Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 11 af 5. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministerens kommentarer udbedes til artiklen i Politiken 26/3-06: Politimestre vil have udvidet antiterrorpakke.”

 

Svar:

 

Som det beskrives i den omtalte artikel, har bl.a. Politimesterforeningen i sit høringssvar anbefalet, at forslaget vedrørende en ny bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2, om kendelse ”på person” (lovforslagets § 2, nr. 4) ikke begrænses til at angå efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.

 

Justitsministeriet kan om dette spørgsmål henvise til pkt. 5 i den kommenterede høringsoversigt. Som det fremgår heraf, finder Justitsministeriet ikke, at en bredere ordning af den karakter, som Politimesterforeningen har foreslået, bør indgå i lovforslaget.

 

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at en mere generel ændring på området i givet fald må tages op til nærmere overvejelse på et senere tidspunkt.