Betænkning afgivet af Retsudvalget den 0. maj 2006

2. udkast

(Betænkningsbidrag fra RV og SF og opdatering)

Betænkning

over

 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love

 (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.).

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

 

1. Ændringsforslag

Justitsministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2006 og var til 1. behandling den 18. april 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden

Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at der skal gå 2 dage fra omdeling af betænkning til 2. behandling.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Udvalget har herudover den 10. maj 2006 afholdt en høring om terrorbekæmpelse. Udvalget har den 23. maj 2006 afholdt et internt ekspertmøde om den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne.

Høring

Lovforslaget gennemfører de dele af regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, der vedrører lovændringer på Justitsministeriets område. Lovforslaget gennemfører endvidere forslagene i Straffelovrådets betænkning nr. 1474/2006 om det strafferetlige værn mod terrorisme.

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 1. marts 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 445. Den 6. april 2006 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

BYG – DTU,

Jonas Christoffersen, Københavns Universitet,

Danske Mediers Forum,

Den almindelige danske lægeforening,

Stephan Engberg, Lyngby,

International Commission of Jurists,

ITEK – DI,

landsdommer, Jørgen Jochimsen, Viborg

Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund, og

Jørn Vestergaard, Københavns Universitet.

[Justitsministeren har overfor udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.]

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Havnearbejdernes Landsklub,

ITEK – DI, og

Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 128 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, [som denne har besvaret].

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

< >

Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti bemærker:

For Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er det afgørende, at terrorisme bekæmpes og forebygges. Derfor er det vigtigt at, straffeloven omfatter terrorisme og på en klar måde beskriver det strafbare forhold. Ligeledes finder Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti det vigtigt, at politi og efterretningsvæsen har beføjelser til at efterforske eventuelle terroristiske angreb eller forsøg derpå.

På den anden side må angsten for terrorisme ikke føre til tilstande, der ødelægger eller truer den retsstat, som det har taget generationer at opbygge.

Den samlede afvejning af disse hensyn fører til, at Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti må afvise det lovforslag, som justitsministeren her har fremsat.

Siden 2002 har den danske straffelov indeholdt bestemmelser om terrorisme. Samtidig fik politiet nye redskaber til at efterforske og forebygge terrorisme. I lovens nu fire år lange levetid er de indhøstede erfaringer med loven beskedne, og ministeren har ikke på noget tidspunkt godtgjort, at de i 2002 vedtagne bestemmelser ikke skulle være tilstrækkelige ud fra et opklaringsteknisk synspunkt.

Derimod er der i løbet af 2002-lovens levetid fremkommet en del kritik af de uklare definitioner på de strafbare handlinger, som f.eks. indsamlinger til terrororganisationer.

Det ville derfor have været oplagt at give 2002-loven et serviceeftersyn, så kritikken kunne blive imødegået. Dette er imidlertid ikke sket, hvilket Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti beklager.

I det her fremsatte lovforslag fortsætter uklarhederne desværre. I forbindelse med tiltrædelse af en Europarådskonvention indlemmes også tilskyndelse, oplæring og rekruttering til terrorisme i loven. Ifølge både skriftlige og mundtlige indlæg fra lic.jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, fører de fortsatte uklarheder til en usikker og uigennemskuelig retstilstand: Ingen kan konkret forklare, hvad der er strafbart, og hvad man skal gøre for at undgå en strafbar handling. (Jørn Vestergaards artikel: Det strafferetlige værn mod terrorisme – nye konventionsforpligtelser m.v. er optrykt som bilag til betænkningen).

Med lovforslaget får politiet og PET en række nye beføjelser. En af disse er retten til at kræve oplysninger fra offentlige myndigheder, uden at disse er berettigede til at foretage en selvstændig vurdering af relevansen af oplysningerne. Der har især fra lægeside været rejst kritik af denne del af lovforslaget, som vil svække den nødvendige tillid mellem patient og læge. Lægers tavshedspligt bliver i realiteten annulleret. Ministeren har afvist kritikken, og påstået at der ikke vil blive udleveret flere oplysninger, end det sker i dag. Hvis dette er tilfældet, er det uforståeligt, at man vil sabotere et system, der er trygt for både borgere og myndighedspersoner, blot for at give politiet nogle »praktiske« lettelser.  

Under behandlingen af forslaget har bestemmelsen om politiets ret til at søge aflytning af en person i stedet for – som nu – af et telefonnummer vakt debat. Frygten var, at helt sagesløse personer derved kunne komme ind i »aflytningsrummet«, med ubehagelige spredningseffekter som mulig konsekvens. Det af ministeren fremsatte ændringsforslag nr. 2 begrænser denne risiko, og dette ændringsforslag vil Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti derfor støtte.

Endelig indeholder lovforslaget en række bestemmelser vedrørende oplysninger fra flyselskaber og telekommunikationsselskaber. Forslag, der enten er retssikkerhedsmæssigt betænkelige, eller som er teknisk uigennemførlige. For disse redskaber gælder det, at de kun er nyttige for politiet, hvis de indføres i samarbejde med partnere i udlandet. Dansk enegang giver ingen mening her.

Ved loven fra 2002 fik ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om logning, men disse regler er endnu ikke gennemført. Dette burde tænde et par advarselslamper, når nye omfattende forslag på teleområdet søges vedtaget, og eksperter, der beskæftiger sig med området, forudser store vanskeligheder.

Afsluttende ønsker Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti at fremføre, at det stadig er et problem, at nye beføjelser overdrages til såvel politi som efterretningstjenester, uden at der indføres en tilsvarende bedre kontrol eller indsigt med disse tjenesters virke. Lande, vi ellers gerne sammenligner os med, har i de senere år vedtaget lovgivning, der styrker den demokratiske kontrol og offentlighedens indsigt i efterretningstjenesternes virke. Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har i indeværende folketingssamling fremsat forskellige forslag med det formål, men alt er blevet afvist af regeringen. 

Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vil derfor stemme imod det samlede lovforslag ved 3. behandling.

Fólkaflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Tjóðveldisflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   justitsministeren, tiltrådt af: < >

Til § 2

   1) Efter nr. 1 indsættes som nummer:

»01. I § 719, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »§ 187, stk. 1,:« »§ 192 b, stk. 1-3,«.«

[Påtalekompetence i sager om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 7]

   2) Nr. 4 affattes således:

»4. I § 783 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke;

»Stk. 2. Angår efterforskningen en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, kan der i rettens kendelse i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, udover bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den mistænkte). I så fald skal politiet snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, underrette retten om de telefonnumre, som indgrebet har været rettet imod, og som ikke er anført i kendelsen. Hvis særlige forhold taler for det, skal underretning efter 2. pkt. ske senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse. Underretning efter 2. og 3. pkt. skal indeholde en angivelse af de bestemte grunde, der er til at antage, at der fra de pågældende telefonnumre gives meddelelser til eller fra den mistænkte. Retten underretter den beskikkede advokat, jf. § 784, stk. 1, der herefter kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af indgrebet for retten. Retten træffer afgørelse ved kendelse. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.««

[Kendelse »på person« ved telefonaflytning og teleoplysning i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13]

   3) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 783, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.«

[Konsekvensrettelse som følge af den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 4]

   4) Efter nr. 9 indsættes som nye numre:

»03. I § 799, stk. 1, indsættes efter »§ 192 a«: », § 192 b, stk. 1-3«.

 

04. I § 799, stk. 2, ændres »§ 783, stk. 2 og 3« til: »§ 783, stk. 3 og 4«.

05. I § 799, stk. 3, ændres »§ 783, stk. 2« til: »§ 783, stk. 3«.«

[Hemmelig ransagning i sager om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 7 samt konsekvensrettelser som følge af den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 4]

Ny paragraf

   5) Efter § 6 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I lov nr. 117 af 27. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme foretages følgende ændring:

1. § 5 affattes således:

»§ 5. Ved finansiering af terrorisme skal i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114 b for så vidt angår handlinger omfattet af § 114.««

[Konsekvensrettelse som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 4 (§ 114 b)]

Til § 8

   6) I § 8 indsættes efter »§§ 3-5«: »og § 7«.

[Konsekvensrettelse som følge af den foreslåede nye paragraf om ændring i § 5 i loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indeholder et forslag om ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 719, stk. 2, nr. 2, om statsadvokatens påtale af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven.

Forslaget indebærer, at statsadvokaten vil skulle påtale sager om overtrædelse af de foreslåede nye bestemmelser i straffelovens § 192 b, stk. 1-3, der retter sig mod besiddelse og anvendelse af radioaktive stoffer mv. med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet. 

 

Efter § 719, stk. 2, nr. 2, påtaler statsadvokaten sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13, §§ 127-129 a, § 132 a, § 136, stk. 2, § 137, stk. 2, § 140, § 141, kapitel 16, § 158, § 160, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §§ 237-240, § 261, stk. 2, § 266 a og § 266 b.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 385 af 20. maj 1992. Om baggrunden for denne bestemmelse henvises til forslag til lov om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur) (L 184) og Retsplejerådets betænkning nr. 1194/1990 om anklagemyndighedens struktur, side 51ff og side 210. 

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat en ny bestemmelse i straffelovens § 192 b.

Efter § 192 b, stk. 1, straffes med fængsel indtil 6 år den, der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet modtager, besidder, overdrager eller ændrer radioaktive stoffer eller fremstiller eller besidder en eksplosiv nuklear anordning eller en anordning, der er beregnet til at sprede radioaktive stoffer eller kan udsende ioniserende stråling.

Med fængsel indtil 12 år straffes den, der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet eller til at tvinge nogen til at foretage eller undlade at foretage en handling anvender radioaktive stoffer eller anordninger, der udsender ioniserende stråling (nr. 1), fjerner, ændrer eller beskadiger en nødvendig beskyttelse mod spredning af radioaktive stoffer eller mod ioniserende stråling (nr. 2) eller anvender eller beskadiger et nukleart anlæg med den følge, at der sker udslip af radioaktive stoffer eller fremkaldes fare derfor (nr. 3).

Det følger endvidere af § 192 b, stk. 3, at hvis en af de i stk. 2 nævnte handlinger foretages under de i § 180 angivne omstændigheder eller med den følge, at der sker omfattende skade pÃ¥ miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, er straffen fængsel indtil pÃ¥ livstid.

Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. § 192, stk. 4.

Om bestemmelsen henvises til pkt. 2.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 192 b.

Under hensyn til lovovertrædelsens alvorlige karakter finder Justitsministeriet, at statsadvokaten bør have påtalekompetence i alle sager om overtrædelse af bestemmelserne i § 192 b, stk. 1-3.

Til nr. 2

1. Der foreslås en ændret affattelse af bestemmelsen om kendelse »på person« i lovforslagets § 2, nr. 4 (retsplejelovens § 783, stk. 2). Der er tale om to ændringer i forhold til den bestemmelse, der fremgår af lovforslaget:

For det første træder en kendelse »på person« ikke i stedet for en kendelse efter de gældende regler, men har karakter af en tilføjelse til en sådan kendelse. Der henvises til pkt. 2 nedenfor.

