Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 18 (L. nr. 219) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 22. maj 2006.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 

 


Spørgsmål nr. 18 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 22. maj 2006 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L. nr. 219)

 

Spørgsmål 18

 

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2006 fra Telekommunikationsindustrien i Danmark, jf. L 219 - bilag 11.

 

Svar:

 

For så vidt angår pkt. 1 i henvendelsen skal jeg henvise til min besvarelse af udvalgets spørgsmål 6-8 til L 219.

 

For så vidt angår pkt. 2.a og 2.b i henvendelsen skal jeg henvise til min besvarelse af udvalgets spørgsmål 10-12 til L 219.

 

Vedrørende punkt 2.b skal jeg i tilknytning til min besvarelse af spørgsmål 10 bemærke, at selv om der er udarbejdet GSM-standarder, er det korrekt, at de ikke indgår som standardløsninger i det udstyr og de systemer, der markedsføres i dag til brug for GSM-mobiltelefonsystemet. Det er derfor korrekt, at der kan blive brug for specielle løsninger til danske mobilnet.

 

Derfor er der i lovforslagets ikrafttrædelsesbestemmelse sikret udbyderne tid til at implementere de tekniske løsninger. Kravet om at indrette teknisk udstyr og tekniske systemer, i tilfælde hvor udstyret eller systemet ikke er sat i drift inden lovforslagets ikrafttrædelse, træder således først i kraft den 1. juli 2007, mens kravet for så vidt angår teknisk udstyr og tekniske systemer, der er sat i drift inden den 1. juli 2006, skal være opfyldt den 1. januar 2008.

 

Det skal tilføjes, at lovforslaget indeholder en bemyndigelse til i særlige tilfælde at fravige de krav, der stilles til indretningen af udstyr og systemer, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

 

På den baggrund finder jeg ikke behov for en bemyndigelse til først at sætte kravet om afstandsmåling i kraft senere.

 

Der har i forbindelse med debatten om L219 været forslag om, at jeg årligt rapporterer om lovens anvendelse.

 

Jeg finder det hensigtsmæssigt, at der efter en passende periode gøres status over erfaringerne med de foreslåede nye regler. På den baggrund vil jeg tre år efter lovforslagets gennemførelse give Udvalget for Videnskab og Teknologi en orientering herom. Orienteringen skal bl.a. omfatte erfaringerne med den nye bestemmelse om teleobservation. Orienteringen skal endvidere omfatte den tekniske udvikling af betydning for L219.

 

Herudover vil jeg de første år efter lovens ikrafttræden give Udvalget for Videnskab og Teknologi en årlig status vedrørende centrale problemstillinger, der henhører under mit ansvarsområde.