Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 17. maj 2006

(FOU L 218 – Spørgsmål 10 )

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 10:

”Ministeren bedes redegøre for, om vedtagelse af lovforslaget er en forudsætning for, at vigtige oplysninger ikke kasseres?”

Svar:

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den nærmere konkrete vurdering, som efter de nævnte almindelige regler i forvaltningsloven vil skulle foretages ved udveksling af fortrolige oplysninger mellem politiets og forsvarets efterretningstjenester i almindelighed vil føre til, at de pågældende oplysninger lovligt kan videregives.

 

Dette hænger navnlig sammen med karakteren af de opgaver, som Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste varetager. Det fremgår af forsvarslovens § 13, stk. 2, at Forsvarets Efterretningstjeneste har til opgave at indsamle, bearbejde og formidle informationer i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed, herunder for danske enheder mv. i udlandet. Politiets Ef­ter­ret­ningstjeneste har til opgave at overvåge, forebygge og modvirke foretagender og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed samt den lovlige samfundsorden.

 

Der er for begge tjenesters vedkommende tale om varetagelse af opgaver af helt central sikkerhedsmæssig betydning, og der vil derfor i almindelighed være afgørende offentlige interesser, som taler for videregivelse af oplysninger, der har betydning for tjenesternes varetagelse af disse opgaver.

 

Den tværministerielle arbejdsgruppe anfører i sin rapport, at en række forhold taler for, at efterretningstjenesterne – uden at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en nærmere konkret vurdering i forhold til den enkelte oplysning – bør have adgang til at udveksle oplysninger. Arbejdsgruppen har i den forbindelse bl.a. peget på de usikkerhedsmomenter og det tidsforbrug, som de gældende regler er forbundet med for efterretningstjenesterne.

 

Bestemmelsen har således til formål at tilvejebringe et andet og mere hensigtsmæssigt retsgrundlag for et tæt og løbende samarbejde mellem de to tjenester.

 

Om behovet for bestemmelsen i § 13, stk. 4, kan også peges på, at det i rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse, anføres, at det vil være en forudsætning for etablering af det fælles center for antiterroranalyse, som der lægges op til i regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, at der sikres et andet og bedre lovgrundlag for udveksling af oplysninger mellem tjenesterne.