For det andet skal underretning til retten om de telefonnumre, som der på grundlag af en kendelse »på person« er iværksat indgreb overfor, i særlige tilfælde ske senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse og ikke – som efter lovforslaget – først ved udløbet af den periode, hvori indgrebet kan foretages. Der henvises til pkt. 3 nedenfor.

2. Ændringsforslaget indebærer som nævnt for det første, at der også i retskendelser i sager, som er omfattet af bestemmelsen – dvs. sager om efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13 – skal anføres de konkrete telefonnumre, som Politiets Efterretningstjeneste på tidspunktet for kendelsen finder, at der er behov for at foretage indgreb overfor (og som retten finder, at der er hjemmel til at foretage indgreb overfor).

 

Herved sikres det, at retten – på samme måde som i dag – tager stilling til spørgsmålet om indgreb i meddelelseshemmeligheden i forhold til de konkrete telefonnumre, som efterretningstjenesten på dette tidspunkt er bekendt med.

På dette punkt indebærer ændringsforslaget således en videreførelse af gældende ret.

Der kan udover disse telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den mistænkte). Herved imødekommes de hensyn, som bestemmelsen i det fremsatte lovforslag bygger på, jf. herom nærmere pkt. 4.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kendelsen vil således indebære, at der udover de telefonnumre, som fremgår af kendelsen, kan foretages indgreb over for telefonnumre, i forhold til hvilke der efter efterretningstjenestens vurdering efterfølgende foreligger bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser til eller fra den mistænkte. Det er uden betydning, om den pågældende telefon tilhører den mistænkte eller andre.

Betingelserne for, hvornår der kan foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, videreføres – i overensstemmelse med det fremsatte lovforslag – uændret.  Også efter ændringsforslaget gælder således, at der ikke vil kunne iværksættes indgreb i meddelelseshemmeligheden i videre omfang end i dag. Det gælder både i forhold til den mistænkte og i forhold til andre.

Iværksætter efterretningstjenesten på grundlag af den afsagte kendelse indgreb i forhold til andre telefonnumre end dem, der er anført i kendelsen, skal der gives underretning til retten (og derefter til den beskikkede advokat) på samme måde som efter lovforslaget. Bestemmelserne i § 783, stk. 2, 2.-5. pkt., i det fremsatte lovforslag videreføres således uændret (bortset fra den nye regel om underretning inden 24 timer, jf. nærmere pkt. 3 nedenfor).

Den foreslåede bestemmelse gælder både i tilfælde, hvor efterretningstjenesten første gang anmoder om retskendelse i en sag, og i tilfælde, hvor tjenesten anmoder om forlængelse af en allerede meddelt kendelse.

Første gang der anmodes om retskendelse – dvs. på det tidspunkt, hvor efterretningstjenesten har et efterretningsmæssigt behov for at iværksætte aflytning - må tjenesten således fremlægge de konkrete telefonnumre for retten, som man finder grundlag for at foretage indgreb overfor.

I den periode, hvori indgrebet kan foretages – dvs. den periode, som rettens kendelse gælder for – vil politiet kunne iværksætte indgreb over for andre telefonnumre end dem, der er anført i kendelsen, forudsat at retsplejelovens almindelige betingelser kan anses for opfyldt, jf. ovenfor. Det bemærkes i den forbindelse, at rettens kendelse højest kan gælde i 4 uger, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2 (der efter forslaget bliver stk. 3).

Når den nævnte periode er udløbet – og der derfor skal anmodes om ny retskendelse – må efterretningstjenesten tage stilling til, om der er behov for også fremover at foretage indgreb over for de telefonnumre, som der allerede er iværksat indgreb overfor på grundlag af den hidtidige kendelse ”på person”. I givet fald må efterretningstjenesten på linje med det, der er anført ovenfor vedrørende »1.gangs-kendelser«, forelægge disse konkrete telefonnumre for retten med henblik på kendelse. Tilsvarende vil gælde, når der efterfølgende skal indhentes nye kendelser i den pågældende sag.

I de beskrevne tilfælde må retten tage stilling til, om der fremover – dvs. i den periode, som den nye kendelse skal gælde for – er hjemmel til at foretage det pågældende indgreb.

Retten skal derimod ikke efterprøve, om der har været hjemmel til at foretage de indgreb, som Politiets Efterretningstjeneste allerede – på grundlag af den hidtil gældende kendelse ”på person” – har gennemført. En sådan efterprøvelse vil alene skulle foretages, hvis den beskikkede advokat anmoder om det, jf. den foreslåede bestemmelse i § 783, stk. 2, 5. pkt.

Der vil principielt kunne forekomme tilfælde, hvor retten har afvist en anmodning om retskendelse i forhold til et konkret telefonnummer, men hvor efterretningstjenesten efterfølgende finder, at der foreligger nye omstændigheder, der indebærer, at betingelserne for at foretage indgreb i forhold til det pågældende nummer nu må anses for opfyldt. I sådanne tilfælde forudsættes det, at efterretningstjenesten ikke iværksætter indgreb på grundlag af den foreliggende kendelse ”på person”, men i stedet anmoder retten om en særskilt kendelse i forhold til dette nummer (eventuelt efter proceduren i retsplejelovens § 783, stk. 3, om indgreb på øjemedet).

3. For det andet indebærer ændringsforslaget, at underretningen af retten om de telefonnumre, som indgreb på grundlag af en kendelse »på person« har været rettet imod, skal ske inden 24 timer, hvis særlige forhold taler for det.

I overensstemmelse med det fremsatte lovforslag vil underretning af retten som det klare udgangspunkt først skulle ske efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages – dvs. det tidsrum, hvori rettens kendelse gælder (højest 4 uger, jf. ovenfor).

Underretning af retten skal imidlertid efter ændringsforslaget ske allerede inden 24 timer, hvis særlige forhold taler for det.

Med udtrykket »særlige forhold« sigtes til tilfælde, hvor efterretningstjenesten – uanset at retsplejelovens betingelser for aflytning mv. må anses for opfyldt – finder, at der kan være anledning til at give den beskikkede advokat mulighed for hurtig efterprøvelse fra rettens side. Der kan navnlig være tale om tilfælde, hvor særlige principielle hensyn kan siges at gøre sig gældende, f.eks. hvor der måtte opstå spørgsmål om aflytning af telefoner, der anvendes af advokater, læger eller journalister, eller af telefoner på den mistænktes arbejdsplads, der også anvendes af andre end den mistænkte. 

Det vil i første række være op til efterretningstjenesten at vurdere, om der foreligger de nævnte særlige forhold, således at der skal ske underretning senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse. Det forudsættes imidlertid, at den beskikkede advokat kan indbringe dette spørgsmål for retten i overensstemmelse med de regler, som i øvrigt gælder for indbringelse af spørgsmål om indgrebets lovlighed, jf. bestemmelsens 4.-7. pkt. – det vil sige i forlængelse af underretningen efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, jf. bestemmelsens 2. og 5. pkt.

Til nr. 3

 

Ændringsforslaget indeholder et forslag om ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 783, stk. 3, der bliver stk. 4, om politiets adgang til at træffe beslutning om at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, såfremt øjemedet ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (»periculum in mora«).

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 2, nr. 4, om indsættelse af en ny bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2, hvorefter § 783, stk. 2-4, bliver til § 783, stk. 3-5.

I 783, stk. 3, der bliver til stk. 4, henvises der i 3. pkt. til bestemmelsens stk. 2. Den gældende § 783, stk. 2, vedrører spørgsmålet om fastsættelse i retskendelsen af det tidsrum, inden for hvilket et indgreb i meddelelseshemmeligheden kan foretages. Efter lovforslagets § 2, nr. 4, bliver § 783, stk. 2, imidlertid til stk. 3, og med ændringsforslaget foretages derfor den deraf følgende konsekvensrettelse af den nævnte henvisning i § 783, stk. 3, der bliver stk. 4.

Til nr. 4

Ændringsforslaget indeholder et forslag om ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 799, stk. 1, om politiets adgang til at foretage ransagning uden at mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, og uden at der tilkaldes vidner til ransagningen (hemmelig ransagning).

Med ændringsforslaget kan der foretages hemmelig ransagning i sager om overtrædelse af de foreslåede nye bestemmelser i straffelovens § 192 b, stk. 1-3, der retter sig mod besiddelse og anvendelse af radioaktive stoffer mv. med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet. 

Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 1, at såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, §§ 191, 192 a eller § 237, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1-4. pkt., og stk. 3 fraviges.

Hemmelig ransagning kan som udgangspunkt kun foretages efter forudgående retskendelse. Hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet dog træffe beslutning om indgrebet, der i så fald snarest muligt og inden 24 timer skal forelægges for retten.

For at forbedre politiets efterforskningsmuligheder i sager om særligt grove straffelovsovertrædelser blev bestemmelsen i § 799, stk. 1, ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 (anti-terrorpakken), således at der også blev adgang til at foretage hemmelig ransagning i sager om grov brandstiftelse, bombesprængninger, flykapring og tilsætning af giftstoffer til vandforsyningen eller madvarer mv.  

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat en ny bestemmelse i straffelovens § 192 b.

Efter § 192 b, stk. 1, straffes med fængsel indtil 6 år den, der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet modtager, besidder, overdrager eller ændrer radioaktive stoffer eller fremstiller eller besidder en eksplosiv nuklear anordning eller en anordning, der er beregnet til at sprede radioaktive stoffer eller kan udsende ioniserende stråling.

Med fængsel indtil 12 år straffes den, der med forsæt til skade på andres person eller til betydelig skade på andres ting eller på miljøet eller til at tvinge nogen til at foretage eller undlade at foretage en handling anvender radioaktive stoffer eller anordninger, der udsender ioniserende stråling (nr. 1), fjerner, ændrer eller beskadiger en nødvendig beskyttelse mod spredning af radioaktive stoffer eller mod ioniserende stråling (nr. 2) eller anvender eller beskadiger et nukleart anlæg med den følge, at der sker udslip af radioaktive stoffer eller fremkaldes fare derfor (nr. 3).

Det følger endvidere af § 192 b, stk. 3, at hvis en af de i stk. 2 nævnte handlinger foretages under de i § 180 angivne omstændigheder eller med den følge, at der sker omfattende skade pÃ¥ miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, er straffen fængsel indtil pÃ¥ livstid.

Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. § 192, stk. 4.

Om bestemmelsen henvises til pkt. 2.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 192 b.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan adgangen til at politiet kan foretage hemmelig ransagning også have afgørende betydning for efterforskningen af overtrædelser af bestemmelsen i straffelovens § 192 b. Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at udvide § 799, stk. 1, til også at omfatte denne bestemmelse.

Ændringsforslaget indeholder endvidere et forslag om ændring af § 799, stk. 2. Der er tale om en redaktionel ændring som konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 4.

Herudover indeholder ændringsforslaget forslag til ændring af § 799, stk. 3. Der er tale om en redaktionel ændring som konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 5

Ændringsforslaget indeholder et forslag om ændring af § 5 i lov nr. 117 af 27. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Forslaget indebærer, at der ved finansiering af terrorisme i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b for så vidt angår handlinger omfattet af § 114.

Efter § 5 i loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme skal ved finansiering af terrorisme i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114 a.

Definitionen af finansiering af terrorisme danner grundlag for anvendelse for pligterne i hvidvaskloven, herunder underretningspligten i hvidvasklovens § 7.

