Da dette er en andenbehandling, har folk jo tid til at tænke sig om, inden forslaget kommer til tredje behandling.
Jeg synes, det er et problem, at det ser ud til, at flertallet har tænkt sig at vedtage et lovforslag, som telebranchen klart har sagt der er meget store problemer i, fordi nogle af de ting, der er indeholdt i forslaget, ikke kan lade sig gøre rent teknisk. Flertallet gjorde det samme i 2002, da man vedtog den første terrorpakke, som indeholder en bestemmelse om logning af al internettrafik. Det har endnu ikke været muligt at føre den bestemmelse ud i livet, fordi det har vist sig, at meget ikke kan lade sig gøre på grund af en række tekniske problemer, og desuden kan det siges, at der overhovedet ikke er proportioner i at bruge så mange ressourcer på at logge alle lovlydige borgeres teletrafik, når de, man egentlig ønsker at opfange teletrafik fra, meget nemt kan omgå muligheden.
Nu vil man ud over at gennemføre en lovgivning, hvorom telebranchen siger, at dele af den ikke kan gennemføres, også gennemføre den for Enhedslisten meget afgørende nytænkning, som vi under ingen omstændigheder kan være med til: Man pålægger private firmaer at lave politiarbejde. Private firmaer bliver med lovforslaget pålagt, at de skal prøve at efterforske, hvorhen folk bevæger sig. Hvis politiet beder om det, skal de f.eks. udsende den sms, der kan afsløre, hvor en mobiltelefon befinder sig, og det mener vi ikke skal være private firmaers opgave. Det må være politiets opgave at udføre efterforskning, man skal ikke blande tingene sammen.
Det andet problem, som telebranchen har peget på, og som vi er meget enige i, er, at det i dag ikke er teknisk muligt kun at registrere de data, som politiet ønsker. Man registrerer faktisk en utrolig stor mængde data, og den store mængde data skal vaskes for at få præcis de oplysninger, som politiet ønsker og har hjemmel til at kræve, frem. I dag foregår den vask hos politiet, når politiet beder om det.
Med lovforslaget er der lagt op til, at det bliver private firmaer, der skal foretage den vask. Det mener vi ikke er rimeligt. Vi mener, det må være politiet, som skal stå for at sortere i de oplysninger, man får, ligesom det, hvis man laver en telefonaflytning, er politiet, der sidder og lytter igennem, hvad der er relevant af det, der er opfanget i telefonaflytningen. Det må også være det samme, hvad angår andre medier. Det kan ikke være rigtigt, at det er private firmaer, der skal pålægges at sidde og lave politiarbejde. Det er et skred i forhold til, hvordan man normalt opfatter, hvad der er politiets opgave i et retssamfund.
Derfor kan vi under ingen omstændigheder støtte det lovforslag, der ligger, og jeg håber, at de partier, der har tilkendegivet på forhånd, at de vil støtte det, tænker sig om endnu en gang og ikke vedtager et lovforslag, der dels delvis ikke teknisk kan gennemføres, dels på flere punkter er et brud på de principper, vi normalt har i et retssamfund.