Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 35 af 20. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål nr. 35:

 

          ”Har regeringen inddraget det udvalg, der sidder og arbejder på nye regler for PET, i arbejdet med udarbejdelse af regeringens terrorpakke, og i benægtende fald hvorfor ikke?”

 

Svar:

 

Regeringens samlede antiterrorlovpakke regulerer kun i meget begrænset omfang spørgsmål med tilknytning til kommissoriet for Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester. Bl.a. på den baggrund har udvalget ikke været inddraget i den nærmere udformning af de fremsatte lovforslag.

 

Justitsministeriet har imidlertid på et møde i ministeriet i efteråret 2005 orienteret formanden for udvalget, højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen, om den tværministerielle arbejdsgruppes rapport ”Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror”. De fremsatte lovforslag bygger som bekendt på anbefalingerne i denne rapport.

 

Det tilføjes, at udvalget naturligvis fortsætter sit arbejde på grundlag af det foreliggende kommissorium.