Forslaget til en ny bestemmelse i straffelovens § 114 a omfatter handlinger, som er omfattet af Europarådskonventionens artikel 1, og som ikke allerede er omfattet af § 114. Formålet med bestemmelsen er at indføje en sidestrafferamme med mulighed for strafforhøjelse, når overtrædelse af visse bestemmelser i straffeloven er begået under omstændigheder omfattet af de berørte artikler i de nævnte internationale konventioner.

Som anført i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b svarer denne bestemmelse indholdsmæssigt til den gældende § 114 a bortset fra den tilføjede henvisning til § 114 a. Tilføjelsen indebærer, at det efter omstændighederne tillige vil være strafbart at yde økonomisk støtte mv. til en person, gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger af den i § 114 a omhandlede beskaffenhed.

Med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b tilsigtes ingen ændringer i øvrigt i den hidtil gældende bestemmelse i § 114 a.

Definitionen af finansiering af terrorisme danner som anført ovenfor grundlag for anvendelse for pligterne i hvidvaskloven, herunder underretningspligten i hvidvasklovens § 7.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b rejser spørgsmål om, hvorvidt hvidvasklovens definition af finansiering af terrorisme i § 5 skal fastlægges i overensstemmelse med denne bestemmelse med den virkning, at § 5 udvides til at omfatte også økonomisk støtte mv. til en person, gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger at den i § 114 a omhandlede beskaffenhed. 

Et forslag om ændring af hvidvasklovens § 5, hvorefter der ved finansiering af terrorisme i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114 b, har været i en kort høring hos en række centrale høringsparter på området.

Advokatrådet har udtalt sig imod en sådan »merimplementering« af hvidvasklovens § 5. Rådet har i den forbindelse bl.a. bemærket, at eftersom forslaget til § 114 b ikke alene omfatter finansiering af handlinger omfattet af § 114, men også handlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114 a, savner rådet en nærmere begrundelse for den foreslåede ændring af hvidvasklovens § 5, som i forhold til opbygningen af straffeloven og L 217 medfører en udvidelse af pligterne indeholdt i hvidvaskloven til også at omfatte andet end finansiering af terrorisme i straffelovens forstand. Endvidere har Advokatrådet bemærket, at en udvidelse af hvidvasklovens § 5 til at omfatte finansiering af andre forbrydelser end terrorhandlinger i straffelovens § 114 ville være udtryk for, at man gav pligterne i hvidvaskloven et videre anvendelsesområde end påkrævet i 3. hvidvaskdirektiv. 

I lyset heraf foreslås definitionen af finansiering af terrorisme i hvidvasklovens § 5 ikke på nuværende tidspunkt udvidet til at omfatte den tilføjede henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 a. Spørgsmålet vil blive taget op til nærmere overvejelse på et senere tidspunkt. Derimod foreslås det som anført ovenfor, at der ved finansiering af terrorisme i hvidvasklovens § 5 skal forstås finansiering af terrorisme som defineret i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b for så vidt angår handlinger omfattet af § 114. Denne bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 5 bortset fra, at den særlige terrorismebestemmelse i straffelovens § 114 med lovforslagets § 1, nr. 3, udvides med besiddelse og anvendelse mv. af radioaktive stoffer efter § 192 b.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede nye bestemmelse om ændring i § 5 i loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Hvidvaskloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. lovens § 41. Loven er ikke sat i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.

Med ændringen af lovforslagets § 8 får den foreslåede ændring i hvidvasklovens § 5 således samme territoriale gyldighedsområde som hovedloven.

  Birthe Rønn Hornbech (V) Â  Michael Aastrup Jensen (V) Â  Karsten Nonbo (V) Â  Søren Pind (V) Â  Peter Skaarup (DF) fmd.  Kim Christiansen (DF) Â  Hans Kristian Skibby (DF) Â  Tom Behnke (KF) Â  Charlotte Dyremose (KF) Â  Morten Bødskov (S) Â  Per Kaalund (S) Â  Lissa Mathiasen (S) Â  Frode Sørensen (S) Â  Elisabeth Arnold (RV) Â  Simon Emil Ammitzbøll (RV) Â  Anne Baastrup (SF) nfmd.  Line Barfod (EL) 

Fólkaflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Tjóðveldisflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)	52		Enhedslisten (EL)	6
Socialdemokratiet (S)	47		Siumut (SIU)	1
Dansk Folkeparti (DF)	24		Tjóðveldisflokkurin (TF)	1
Det Konservative Folkeparti (KF)	18		Fólkaflokkurin (FF)	1
Det Radikale Venstre (RV)	17		Inuit Ataqatigiit (IA)	1
Socialistisk Folkeparti (SF)	11

 

+++NOTER+++

 

---NOTER---

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 217

Bilagsnr.	Titel
1	Pressemeddelelse om lovforslaget, fra justitsministeren
2	Henvendelse af 30/3-06 fra Stephan Engberg, Lyngby
3	Brev til Teknologirådet vedr. høring om terrorbekæmpelse
4	Høringsnotat vedr. L 219, fra videnskabsministeren
5	Henvendelse af 3/4-06 fra fhv. landsdommer Jørgen Jochimsen, Viborg
6	Henvendelse af 29/3-06 fra Danske Dagblades Forening
7	Referat af høring om overførsel af NEC til PET 31/3-06
8	Kommenteret høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren
9	Referat fra høring om antiterrorpakken 2002
10	Høringssvar vedr. L 218, fra forsvarsministeren
11	Programudkast til høring om terrorbekæmpelse
12	Henvendelse af 27/2-06 fra Jørn Vestergaard, Københavns Universitet
13	Retsudvalgets brev til Henrik Linde, Den Danske Dommerforening vedrørende møde med Retsudvalget om L 168 og L 217
14	Amnesty Internationals høringssvar
15	Henvendelse af 12/4-06 International Commission of Jurists
16	Henvendelse af  12/4-06 fra Danske Mediers Forum
17	Henvendelse af 18/4-06 fra ITEK og Dansk Industri
18	Tidsplan for udvalgsbehandlingen indtil videre
19	Henvendelse af 20/4-06 fra Den almindelige danske lægeforening
20	Henvendelse af 24/4-06 fra BYG - DTU
21	Henvendelse af 26/4-06 fra Jonas Christoffersen, Københavns Universitet
22	Notat om "It-privacy - en forudsætning eller en forhindring for borgerne i Norden"
23	Henvendelse af 2/5-06 fra lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet
24	Foreløbigt programudkast til høring om terrorbekæmpelse
25	Meddelelse om teknisk gennemgang af lovforslag nr. L 218
26	Statistik over indgreb i meddelelseshemmeligheden
27	Program og materiale til udvalgets høring om terrorbekæmpelse onsdag den 10/5-06
28	Meddelelse om Videnskabsudvalgets høring om L 219
29	Evt. høring/ekspertmøde om den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne
30	Henvendelse af 10/5-06 fra lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet
31	Notat vedr. retsplejelovens § 783, stk. 2, fra justitsministeren
32	Henvendelse af 15/5-06 fra Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund
33	Ekspertmøde om den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne
34	Program for åben høring i Udvalget for Videnskab og Teknologi den 17/5-06
35	Kopi af REU alm. del - svar på spm. 274 vedr. strafferetlig lovgivning om bekæmpelse af terrorisme
36	Benchmarkundersøgelse af PET og pressemeddelelse herom, fra justitsministeren
37	Henvendelse af 18/5-06 fra Retssikkerhedsfonden
38	Henvendelse af 19/5-06 fra Oluf Jørgensen, Danmark Journalisthøjskole
39	Henvendelse af 19/5-06 fra Amnesty International
40	Henvendelse af 19/5-06 fra Amnesty International
41	Ændringsforslag fra justitsministeren
42	1. udkast til betænkning
43	Kopi af Videnskabsudvalgets svar på UVT L 219 - spm. 1-5
44	Kopi af Videnskabsudvalget svar på UVT L 219 - spm. 6-17
45	Kopi af Forsvarsudvalget svar på FOU L 218 - spm. 1-16
46	Transkription af høring om terrorbekæmpelse den 10/5-06
47	Henvendelse af 23/5-06 fra Den almindelige danske lægeforening
48	Teknologirådets nyhedsbrev til Folketinget: Fra rådet til tinget nr. 224/ maj 2006: Terrornetværk i cyberspace.
49	Henvendelse af 28/5-06 fra lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 217

