeling af de 135 kredsmandater. Der ligger et notat nu fra professor Jørgen Elklit, som jo er meget klar i sin anbefaling om at revurdere arbejdsgruppens forslag, og det går jeg ud fra også gøres til genstand for en vurdering i det videre lovgivningsmæssige arbejde, herunder i den høring, der skal finde sted.
     Så har regeringen selvfølgelig noteret sig den diskussion, der har været i arbejdsgruppen om antallet af storkredse, men har, sådan som processen har været tilrettelagt, selvfølgelig loyalt oversat kompromiset til lovtekst, om end jeg ikke skal lægge skjul på, at også jeg
i nogen udstrækning deler den bekymring, der har været fremført i debatten om, at en voldsom reduktion i antallet af storkredse, her fra 17 til 10, nok risikerer at tendere til, at vi fremmer en politikertype og en folkestyreform, som måske vil besværliggøre, at kandidater kan vokse frem nedefra og være stærkt lokalt forankrede. Men jeg går jo ud fra, at de mere principielle overvejelser om, hvordan det her bidrager til at påvirke folkestyretraditionen i Danmark, har været underkastet en solid drøftelse i arbejdsgruppen, og at man efter en sådan solid afvejning alligevel har fundet det fornuftigt at fremsætte det her konkrete forslag, som regeringen så loyalt har oversat til lovgivning; det må jeg selvfølgelig lægge til grund. Så jeg skal give et tilsagn på mit ministeriums vegne om fortsat at bidrage loyalt til at gøre Folketingets vilje til handling i den videre proces.

Jeg skal i det hele takke for ministerens besvarelse, som også var præget af det der lidt usædvanlige forhold, at det sådan virkelig er Folketingets lovgivning, det drejer sig om.
     Jeg synes, at vi, som indenrigsministeren sluttede med at pege på, i debatten har vendt, om dette er et system, som fremmer en lidt anden politikertype. Det er ikke, fordi vi er gået meget dybt i det i valgkredsarbejdsgruppen, men vi har vendt det, og vi har jo haft lejlighed til at diskutere det i vore baglande.
     Vi har i Socialdemokratiet haft en intens debat. Vi har kigget på, måske i kraft af den historie, vi har, om det nødvendigvis er sådan, at disse såkaldte kendisser, et begreb, som vi i hvert fald af navn henter fra Sverige, vil stille op i de der sådan meget store amtskredse. Det er der nogle gange nogle der gør, det er der nogle eksempler på. Men der er jo hos Socialdemokraterne eksempler på, at man inden for en amtskreds er flyttet til en lidt større kreds, og vi har haft statsministre som Poul Nyrup Rasmussen og Anker Jørgensen, som hver især har været opstillede i meget små storkredse og amtskredse, uden at det på nogen måde har brudt med billedet.
     Derfor vil jeg spørge: Er ministerens bemærkninger egentlig betinget af erfaring, eller er de betinget af sådan lidt frygt for, at det måske ændrer sig?

Jeg reflekterer blot en lille smule over, at jeg jo ved at følge arbejdsgruppens arbejde kan aflæse, at der har været nogen diskussion om antallet af storkredse. Min rolle her er sådan set bare at sørge for, at arbejdsgruppens vilje sættes igennem, men jeg må da sige helt ærligt, at hvad angår det oprindelige kommissorium, er jeg da selv blevet en smule overrasket over, at der er sket en så voldsom reduktion af storkredse, som tilfældet er her, nemlig fra 17 til 10. Det må jeg sige helt ærligt, men det skal jeg så i øvrigt ikke blande mig i.
     Det er vel uomtvisteligt, at jo større en geografi man skal virke i som folketingskandidat, jo flere forskellige regionale medier man skal håndtere, jo mindre lokal forankring vil man være i stand til at have. Og det er vel også sådan, at jo flere ressourcer man har til sin valgkamp, jo større medietække man har, jo større mediegennemslag man har, jo mere vil man også sandsynligt kunne blive eksponeret
i hele storkredsen, men det skal så afvejes mod en række andre principper, og det går jeg ud fra man har gjort i arbejdsgruppen. Jeg lufter bare her mit eget synspunkt og sletter det så
i øvrigt efterfølgende, for mit eget synspunkt er ikke så interessant i denne sammenhæng. Men måske det kunne være et egnet emne at drøfte valglov og folkestyreudvikling til den høring, der skal finde sted, forstår jeg, i Kommunaludvalget ved siden af drøftelser af de her sådan mere matematiske spørgsmål om d'Hondts metode eller ikke d'Hondts metode. Men også det overlader jeg i sagens natur trygt til Kommunaludvalget at tage bestik af og beslutning om.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.