Dette lovforslag giver yderligere beføjelser til Forsvarets Efterretningstjeneste, så tjenesten også kan indhente oplysninger om danske statsborgere og udlændinge, der er bosiddende i Danmark.
Det er karakteristisk, at FE ikke arbejder under retsplejelovens bestemmelser og ikke behøver en dommerkendelse, før man kan operere. Det følger af hele den måde, FE arbejder på, og den tradition, der er for, at FE arbejder i udlandet og udfører sine opgaver her. Med det nye trusselsbillede er sondringen mellem indenlandske trusler og trusler fra udlandet blevet mindre relevant, og derfor er der sådan set fornuft i, at man sammentænker tingene i højere grad; det er vi fuldstændig med på. Men lovforslaget er dybt bekymrende, fordi man for det første kommer ind i et kolossalt gråzoneområde, som vi har forsøgt at påpege i de korte bemærkninger, og der for det andet ikke er nogen ordentlig demokratisk kontrol med den måde, Forsvarets Efterretningstjeneste fungerer på.
Det Radikale Venstre lagde meget vægt på, at der skal være tale om såkaldte tilfældighedsfund, og der er nævnt nogle eksempler i lovforslagets bemærkninger, som man godt kunne forestille sig. Men det er kun eksempler, og de er på ingen måde - på ingen måde - udtømmende for, hvad FE vil kunne beskæftige sig med, hvis man ser på selve lovparagrafferne. Det er det, som bekymrer os, men det kan vi selvfølgelig diskutere videre, når vi får forslaget i udvalget.
Vi mener, der er vide muligheder for, at FE kan operere selvstændigt over for danske statsborgere og andre, der er bosiddende i Danmark, på en helt anden måde, end FE har kunnet indtil nu. Hvis det ikke er tilfældet, så lad os få det skudt ned, for det er vigtigt for os at få det afklaret. Vi mener, FE får vide muligheder for at operere selv, før oplysningerne gives videre til PET, og PET kommer ind i sagen, hvis man fra FE's side føler, at man bør gøre det.
FE har et meget effektivt system til kommunikationsaflytning, og skal det være anderledes, end det har været indtil nu? Hvorfor skal hele den måde, FE har fungeret på, og som jo har været rettet imod udlandet, nu ændres, så man også skal kunne operere over for danske statsborgere? Det er for os at se vigtigt at få en afklaring på det, specielt fordi der ikke er en tilstrækkelig demokratisk kontrol med efterretningstjenesten.
Det sidste forhold er nok vores hovedindvending, både imod dette forslag og imod det forslag, vi behandlede tidligere i dag. Der er ingen af os her i Folketinget, der har noget imod, at man skal have en effektiv efterretningsvirksomhed for at kunne imødegå eksempelvis terrortruslen. Det er der jo ingen der har noget imod, men det, vi opponerer imod, er, at fordi man skal have det, risikerer man at udvikle en stat i staten, hvor borgernes retssikkerhed bliver undergravet, hvor vi ikke får muligheder for at kunne bevæge os, som vi ellers har kunnet gøre, og hvor den retssikkerhed, vi ellers har kendt, bliver undergravet.
Det mener jeg kan blive tilfældet her. Det er ikke sikkert, det bliver sådan, det kan godt være, at det udelukkende bliver de meget tænkte eksempler, der har været nævnt, hvor man - som hr. Morten Helveg Petersen sagde - gør et tilfældighedsfund og lige pludselig finder ud af, at der er en forbindelse mellem en person i udlandet og nogle danske statsborgere, og man skal have mulighed for at efterforske sagen. Det er muligt, at det bare er sådan, men ser man paragraffernes tekst, er det ikke udelukkende sådan, og derfor er det helt, helt afgørende - helt, helt afgørende - at vi både i forbindelse med dette og de andre forslag får styrket den demokratiske kontrol, som er fraværende her.
Wamberg-udvalget inddrages naturligvis lidt mere; men alle ved - det har været fremme i tidligere analyser af Wamberg-udvalget for både 10 og 20 år siden - at Wamberg-udvalget ikke er nogen effektiv kontrolvirksomhed. Det er det simpelt hen ikke, det har det ikke mulighed for at være, og det, der kom frem på den høring, der blev afholdt for nylig, synes jeg ikke afkræfter det. Jeg har selv siddet
i Folketingets Kontroludvalg i ca. 8 år, og jeg kan sige helt klart, at det ikke er nogen effektiv kontrolvirksomhed. Det er det simpelt hen ikke. Derfor er vi nødt til at sammenkæde forslaget med, hvordan vi får skabt en styrket demokratisk kontrol, så det måske kan afgrænses til at angå det, hr. Morten Helveg Petersen nævnte, altså tilfældighedsfund. Men det har vi ingen sikkerhed for, og derfor er det dybt, dybt bekymrende.