Spm.nr.	Titel
1	Spm. om ministeren vil tilsende udvalget en opdateret version af oversigten over udmøntningen af regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 30/3-06 fra Stephan Engberg, Lyngby, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3	Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag om telefonaflytning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4	Spm. om den forslåede § 783, stk. 2, og ministerens svar herpå
5	Spm. om den forslåede § 783, stk. 2, og ministerens svar herpå
6	Spm. om den forslåede § 783, stk. 2, og ministerens svar herpå
7	Spm. om den forslåede § 783, stk. 2, og ministerens svar herpå
8	Spm. om den forslåede § 783, stk. 2, og ministerens svar herpå
9	Spm. om Ole Stig Andersens indlæg på Retsudvalgets høring 31/3-06 om overførslen af NEC til PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10	Spm. om kommentarer til henvendelse af 3/4-06 fra fhv. landsdommer Jørgen Jochimsen, Viborg, for så vidt angår L 217, og ministerens svar herpå
11	Spm. om ministerens kommentarer til artiklen i Politiken 26/3-06: Politimestre vil have udvidet antiterrorpakken, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
12	Spm. om aflytning mellem journalister og deres kilder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
13	Spm. om den formelle procedure ved indhentelse af retskendelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14	Spm. om, at der skal indhentes ny kendelse, når f. eks. den mistænkte skifter telefon, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
15	Spm. om begrundelsen for, at politiets indberetning ikke udløser en retshandling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
16	Spm. om, hvad det har med den teknologiske udvikling at gøre, at der nu kan aflyttes andre end den mistænkte, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
17	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 29/3-06 fra Danske Dagblades Forening, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
18	Spm. om den parlamentariske kontrol med efterretningstjenester i andre lande, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
19	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 12/4-06 fra International Commission of Jurists, og ministerens svar herpå
20	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 18/4-06 fra ITEK og Dansk Industri, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
21	Spm. om, hvor ofte det forventes, at den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 110 a, stk. 1, vil blive anvendt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
22	Spm. om, hvor ofte det forventes, at den foreslåede bestemmelse om videregivelse af oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste til PET vil blive anvendt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
23	Spm. om hvor ofte det forventes, at den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 110 a, stk. 2, vil blive anvendt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
24	Spm. om hvor ofte det forventes, at den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2, vil blive anvendt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
25	Spm. om indgreb i form af teleobservation, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
26	Spm. om nødretsreglerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
27	Spm. om offentlige myndigheder og privates muligheder for at foretage videoovervågning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
28	Spm. om særlige kvalitetskrav til tv-overvågning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
29	Spm. om antallet/omfanget af anvendelsen af de enkelte nye bestemmelser i lovforslaget, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
30	Spm. om bekendtgørelsen om luftfartsselskabernes registrering og opbevaring af passageroplysninger, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
31	Spm. om forslaget om luftfartselskabernes registrering og opbevaring af passageroplysninger, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
32	Spm. om forelæggelse for virksomhedspanelet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
33	Spm. om logningsbekendtgørelsen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
34	Spm. om den foreslåede hjemmel til, at politiet kan "jamme" radio- og telekommunikation, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
35	Spm. om det udvalg, der sidder og arbejder på nye regler for PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
36	Spm. om begreberne retsstat og politistat, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
37	Spm. om høringssvaret fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
38	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 20/4-06 fra Den almindelige danske lægeforening, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
39	Spm. om kommentar til debatindlæg af Birthe Rønn Hornbech i Politiken 1/4-06: "Tendens: Terrorpakken truer borgernes retssikkerhed", til justitsministeren, og ministerens svar herpå
40	Spm. om hvilke spørgsmål der kan blive tale om at forlange besvaret af flyselskaber, rejsebureauer m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
41	Spm. om de tekniske indvendinger rejseselskaber m.v. har overfor PET’s ønsker om adgang til passageroplysninger m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
42	Spm. om tidskrav til, hvornår man skal have den endelige liste over hvem der rent faktisk har benyttet et fly m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
43	Spm. om oplysninger kan videregives fra den ene del af PET til den anden m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
44	Spm. om kommentar til Ritzaus Bureaus telegram 18/4-06: "Anklager: Dommer bør godkende aflytningerne", til justitsministeren, og ministerens svar herpå
45	Spm. om ministerens kommentar til pjece fra Fagligt Fælles Forbund: Faglig kamp eller terror?, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
46	Spm. om rapporten om det danske samfunds indsats og beredskab mod terror, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
47	Spm. om et skøn over, hvor mange retskendelser politiet bliver lettet for med den foreslåede telefonaflytningsbestemmelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
48	Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag om indberetninger af telefonaflytninger, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
49	Spm. om ministerens kommentarer til åbent brev af 11/11-05 fra Den Nordatlantiske Gruppe til statsministeren angående beredskab mod terror og sikring af retssikkerheden i Grønland og Færøerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
50	Spm. om ministerens kommentar til Birthe Rønn Hornbechs bog, Tale er guld (2006) samt kronik af samme i Kristeligt Dagblad: Terrorpakken binder os på mund og ånd, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
51	Spm. om ministerens tilkendegivelser under 1. behandling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
52	Spm. om den forslåede § 783 og udstrækningen heraf, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
53	Spm. om betingelser for at anvende telefonaflytning på person i stedet for telefon, til justitsministeren og ministerens svar herpå
54	Spm. om forholdet mellem § 783, stk. 1, og § 783, stk. 2, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
55	Spm. om ministerens overvejelser omkring de foreslåede nye § 110 a, stk. 2, og 783, stk. 2, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
56	Spm. om ministeren vil tilsende udvalget en oversigt over paragrafferne i straffelovens kapitel 12 og 13 grupperet efter strafferammernes størrelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
57	Spm. om, hvilke bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 der efter ministerens opfattelse kan anses som et værn mod terrorisme, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
58	Spm. om ministerens kommentarer til kronikken i Politiken 24/4-06 af Oluf Jørgensen: Hvem har rent mel i posen?, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
59	Spm. om telefonaflysningsregler jf. Jyllandspostens artikel den 23/4-06 (Aflytning: Aflytningsregler for hele politiet), til justitsministeren, og ministerens svar herpå
60	Spm. om telefonaflytningsregler for så vidt angår narkoforbrydelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
61	Spm. om ministeren vil uddybe sine udtalelser i avisartikel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
62	Spm. om politiets ekstra arbejde, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
63	Spm. om ministeren kan bekræfte, at forslaget ikke betyder efterfølgende retskendelse, men alene indberetning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
64	Spm. om retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
65	Spm. om ministeren kan bekræfte, at politiet ikke har lignende beføjelser i Sverige, jf. artiklen i Jyllandsposten den 23/4-06 (Overvågning: Politiken med på en lytter), til justitsministeren, og ministerens svar herpå
66	Spm. om ministeren mener, at det svenske politi med krav om flere retskendelser efterforsker terrorforbrydelser dårligere end i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
67	Spm. om ministeren vil tilsende udvalget kopi af de konventioner, der indgår i den foreslåede bestemmelse i § 114 a, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
68	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 24/4-06 fra BYG - DTU om supplerende anbefalinger til regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
69	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 26/4-06 fra Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
70	Spm. om lægers videregivelse af oplysninger kan prøves af domstolen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
71	Spm. om en redegørelse for mulighederne for retlig prøvelse, når det drejer sig om lægers tavshedspligt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
72	Spm. om rækkeviden af forslaget til ny § 114 a m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
73	Spm. om rækkeviden af forslaget til ny § 114 a m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
74	Spm. om tiltale efter straffelovens § 136, stk. 2, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
75	Spm. om tiltale i forbindelse med demonstration, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
76	Spm. om økonomisk støtte til afholdelse af en demonstration vil kunne medføre tiltale efter forslagets § 114 b m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
77	Spm. om justitsministeriets fortolkning af forslagets § 114 e m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
78	Spm. om det vil være forbudt at støtte en fagforening, der har en formand, som er erklæret medlem af en organisation, der står på EU’s terrorliste, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
79	Spm. om PET på vegne af FE kan indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
80	Spm. om en borger, hvorom der indhentes oplysninger i henhold til § 110 a, stk. 2, nogensinde har krav på at få at vide, at PET har indhentet disse oplysninger m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
81	Spm. om de oplysninger, der indhentes på grundlag af § 110 a, stk. 2, vil være tilgængelig for alle ansatte i PET m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
82	Spm. om mere overvågning og hårdere straffe vil mindske risikoen for terrorangreb i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
83	Spm. om hvilke punkter i embedsmandsrapporten, der helt er opgivet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
84	Spm. om den foreslåede § 4 a til tv-overvågning sloven, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
85	Spm. om Digital Rights høringssvar, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
86	Spm. om, hvad det i praksis vil betyde for kvantiteten af indhentede oplysninger, at det vil være PET, der i forbindelse med indhentelsen af oplysningerne skal vurdere, om betingelsen i § 110 a, stk. 2, er opfyldt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
87	Spm. om hvordan ministeren vil sikre, at der ikke med den foreslåede § 110 a, stk. 2, sker en unødig udlevering af de rent personlige oplysninger fra diverse forvaltningsmyndigheder til PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
88	Spm. om PET før anvendelsen af § 110 a stk. 2, skal foretage en interesseafvejning i stil med den, myndighederne hidtil har foretaget efter forvaltningslovens § 28, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
89	Spm. om, hvilken betydning de kommende retningslinjer for PET's anvendelse af bestemmelsen i § 110 a, stk. 2, vil få for den interne legalitetskontrol i PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
90	Spm. om oplysningerne, der indhentes af PET med henvisning til § 110 a, stk. 2, bliver tilgængelige for de ansatte fra NEC, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
91	Spm. om PET’s anmodninger om fremadrettede oplysninger om en bestemt person fra en myndighed kan være tidsubegrænsede, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
92	Spm. om i hvilke situationer, der kan forekomme aflytning af ikke-mistænktes kommunikationsmidler med hjemmel i § 783, stk. 2, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
93	Spm. om aflytning af et telefonnummer, når der er bestemte grunde til at antage, at der over denne telefon formidles samtaler til eller fra den mistænkte person, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
94	Spm. om der, for at der kan iværksættes aflytning af en ikke-mistænkts kommunikationsmidler, skal være bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser, der vedrører en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 via dette kommunikationsmiddel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
95	Spm. om § 783, stk. 2, hvis retten finder, at indgrebet ikke burde have fundet sted, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
96	Spm. om der er andre formål med forslaget til § 783, stk. 2, end at forenkle proceduren for at indhente retskendelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
97	Spm. om straffelovens nuværende og de foreslåede bestemmelser om terror kan finde anvendelse mod politisk aktivisme/aktiviteter, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
98	Spm. om det overlades til PET at træffe afgørelse om en sag har forbindelse med terror, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
99	Spm. om man har nogen dokumentation for, at der er sammenhæng mellem alvorlig organiseret kriminalitet og terror, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
100	Spm. om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for den administrative overflytning fra NEC til PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
101	Spm. om, hvilke overvejelser og bemærkninger rapporten "It-privacy - en forudsætning eller en forhindring for borgeren", jf. L 217 - bilag 22, giver ministeren anledning til, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
102	Spm. om oplysningerne i Jyllandsposten 28/4-06 om, at PET kun undtagelsesvist giver underretning til aflyttede, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
103	Spm. om lovforslagets forslag om telefonaflytning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
104	Spm. om ministerens kommentar til artikel af lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
105	Spm. om ministerens kommentarer til artiklen i Ugeskrift for Retsvæsen U.2003.B.100, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
106	Spm. om ministerens kommentar til artiklen i Jyllands-Posten 30/4-06: Aflytning: PET afkræves tal om aflytninger, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
107	Spm. om den fremtidige statistik om indgreb i meddelelseshemmeligheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
108	Spm. om indgreb i meddelelseshemmeligheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
109	Spm. om indgreb i meddelelseshemmeligheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
110	Spm. om ministerens kommentar til Jonas Christoffersens, Københavns Universitet, skriftlige oplæg til Retsudvalgets høring 10/5-06 om terrorbekæmpelse, og ministerens svar herpå
111	Spm. om ministerens redegørelse for, hvilke begrænsninger der gælder for anvendelsen af tilfældighedsfund i forhold til de foreslåede bestemmelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
112	Spm. om ministeren vil tilstille udvalget oplysninger om, hvorledes den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesten er indrettet i Tyskland, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
113	Spm. om kommentar til henv. af 15/5-06 fra Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
114	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 10/5-06 fra lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
115	Spm. om kommentar til rapporten Government Response to the Intelligence and Security Committee's Report into the London Terrorists Attacks on 7 july 2005, til justitsministeren
116	Spm. om, hvilke overvejelser den hidtidige debat om den foreslåede bestemmelse vedrørende retskendelse »på person« giver ministeren anledning til, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
117	Spm. om ministerens kommentar til henvendelse fra Havnearbejdernes Landsklub, som blev modtaget i forbindelse med landsklubbens foretræde for udvalget 18/5-06, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
118	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 19/5-06 fra Oluf Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
119	Spm. om ad ministerens svar på spm. 51 vedr. ministerens udtalelse under 1. behandling om den foreslåede ændring af § 783, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
120	Spm. om hvem der afgør, hvorvidt politiet kan eller vil indlede en efterforskning efter § 114 a, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
121	Spm. om eksempler på handlinger, der vil være strafbare efter den foreslåede bestemmelse i § 114 a, til justitsministeren
122	Spm. om den almindelige tavshedspligt, der gælder for offentligt ansatte, til justitsministeren
123	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 19/5-06 fra Amnesty International, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
124	Spm. om en justering af forslaget, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
125	Spm. om en styrkelse af Wamberg-udvalgets kontrol med PET, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
126	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 18/5-06 fra Amnesty International, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
127	Spm. om kommentarer til henvendelse af 23/5-06 fra Den Almindelige Danske Lægeforening, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
128	Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 28/5-06 fra lic. jur. Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, og ministerens svar herpå

 

+++NOTER+++

 

---NOTER---

 

+++Bilag+++Bilag 2

Artikel af docent i strafferet, lic. jur. Jørn Vestergaard, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet: Det strafferetlige værn mod terrorisme - nye konventioner, forpligtelser m.v.

