Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 72 af 27. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål nr. 72:

 

          ”Indebærer forslaget til ny § 114 a, at selv om der ikke er tale om nykriminaliseringer, så er der tale om, at straffelovsovertrædelser, der i henhold til den nuværende straffelov, betegnes som eksempelvis hærværk, hvis forslaget vedtages, kan komme ind under terrorreglerne, som giver politiet/PET udvidede beføjelser i henhold til retsplejeloven?”

 

Svar:

 

1. Lovforslaget indeholder forslag til en ny bestemmelse i straffelovens § 114 a, der omfatter handlinger, som efter Europarådskonventionen om forebyggelse af terrorisme skal anses som terrorhandlinger, og som ikke allerede er omfattet af bestemmelsen i § 114.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i § 114 a, tilsigtes ingen nykriminalisering. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at indføje en sidestrafferamme med mulighed for strafforhøjelse, når overtrædelse af visse bestemmelser i straffeloven (herunder bestemmelsen om hærværk i § 291) er begået under omstændigheder omfattet af bestemte artikler i de nævnte konventioner.

 

De konventioner, der indgår i den foreslåede bestemmelse i § 114 a, indebærer pligt til at kriminalisere handlinger af meget forskellig karakter, herunder ulovlige handlinger mod sikkerheden for den civile luftfart og søfartssikkerheden og forbrydelser mod internationalt beskyttede personer.

 

Som det fremgår af ordlyden, er den foreslåede bestemmelse i § 114 a subsidiær i forhold til den gældende § 114. Begås nogen af de opregnede handlinger under omstændigheder, der indebærer, at handlingen er omfattet af § 114, skal der straffes efter denne bestemmelse.

 

2. Det vil være op til de retsanvendende myndigheder – det vil sige i sidste ende domstolene – at tage stilling til, om en handling er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114 a.

 

Indføjelsen af bestemmelsen i § 114 a i straffelovens kapitel 13 indebærer, at retsplejelovens regler om bl.a. efterforskningsmæssige tvangsindgreb i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 – herunder den foreslåede bestemmelse om kendelse ”på person” i lovforslagets § 2, nr. 4 – fremover også vil omfatte handlinger omhandlet i den foreslåede bestemmelse. 

 

3. Som det fremgår af pkt. 1.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger, finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at der efter en passende periode gøres status over erfaringer med de foreslåede nye regler. På den baggrund vil Justitsministeriet i folketingsåret 2009-10 – det vil sige tre år efter lovforslagets gennemførelse – give Folketingets Retsudvalg en orientering herom.