Artiklen er optrykt efter ønske fra RV og SF.

 

JV/02.05.2006 - artikel til Tidsskrift for Kriminelret 4/2006

Det strafferetlige værn mod terrorisme – nye konventionsforpligtelser mv.

Af docent i strafferet, lic. jur. Jørn Vestergaard, Det Juridiske Fakultet

I artiklen foretages der en kritisk analyse af de ændringer i straffelovens specielle del, som i marts 2006 blev foreslået af Justitsministeren som led i en ny anti-terrorpakke. Det påvises, at internationale forpligtelser ikke nødvendiggør den anvendte lovgivningsteknik, som vil gøre retstilstanden yderligere uklar og unødigt vidtgående.

1. Efter en hektisk optakt har Justitsministeren den 31. marts 2006 fremsat et lovforslag, der udgør en ny anti-terrorpakke.[1]/NREF/FN101// Forslaget omfatter bl.a. en række nyskabelser i straffeloven i tilknytning til den bestemmelse om terrorhandlinger, der som led i den første anti-terrorpakke blev indsat i straffeloven som § 114 i 2002.[2]/NREF/FN102// Med straffelovens bestemmelser fastlægges det grundlag, som al anden lovgivning om bekæmpelse af terrorisme hviler pÃ¥.

Som begrundelse for den strafferetlige del af lovforslaget henvises der hovedsageligt til et ønske om at kunne tilslutte sig en ny konvention om forebyggelse af terrorisme, som EuroparÃ¥det oprettede for et Ã¥r siden.[3]/NREF/FN103// Umiddelbart før undertegnelsen af denne blev Folketingets Retsudvalg af Justitsministeriet orienteret om dens lovgivningsmæssige konsekvenser i et notat.[4]/NREF/FN104// Beklageligvis var notatet pÃ¥ væsentlige punkter ikke særlig oplysende, og det byggede pÃ¥ en misvisende oversættelse af centrale begreber i konventionen. Dette fik en uheldig indflydelse pÃ¥ det efterfølgende forløb, herunder ved at sætte dagsordenen for StraffelovrÃ¥det, der lagde notatet uprøvet til grund for de overvejelser, som inden for en meget kort tidsramme blev fremlagt i betænkning 1474 om det strafferetlige værn mod terrorisme.[5]/NREF/FN105// 

Som udgangspunkt for en drøftelse af den strafferetlige del af Justitsministerens lovforslag redegøres der i det følgende først for den europæiske konventions tilblivelse og indhold. Derefter vil forslaget til ny § 114 a blive belyst, og endelig vil de foreslåede bestemmelser om hvervning, oplæring mv. blive behandlet.

2. Med mange ivrige spillere i kampen mod terrorismen minder nogle af bestræbelserne om klumpspil foran mål. Sådan noget er som bekendt ikke kønt at iagttage. Tendensen gælder både på internationalt og nationalt plan. I den europæiske sammenhæng lå Europarådet tidligere i toppen af første division, når det gjaldt strafferetligt samarbejde; men med EU’s intensiverede indsats på området er der blevet trængsel og benhård konkurrence om de målsøgende indspil.

Kort efter den 11. september 2001 iværksatte EuroparÃ¥det en handleplan imod terrorisme. De tre grundpiller under denne var forstærkelse af den retlige indsats, beskyttelse af grundlæggende værdier samt behandling af terrorismens Ã¥rsager. PÃ¥ det retlige omrÃ¥de blev arbejdet i november 2002 forankret i en tværfaglig arbejdsgruppe af regeringseksperter, the Multidisciplinary Group on International Action against Terrorism, GMT, som dels udarbejdede en tillægsprotokol til den europæiske 1977 konvention om bekæmpelse af terrorisme,[6]/NREF/FN106// dels udpegede prioriterede indsatsomrÃ¥der.[7]/NREF/FN107// 

Arbejdet i GMT blev videreført af den af Ministerkomitéen i juni 2003 nedsatte Committee of Experts on Terrorism, CODEXTER. Komitéen fik hen ad vejen bl.a. til opgave at videreudvikle overvejelser vedrørende behovet for en ny europæisk konvention om bekæmpelse af terrorisme.[8]/NREF/FN108// Denne del af komitéens opgave blev bragt til afslutning allerede i februar 2005.[9]/NREF/FN109// Der blev Ã¥bnet for undertegning af den nye retsakt ved et topmøde i Warszawa den 16. maj 2005, og Danmark undertegnede ved den lejlighed konventionen. PÃ¥ samme tid blev der tillige Ã¥bnet for undertegning af andre konventioner, herunder en ny konvention om hvidvask mv.[10]/NREF/FN110// EuroparÃ¥det har i øvrigt vedtaget en række erklæringer, rekommendationer mv. om bekæmpelse af terrorisme.[11]/NREF/FN111//

Den nye konvention forpligter bl.a. deltagerstaterne til kriminalisering af visse former for tilskyndelse/ rekruttering/ oplæring til »terrorisme« samt forsøgshandlinger og medvirken i tilknytning hertil. Konventionens anvendelse af termen terrorism og tilgrænsende udtryk er en avanceret stiløvelse, der ikke ligefrem gør det lysende klart, hvad kriminaliseringspligten går ud på.

3. Blandt de indsatser, som tidligt i forløbet havde fÃ¥et prioritet inden for EuroparÃ¥dets rammer,[12]/NREF/FN112// var tiltag til videre afklaring af behovet for yderligere at forebygge tilskyndelse til terrorisme – apologie du terrorisme, incitement to terrorism – og for i den forbindelse at finde den rette balance i forhold til ytringsfriheden. Det springende punkt var, om der pÃ¥ det undersøgte omrÃ¥de var huller – lacunae, gaps, loopholes – i international lovgivning og dermed anledning til at etablere en forpligtelse til at modvirke handlinger, der senere blev sammenfattet under begrebet public provocation to commit acts of terrorism. Den nærmere granskning af spørgsmÃ¥let blev i første omgang overladt til en arbejdsgruppe med betegnelsen CODEXTER-APOLOGIE.[13]/NREF/FN113// En ekspertundersøgelse belyste variationerne i deltagerstaternes lovgivning og retspraksis.[14]/NREF/FN114// De nationale meldinger tydede gennemgÃ¥ende pÃ¥, at der trods stor variation i begreber og lovteknik allerede var fornøden hjemmel til strafforfølgning, typisk i kraft af generelle regler, sjældnere pÃ¥ grundlag af specialbestemmelser. Dette hæmmede ikke de fortsatte bestræbelser synderligt. I lyset af ekspertundersøgelsen mente arbejdsgruppen at kunne pÃ¥vise det pÃ¥ forhÃ¥nd formodede behov for at udfylde huller i folkeretten.

Nogle af delegationerne i CODEXTER gav udtryk for tvivl og forbehold over for den opfattelse, at der i forhold til de allerede eksisterende universelle og europæiske instrumenter ville kunne opnÃ¥s merværdi – added value – ved lancering af en ny traktat. Der blev ogsÃ¥ peget pÃ¥, at en europæisk konvention ville være af begrænset værdi, hvis den ikke forholdt sig til de spørgsmÃ¥l, som stadig blokerer for vedtagelse af en generel FN konvention, herunder bedømmelsen af handlinger foretaget af væbnede styrker og frihedsbevægelser. Efter fremlæggelse af en ekspertundersøgelse[15]/NREF/FN115// blev der imidlertid ud over offentlig tilskyndelse til terrorisme indkredset flere omrÃ¥der, som det kunne være af interesse at dække. Imidlertid var der stadig langt fra enighed om ønskeligheden af en konvention. Ganske hurtigt tegnede der sig dog et omrids af et udkast til ny retsakt, og heri indgik nu ogsÃ¥ forslag om en forpligtelse til at kriminalisere hvervning – recruitment for terrorism. I den særlige arbejdsgruppe vedrørende billigelse og tilskyndelse blev der ikke opnÃ¥et konsensus, men man fremlagde en rÃ¥ skitse af et muligt instrument. I denne fase stod beskaffenheden af en retsakt eller flere sÃ¥danne stadig til diskussion, men den fra starten fremsatte tanke om en konvention havde sat en klar dagsorden, sÃ¥ snart blev der fremlagt et første udkast til en sÃ¥dan. Heri indgik nu ogsÃ¥ en forpligtelse til kriminalisering af oplæring – training for terrorism.[16]/NREF/FN116// 

Ud over fastlæggelsen af nye kategorier af lovovertrædelser regulerer konventionen bl.a. forskellige spørgsmål vedrørende ansvar for juridiske personer, værn af ofre, jurisdiktion, informationsudveksling samt strafferetligt samarbejde, herunder udlevering og gensidig retshjælp. Konventionen indeholder tillige bekræftelser af grundlæggende rettigheder, bl.a. ved bemærkninger i præamblen om respekt for etablerede principper vedrørende ytringsfrihed og foreningsfrihed.[17]/NREF/FN117//

Et grundlæggende tema for komitéen blev hurtigt de mulige definitioner af terrorisme mv. og dermed rækkevidden af den pÃ¥tænkte retsakt, herunder forpligtelserne vedrørende kriminalisering. Der var i det lange løb ikke fornøden tilslutning til forslag om at lade et specifikt formÃ¥l, motiv eller »terrorforsæt« indgÃ¥ i definitionen af de omfattede forhold, sÃ¥dan som det bl.a. kendes fra rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme. Bemærkninger om det særlige formÃ¥l, der kendetegner terrorhandlinger – acts of terrorism, blev i den sidste ende henvist til præambelbetragtninger, se herom senere. Den operative del af konventionsteksten kom alene til at indeholde en tom rammebestemmelse, der indeholder en blanket-definition af sÃ¥kaldte terrorist offences. Definitionen i konventionens indledende artikel bestÃ¥r udelukkende i en henvisning til en række globale, herunder især sÃ¥kaldt sektorielle konventioner, der opregnes i et bilag.[18]/NREF/FN118//  En enkel procedure med henblik pÃ¥ justering af dette dynamiske hybrid er fastlagt i en bestemmelse om revidering af bilaget.[19]/NREF/FN119// Hvis man læser den indledene artikel isoleret, og opfatter den helt bogstaveligt, er en terrorist offence med andre ord en lovovertrædelse omfattet af de opregnede konventioner – within the scope of and as defined in one of the treaties listed.

Nogle af delegationerne pegede tidligt på, at den valgte terminologi og formuleringsteknik har afgørende indflydelse på omfanget af konventionens kriminaliseringspligter og derfor bevirker et særligt behov for at være nøjeregnende med hensyn til valg af referencer. Forhandlingerne resulterede ikke desto mindre i et instrument, der afgrænser sit anvendelsesområde gennem henvisning til retsakter, som ikke er afgrænset ud fra en generisk eller konsistent fastlæggelse af de handlinger, der ønskes modvirket, men ud fra de værnede beskyttelsesobjekter eller de anvendte metodikker.

Forhold omfattet af de separate, globale konventioner er ikke nødvendigvis terrorhandlinger, de begås ikke nødvendigvis af terrorgrupper eller terrorister med politiske motiver, og de kan i visse tilfælde være kendetegnet ved en betydelig fjernhed i forhold til de grundlæggende beskyttelsesinteresser. Sektorielle konventioner tilgodeser bl.a. sikkerhedshensyn i relation til diplomater, luftfart, søfart, kernekraftanlæg og platforme på kontinentalsoklen. Hertil kommer tværgående konventioner om gidseltagning, terrorbombning og terrorfinansiering.

Bilaget til konventionen omfatter indtil videre ti særskilte konventioner. Disse er i mere eller mindre udtalt grad blevet skabt for at bekæmpe terrorisme, men de omfatter også forhold, der ikke kan betegnes som terrorhandlinger (»Take me to Miami,« sagde den cubanske flykaprer.). Dette er således tilfældet med konventionen fra 1970 om flykapring (Haag-konventionen), som er den ældste af konventionerne. Denne blev udarbejdet på baggrund af, at flykapringer var kommet til at udgøre en alvorlig trussel mod den civile luftfart, hvilket man ønskede at modvirke gennem et forstærket internationalt samarbejde. Formålet med konventionen var at bekæmpe enhver form for flykapring, uanset om sådanne forhold havde et terroristisk motiv eller ej. Noget tilsvarende er kendetegnende for den et år senere etablerede konvention om en civile luftfarts sikkerhed (Montreal-konventionen). De to nævnte konventioner blev udarbejdet under den internationale luftfartsorganisation ICAO, og de i konventionerne tillempede principper er efterfølgende blevet lagt til grund for bestræbelserne inden for FN på at tilvejebringe konventioner og andre instrumenter til bekæmpelse af terrorisme. Da man imidlertid ikke har kunnet opnå enighed om en definition af terrorisme har man anvendt en pølseskive-metode, som indebærer, at man hen ad vejen har fokuseret på bestemte typer af handlinger, som ofte var kendetegnet ved et terroristisk motiv. Disse forskellige typer af handlinger har man så behandlet i separate konventioner. På grund af uenigheden om definitionen på terrorisme blev de enkelte konventioner gjort anvendelige på de omfattede forhold uafhængigt af, om der bag disse forelå et terroristisk formål. Dette kommer bl.a. til udtryk i konventionen fra 1979 om gidseltagning, der defineres som tilfangetagelse eller tilbageholdelse af en person med henblik på under trussel om at dræbe, legemsbeskadige eller fortsat frihedsberøvelse af gidslet »at tvinge en tredje part, dvs. en stat, en international interguvernemental organisation, en fysisk eller juridisk person eller en gruppe personer til at foretage eller undlade at foretage nogen handling som en udtrykkeligt eller stiltiende betingelse for frigivelsen af gidslet«.[20] Pengeafpresning er ikke nødvendigvis båret af et mere eller mindre ædelt politisk motiv, men kan have sin rod i helt private vindingsmotiver.

Som et led i et kompromis mellem deltagerne i forhandlingerne i CODEXTER blev terminologien hen ad vejen ændret, sÃ¥ledes at det, der først hed act of terrorism, blev til terrorist offence. Tanken med denne svage opblødning af begreberne var tilsyneladende at imødekomme de skeptiske delegationer. Man undgik sÃ¥ledes at anvende begrebet terrorhandlinger om forhold, der ikke falder ind under dette begreb, hvilket i sig selv var logisk, nÃ¥r man nu ikke kunne enes som en generisk definition.[21]/NREF/FN120// Ã†ndringen i sprogbrug fjernede imidlertid ikke anledningen til bekymringerne over den realitet, at de med konventionen etablerede forpligtelser til kriminalisering er af temmelig ubestemt rækkevidde.

I lyset heraf har det i en forklarende rapport til konventionen bl.a. været nødvendigt at erindre om relevansen af proportionalitetsprincippet i den foreliggende sammenhæng.[22]/NREF/FN121// Se nærmere nedenfor.

De af den nye konvention omfattede lovovertrædelser skal i øvrigt ikke i sig selv betragtes som terrorist offences, men som criminal offences of a serious nature related to terrorist offences as they have a potential to lead to the commission of the offences established by the [relevant] international conventions.[23]/NREF/FN122// 

4. Forpligtelsen til at kriminalisere offentlig tilskyndelse endte med at omfatte udbredelse af en meddelelse med forsæt til at tilskynde nogen til at begÃ¥ en terrorist offence, hvor denne handling bevirker en (konkret, væsentlig, nærliggende) fare for, at en eller flere sÃ¥danne overtrædelser bliver begÃ¥et.[24]/NREF/FN123// Særlig opmærksomhed blev gennem forløbet viet det kontroversielle spørgsmÃ¥l om en mulig forpligtelse til kriminalisering af indirect incitement, dvs. tilskyndelse i kraft af tilkendegivelser, der ikke udtrykkeligt og direkte opfordrer til terrorhandlinger, men som er egnede til at fremkalde sÃ¥danne. Fra nogle af delegationerne var der modstand mod en sÃ¥dan forpligtelse, mens etablering af en sÃ¥dan for andre var magtpÃ¥liggende for at opnÃ¥ added value af den pÃ¥tænkte retsakt. Som kompromis kom der i den endelige tekst til at stÃ¥, at det ikke er afgørende, om udbredelsen af meddelelsen til offentligheden indebærer direkte anbefaling af terrorisme – (”whether or not directly adcocating terrorist offences”).[25]/NREF/FN124// 

Konventionen indrømmer en vis skønsmargin med hensyn til fastlæggelsen af gerningsindholdet – the definition of the offence and its implementation.[26]/NREF/FN125// Det er sÃ¥ledes op til den enkelte deltagerstat, om man ønsker en udtrykkelig kriminalisering af indirect incitement begÃ¥et ved fremstilling af en terrorist offence som nødvendig og retfærdig.

5. I det første udkast til retsakt optrÃ¥dte forpligtelserne til kriminalisering af recruitment og training af medlemmer eller tilhængere af terrorgrupper i én og samme bestemmelse. For afgrænsningen af sÃ¥danne grupper var det afgørende, om deres mÃ¥l eller aktiviteter var rettet mod at begÃ¥ terrorhandlinger. Komitéen lagde imidlertid til grund, at det er beskaffenheden af gruppens aktiviteter snarere end dens mÃ¥l, der bør stÃ¥ i fokus.[27]/NREF/FN126// Nogle delegationer fremhævede, at det er hververens intentioner snarere end gruppens, der har betydning.

I den færdige konvention er rekruttering og oplæring tildelt separate artikler.[28]/NREF/FN127// Disse dækker ikke alene rekruttering til en gruppe, men ogsÃ¥ til enkeltmandsvirksomhed.

Bestemmelsen om rekruttering til terrorisme har fÃ¥et to forgreninger, der begge som udgangspunkt handler om forsætligt at tilskynde – solicit – nogen til noget (eller forsøge herpÃ¥ eller medvirke hertil).[29]/NREF/FN128// I den ene forgrening af bestemmelsen er forsættet rettet mod at fÃ¥ nogen til at begÃ¥ eller medvirke til en terrorist offence, i den anden er forsættet rettet mod at fÃ¥ nogen til at gÃ¥ ind i en sammenslutning eller gruppe for (dvs. med forsæt til) at bidrage til, at en eller flere terrorist offences begÃ¥s af gruppen.[30]/NREF/FN129// Det ville nok være en anelse misvisende at hævde, at indholdet og rækkevidden af den forpligtelse til kriminalisering i deltagerstaternes nationale ret, som denne temmelig komplicerede bestemmelse etablerer, let lader sig formidle pÃ¥ en enkel og umiddelbart forstÃ¥elig mÃ¥de.

Bemærkelsesværdigt nok fremgÃ¥r det af konventionens forarbejder og de ledsagende bemærkninger i den forklarende rapport, at en deltagerstat har mulighed for at anlægge en indskrænkende fortolkning af »sammenslutning eller gruppe«, sÃ¥ledes at alene forbudte – proscribed – organisationer er omfattet.[31]/NREF/FN130// 

Bestemmelsen om oplæring til terrorisme forpligter deltagerstaterne til at kriminalisere forhold, der bestÃ¥r i, at en person giver nogen anvisninger vedrørende særlige metoder eller teknikker med henblik pÃ¥ udførelse eller bidrag til begÃ¥elsen af en terrorist offence.[32]/NREF/FN131// Det forudsættes, at læremesteren er vidende om – knowing – at de tildelte færdigheder er beregnet – are intended – til anvendelse til det nævnte formÃ¥l.[33]/NREF/FN132// Som eksempler pÃ¥ sÃ¥danne færdigheder opregner bestemmelsen fremstilling eller brug af sprængstoffer, vÃ¥ben, farlige stoffer.

De terrorist offences, der indgÃ¥r i de globale konventioner, omfatter ikke alene »principale overtrædelser«, dvs. fuldbyrdet gerningsmandsskab – principal offences, men ogsÃ¥ i et eller andet omfang forsøg pÃ¥ eller medvirken til sÃ¥danne – ancillary offences. Da den nye europæiske konvention ogsÃ¥ omfatter forsøg og medvirken i tilknytning til hvervning eller oplæring samt medvirken til tilskyndelse til terrorist offences,[34]/NREF/FN133// fÃ¥r retsakten en rækkevidde, der grænser til det absurde, hvis man tager den bogstaveligt. Den forpligter deltagerstaterne til at kriminalisere forsøg pÃ¥ og visse former for medvirken til tilskyndelse/ hvervning/ oplæring til ikke bare de af de globale konventioner omfattede principale handlinger, men ogsÃ¥ forsøg pÃ¥ og medvirken til at begÃ¥ disse. Det var derfor ikke en overdrivelse, nÃ¥r nogle af delegationerne pÃ¥pegede, at konventionen ville komme til at omfatte forhold, der er »extremely remote from the actual commission of an act of terrorism«. Det blev bl.a. foreslÃ¥et at begrænse retsaktens anvendelsesomrÃ¥de, f.eks. i den indledende konventionsartikel om terminologi eller ved ledsagende bemærkninger i den forklarende rapport, sÃ¥ledes at den nye konvention i det mindste alene dækkede forhold med tilknytning til de principale handlinger omfattet af de globale konventioner; men det kom der ikke noget afgørende ud af, da flertallet af delegationer modsatte sig forslaget. Dog forudsætter pligten til at kriminalisere medvirken, der ikke har karakter af meddelagtighed – complicity, eller hovedmandsskab – organising or directing, at den, der pÃ¥ anden mÃ¥de er bidragende – contributing, har direkte forsæt i form af hensigt eller viden i relation til en forestÃ¥ende tilskyndelse/ hvervning/ oplæring til begÃ¥else af en terrorist offence.[35]/NREF/FN134// 

I princippet skal en medarbejder hos en it-serviceudbyder således kunne straffes for at lægge en meddelelse fra en kunde ud på internettet, hvis medarbejderen er klar over, at budskabet er egnet til at anspore nogen til at begå en terrorist offence, at det er beregnet til hvervning, eller at det indeholder anvisninger på udførelse af sådanne forhold.

I den forklarende rapport til konventionen bemærkes det i tilknytning til fremhævelsen af proportionalitetsprincippet, at retsakten forpligter deltagerstaterne til at kriminalisere forhold, der er egnet til at føre til terrorist offences, men ikke forhold der kun har en teoretisk forbindelse med sÃ¥danne lovovertrædelser. Konventionen beskæftiger sig sÃ¥ledes ikke med hypotetiske begivenhedskæder, sÃ¥ som »tilskyndelse til forsøg pÃ¥ finansiering af en trussel«, forklares det. I princippet lyder dette sÃ¥re fornuftigt; men klarheden er ikke ligefrem overvældende. Præcisionsniveauet højnes heller ikke i kraft af en senere bemærkning i den forklarende rapport om, at tilskyndelse til forhold omfattet af terrorfinansieringskonventionen faktisk er omfattet, selv om udsigten til voldskriminalitet er temmelig fjern fra handlingen – for denne kan jo spille en vigtig rolle i den kæde af begivenheder som fører til violent terrorist offences.[36]/NREF/FN135// Rapportens betragtninger er selvmodsigende, for konventionen om terrorfinansiering omfatter ogsÃ¥ forsøgshandlinger.

Lige til det sidste modsatte flere delegationer sig inddragelse af terrorfinansieringskonventionen i den liste, der afgrænser, hvad der er omfattet af begrebet terrorist offence, hvortil den nye konventions forpligtelser til at kriminalisere tilskyndelse/hvervning/oplæring samt forsøg herpÃ¥ og medvirken hertil knytter sig. Det blev gang pÃ¥ gang fremhævet, at der ikke mindst koblingen af disse to konventioner ville indebære kriminalisering af forhold, der er ekstremt fjerne i forhold til terrorhandlinger, og at der ville opstÃ¥ betydelig retsusikkerhed – legal uncertainty.  Et flertal ønskede imidlertid ikke at udelade finansieringskonventionen fra bilaget, da noget sÃ¥dant angiveligt kunne have negative virkninger og ville være et tilbageskridt, formentlig i kraft af signalværdien. Delegationerne havde meget divergerende meninger om forslag, der bl.a. skulle gøre det muligt at tage forbehold over for hele eller dele af forpligtelserne til kriminalisering af tilskyndelse/hvervning/oplæring samt forsøg herpÃ¥ og medvirken hertil i relation til forhold omfattet af finansieringskonventionen. I det afsluttende kompromis gled muligheden for et sÃ¥dant forbehold ud, hvilket en række delegationer havde vanskeligt ved at godtage. Som en beskeden kompensation blev det vedtaget at henvise til den fleksibilitet, som kan opnÃ¥s pÃ¥ grundlag af fortolkningsprincipperne i Traktatkonventionen.[37]/NREF/FN136// 

En deltagerstat kan i øvrigt tage forbehold over for inddragelse af en konvention, som vedkommende ikke er forpligtet af, jf. artikel 1 (2). Denne mulighed er selvsagt ikke egnet som bolværk mod for vidtgående forpligtelser efter den europæiske konvention, da håndhævelse af et sådant forbehold helt ville afskære en stat fra at tilslutte sig en given konvention, som den i øvrigt fandt det ønskeligt at ratificere.

Kriminaliseringspligten retter sig mod forsætlige forhold, og i visse henseender yderligere et særligt intentionelt element. Der var usikkerhed om, hvorvidt den kun skulle dække tilfælde, hvor en terrorist offence faktisk begÃ¥s, eller tillige forsøg eller trusler, som i den sidste ende ogsÃ¥ blev omfattet.[38]/NREF/FN137// Dette gælder ogsÃ¥, for sÃ¥ vidt angÃ¥r ansvar for forsøg eller medvirken. Gerningsstedet for de af konventionen omfattede forhold er ogsÃ¥ uden betydning for, om de skal betragtes som lovovertrædelser.[39]/NREF/FN138//

Justitsministerens forslag til ny § 114 a

6. I det aktuelle lovforslag indgÃ¥r der en helt ny bestemmelse, der foreslÃ¥s indsat som § 114 a.[40]/NREF/FN139// 

Forslaget til ny § 114 a har sit udspring i den nye europæiske konvention. Denne forpligter som omtalt til kriminalisering af tilskyndelse/ hvervning/ oplæring til terrorist offences. Herved forstås som nævnt ikke uden videre det samme som terrorhandlinger, men forhold omfattet af en række eksisterende, separate konventioner, der både handler om egentlige terrorhandlinger begået med et specifikt terrorforsæt og andre mere eller mindre voldelige forhold, der krænker bestemte beskyttelsesinteresser, f.eks. luftfartssikkerheden eller diplomaters sikkerhed, uden at der er forudsat et bestemt formål, motiv eller forsæt med hensyn til at skræmme en befolkning, true en regering etc., sådan som det kræves efter den gældende § 114 i straffeloven, der bygger på definitionen i rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke i sig selv nogen nykriminalisering; men en sådan følger i vid udstrækning af koblingen mellem bestemmelsen og andre paragraffer. Umiddelbart angiver bestemmelsen udelukkende visse grunde til strafforhøjelse på nærmere fastlagte måder. Første led i bestemmelsens første punktum lyder således:

§ 114 a. Begås en af de i nr. 1-6 nævnte handlinger, uden at forholdet omfattes af § 114, kan straffen overstige den højeste for lovovertrædelsen foreskrevne straf med indtil det halve; [...].[41]

 

Herefter følger der en meget omfattende og kompliceret opregning i seks separate afsnit af de handlinger, som bevirker den foreskrevne skærpelse af maksimumstraffen for en given overtrædelse. Hvert afsnit består af en lang opremsning af udvalgte paragraffer i straffeloven med tilføjelse af en forudsætning om, at forholdet i det givne tilfælde er omfattet af en af de anførte konventionsbestemmelser. Af pladshensyn gengives her blot det mest enkle afsnit, som findes i forslagets § 114 a, nr. 3:

3) Overtrædelse af § 261, stk. 1 eller 2, når handlingen er omfattet af artikel 1 i den internationale konvention imod gidseltagning af 17. december 1979.

I hver af de øvrige afsnit opregnes 18-20 straffelovsparagraffer eller dele af sådanne. Opregningen er udtryk for en vis logik, idet den dels omfatter en række almindelige bestemmelser om brandstiftelse, vold mv., dels angiver variende delikter med samme grundlæggende beskyttelsesinteresser som de specifikke konventioner. Men let læsning er det ikke. Straffeloven indeholder ikke nogen anden bestemmelse, der har en blot tilnærmelsesvist så uoverskuelig og kompliceret ordlyd.

I fire af afsnittene henvises der til en enkelt konventionsbestemmelse, i et afsnit til to konventioner og i et afsnit til tre sådanne.

Bestemmelsen er ikke blot ulæselig, men også af andre grunde ejendommelig og betænkelig.

7. Den foreslåede § 114 a vil som sagt ikke i sig selv bevirke nogen nykriminalisering. Men i realiteten skaber den en lang række nye delikter. Dette sker i kraft af, at anvendelse af de skærpede strafferammer, som etableres med bestemmelsen, forudsætter, at overtrædelser af de opregnede paragraffer også er omfattet af de i tilknytning til anførte konventionsbestemmelser. Dette indebærer, at et forholds strafbarhed ikke alene skal bedømmes i forhold til straffelovens gerningsindhold, men tillige i forhold til en given konventionsbestemmelse. I mange tænkelige tilfælde, vil det næppe volde store vanskeligheder at afgøre, om et forhold er klart omfattet af en bestemt konventionsbestemmelse. Men i andre tilfælde vil bedømmelsen langt fra være oplagt.

Konventionsbestemmelser om kriminaliseringspligter er ikke konciperet med henblik på umiddelbar inkorporering i national ret gennem henvisninger i strafferetlige blanketbestemmelser. Ordlyden i sådanne konventionsbestemmelser kan være præget af forholdsvis brede formuleringer eller en terminologi, som kun har præcis mening i bestemte retstraditioner, især når det drejer sig om tilregnelseskrav og forpligtelser vedrørende kriminalisering af forsøg og medvirken. Bestemmelserne kan være udslag af besværlige og uklare kompromisser, der ikke alene beror på politiske uoverensstemmelser, men også vidt forskellige lovgivningstraditioner, doktriner og begrebsbrug. Rækkevidden af sådanne konventioner vil ofte være temmelig uklar, om end en forklarende rapport kan bidrage væsentligt til den nærmere forståelse. Eksempelvis er det ikke helt oplagt, hvad der i dansk ret skal forstås ved en “voldshandling mod en internationalt beskyttet persons tjenestested, privatbolig eller transportmiddel, som må antages at bringe hans person eller frihed i fare”, som det hedder i konventionen af 1973 om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer.

Med den foreslåede § 114 a bliver det i den sidste ende indholdet i en mere eller mindre diffus konventionsbestemmelse, som er afgørende for, om der foreligger en særlig strafforhøjelsesgrund, der reelt set konstituerer et selvstændigt, særlig alvorligt delikt. Det er klart, at retten i tvivlstilfælde kan vælge at afvise strafforhøjelse, hvilket bør være en nærliggende mulighed, hvis bestemmelsen indføres. Men det er ikke nogen nem opgave at sætte domstolene på, og forudsigeligheden kan næppe forventes at være udpræget i sådanne sager.

Der findes et fortilfælde, hvor Justitsministeriet har overvejet, hvorledes det var muligt at opfylde forpligtelserne i henhold til internationale retsakter, der som et led i bekæmpelsen af terrorisme knytter an til forud etablerede, separate konventioner, men ikke indeholder en generisk definition på terrorhandlinger. Ved forberedelsen af den første anti-terrorpakke i 2001 dukkede spørgsmålet op i relation til terrorfinansieringskonventionen og Sikkerhedsrådets resolution 1373. Justitsministeriet mente dengang, at det var i orden at henholde sig til definition i EU rammeafgørelsen. Dette er der gjort rede for i Straffelovrådets betænkning og i bemærkningerne til det foreliggende lovforslag. Straffelovrådet har fundet det »rigtigst« at opfylde kriminaliseringspligten således, at de »terrorhandlinger«, som det skal være strafbart at hverve og oplære til, ikke er begrænset til handlinger begået med terrorforsæt. Justitsministeriet har med lovforslaget tilsluttet sig synsmåden og dermed ændret opfattelse i forhold til tidligere. Koblingen til spørgsmålet om strafforhøjelse har så ført til forslaget om ny § 114 a, idet Straffelovrådet har fundet denne fremgangsmåde »lovteknisk mest hensigtsmæssig«. Formuleringerne kunne tyde på, at denne del af Straffelovrådets forslag ikke ligefrem er blevet til i en stemning af udelt begejstring og sikker forvisning om, at en sådan lovgivning er påkrævet og god. Det er den heller ikke!

I større eller mindre udstrækning kan der i en international retsakt være indbygget en forudsætning om, at deltagerstaterne tillades en betydelig margin of appreciation og mulighed for at implementere forpligtelserne i overensstemmelse med nationale retstraditioner. Det typiske er under alle omstændigheder, at udmøntningen i national ret af en konventionsbestemmelse må ske ved transformation, hvorved der sker en omskrivning, tilpasning og præcisering af et gerningsindhold, således at dette så vidt muligt opfylder sædvanlige krav til klarhed og bestemthed. I den materielle strafferet er dette krav ikke uden videre opfyldt ved en blank henvisning til bestemmelser i international ret, og det er højst usædvanligt, at Justitsministeriet har valgt et sådant koncept. Der findes ganske enkelt ikke i dansk lovgivning eksempler på noget tilsvarende. Derimod har inspiration kunnet hentes i Sverige og Finland.

Forklaringen på, at Justitsministeriet har valgt den omtalte konciperingsteknik kan ikke være, at den europæiske konvention stiller krav om etablering af regler om strafforhøjelse for terrorist offences, for det gør den på ingen måde. Grundlæggende stiller den overhovedet ikke krav om, at deltagerstaterne skal tilslutte sig hver enkelt af de opregnede separate konventioner, men friholder tværtimod staterne for kriminaliseringspligter i forhold til konventioner, som den enkelte stat ikke ønsker at tilslutte sig.

Valget af lovgivningsteknik må bero på, at man har taget konventionen indledende artikel alt for bogstaveligt, og at man så ikke har kunnet pege på en anden egnet model til opfyldelse af de forpligtelser, som konventionen skaber til kriminalisering af tilskyndelse/ hvervning/ oplæring til terrorist offences. Dilemmaet må have været, at det er en umulig opgave at konstruere et overskueligt sæt af regler, som på en enkel og klar måde indfanger essensen af de forhold, som er dækket af de separate, globale konventioner, men ikke er egentlige terrorhandlinger.

Det nærmeste, man i strafferetlig sammenhæng kommer en tilsvarende lovgivningsteknik, er i udleveringslovens § 5. Her har man i et vist omfang udelukket afslag på udleveringsbegæringer i sager om politiske lovovertrædelser. Dette er sket gradvist ved udvikling af en bestemmelse, der nu med hensyn til sager om udlevering til stater uden for EU henviser til forskellige konventioner. Senest er henvisningen kommet til at omfatte artikler i den europæiske terrorismekonvention som ændret ved 2003 protokollen, der igen henviser til en række separate konventioner, som forpligter deltagerstaterne til at udelukke afslag i sager om politiske forbrydelser. Desuden er konventionerne om terrorbombninger og om finansiering særskilt nævnt, og nu foreslås konventionen om nuklear terrorisme tilføjet. I forarbejderne udleveringsloven hedder det med føje, at det afhænger af en konkret vurdering, om en overtrædelse er omfattet af de opregnede konventionsbestemmelser.  Dette kan vel tages som et lakonisk udtryk for en erkendelse af, at de pågældende retsakters beskaffenhed kan indebære særlige fortolkningsproblemer. Retligt set er udlevering ikke en straf, men en foreløbig foranstaltning af straffeprocessuel art som led i international retshjælp. Reelt kan udlevering efter omstændighederne være et særdeles føleligt indgreb, og det er selvsagt ønskeligt med klare regler. Men principielt set indebærer den omtalte ordning ikke, at der opstår et spørgsmål om ansvar eller skærpet ansvar, som ellers ikke forelå. Problemet i en udleveringssag er derimod, om et sådant ansvar rent faktisk kan gøres gældende ved overgivelse af den anklagede til myndighederne i rette forum, forudsat at der foreligger betryggende retsgarantier. Så selv om en afgørelse vedrørende udlevering kan afhænge af en vanskelig fortolkning af en materiel konventionsbestemmelse, og selv om der skulle ske udlevering i et tvivlsomt grænsetilfælde, vil skyldsspørgsmålet i den sidste ende skulle afgøres efter national lovgivning under iagttagelse af sædvanlige legalitetshensyn, ikke på grundlag af den pågældende konventionsbestemmelse, som ikke er konstituerende for gerningsindholdet i det relevante delikt.

I Justitsministerens lovforslag og ministeriets øvrige akter anvendes gennemgående udtrykket »terrorhandling« som dækkende terrorist offence. Skrivemåden er uheldig, da den er egnet til at give indtryk af, at den foreslåede § 114 a er tiltænkt et mere snævert og dermed oplagt anvendelsesområde, end der reelt er tale om.

Allerede i lovforslagets indledende bemærkninger om forpligtelserne efter konventionen anvendes det ukorrekte udtryk, således at tanken mere entydigt ledes i en bestemt retning, end der er dækning for (afsnittene 1.4 og 1.5). Værre bliver det i et efterfølgende afsnit, der særligt tager sigte på Europarådets konvention (afsnit 2.2). Her hedder det, at konventionen angiveligt »indebærer en forpligtelse til at kriminalisere visse forberedende handlinger til terrorhandlinger«, og efterfølgende oplyses det så med henvisning til konventionens præambel, at »terrorhandlinger [...] har til formål at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt tvinge en regering eller en international organisation« etc. Det sidste er jo korrekt; men det er sammenkædningen ikke. Igen beredes tanken næsten umærkeligt for den forståelse, at det senere præsenterede forslag til ny § 114 a vedrører »terrorhandlinger«, hvad det netop ikke gør. Senere i samme afsnit benyttes udtrykket gang på gang fejlagtigt på samme måde. Først i tredje ombæring gøres der opmærksom på, at der i konventionen er sondret mellem de acts of terrorism, som omtales i præamblen, og de terrorist offences, som er omfattet af de opregnede konventioner, hvilket ifølge forarbejderne til lovforslaget skulle bevirke den mere vidtgående kriminaliseringspligt (lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2.1, s. 25 ff.). Der redegøres ikke for, at dette spørgsmål ved konventionens udarbejdelse var genstand for stor opmærksomhed og divergerende opfattelser.

Beklageligvis er lovforslaget således langt hen ad vejen egnet til at bibringe Folketinget og offentligheden det indtryk, at de forhold, som foreslås kriminaliseret, altid vil knytte sig som forberedende til egentlige terrorhandlinger.

Det er ganske vist ikke nogen enkel sag let at finde på en dækkende og mundret oversættelse af terrorist offence; men så skulle man hellere enten lade det oprindelige udtryk stå og ledsage det med en retvisende forklaring eller tage konsekvensen af den på dansk anvendte terminologi og problematisere, om en bestemmelse som den foreslåede § 114 a virkelig er nødvendig i lyset af, at straffeloven allerede i kraft af § 114 rummer en bestemmelse om terrorhandlinger.

8. Den væsentligste betydning af den foreslåede § 114 a er ikke etableringen af særlige strafforhøjelsesgrunde, men at betemmelsen udgør et af to anknytningspunkter for de samtidig foreslåede nye bestemmelser om hvervning (foreslået § 114 c) og oplæring (foreslået § 114 d), den udvidede bestemmelse om støtte og finansiering (nu § 114 a, foreslået § 114 b i ny affattelse), den særlige og meget vidtgående medvirkensregel (nu § 114 b, foreslået § 114 e) samt den eksisterende bestemmelse om offentlig tilskyndelse eller billigelse (§ 136, stk. 1 og 2). De to andre anknytningspunkter for de opregnede bestemmelser er den egentlige terrorismebestemmelse (§ 114 om terrorhandlinger med terrorforsæt) og bestemmelsen om støtte eller finansiering (foreslået § 114 b i ny affattelse i forhold til nugældende § 114 a).

Herudover er der grund til at påpege, at den foreslåede § 114 a samt de andre opregnede bestemmelser samlet set fungerer som forankringspunkt for en lang række bestemmelser i anden lovgivning, der er afgørende for arten og rækkevidden af de særlige beføjelser som forskellige myndigheder har i relation til sager med berøring til kapitlerne 12 eller 13 i straffeloven. De ændringer med hensyn til sådanne beføjelser, som lovforslaget også lægger op til, indebærer med andre ord ikke alene omlægninger af procedurer og kompetenceplaceringer. Beføjelsernes anvendelsesområde vil blive væsentligt udvidet i kraft af, at bestemmelserne i §§ 114 ff. kommer til at dække et bredere felt. Hertil kommer, at indførelsen af den foreslåede § 114 a i sammenhæng med de følgende, dertil tilknyttede bestemmelser vil indebære bevislettelser i mangfoldige tænkelige typer af sager om angiveligt forberedende handlinger, hvor det ikke er tilstrækkelig klart, at den ultimative forbrydelse er en egentlig terrorhandling. Dette indebærer ikke alene lettere adgang til domfældelse, men – mindst lige så væsentligt – lettere adgang til foretagelse af foreløbige retsskridt i forbindelse med efterforskning.

I Justitsministeriets notat hed det, at konventionen angiveligt indebærer en forpligtelse til at kriminalisere tilskyndelse/ rekruttering/ oplæring til terrorisme »selvstændigt«. Det her i anførselstegn gengivne ord er af gode grunde udgået i bemærkningerne til Justitsministerens lovforslag. Her hedder det – i overensstemmelse med ordlyden i andre passager i notatet – at de af konventionen nødvendiggjorte ændringer »f.eks.« vil kunne gennemføres ved at indsætte selvstændige bestemmelser om rekruttering/ oplæring til »terrorisme« i straffeloven, hvilket da også er helt korrekt. Redegørelsen i notatet er derimod ikke korrekt, for konventionen stiller ikke krav om implementering ved indførelse af særskilte bestemmelser, der specifikt vedrører forberedende handlinger til terrorisme og de af de separate konventioner omfattede forhold. Forpligtelserne efter konventionen kan i denne henseende udmærket opfyldes ved almindelige bestemmelser med et anvendelsesområde, der dækker bredere end § 114 og den foreslåede § 114 a. I overensstemmelse hermed har Justitsministeriet da også valgt at henholde sig til eksistensen af § 136, stk. 1, som tilstrækkelig til opfyldelse af kravet om kriminalisering af offentlig tilskyndelse.

Det skal særligt bemærkes, at bemærkningerne til lovforslaget ikke indeholder nogen uddybning af, hvordan den foreslÃ¥ede § 114 a og de dertil knyttede forberedende handlinger forholder sig til menneskeretlige forpligtelser. Det fremgÃ¥r heller ikke, om danske domstole pÃ¥ det udvidede omrÃ¥de skal lade sig vejlede af betragtninger, som dem, der ved udstedelsen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme blev tilkendegivet i en erklæring fra RÃ¥det.[42]/NREF/FN140// I denne blev der bl.a. givet udtryk for, at det ikke er meningen »at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sÃ¥dan ret begÃ¥r lovovertrædelser«. SpørgsmÃ¥let er nu, om der fra tavsheden i det aktuelle lovforslag modsætningsvis kan sluttes, at den, der som led i demonstrationer eller faglige aktioner foretager sig noget, der knytter sig til forhold omfattet af § 114 a, kan ifalde strafansvar efter de tilgrænsende bestemmelser eller blive udsat for indgreb i henhold til retsplejeloven, udlændingeloven, luftfartsloven etc. Svaret blæser i vinden.

9. Det forekommer at være udslag af en overdreven nidkærhed at ville opfylde konventionens kriminaliseringspligter med støtte i en så bogstavelig tolkning, som Straffelovrådet og Justitsministeriet har lagt til grund. Når alt kommer til alt foreligger der faktisk en række tolkningsmomenter, som giver støtte for en mindre formalistisk forståelse af, hvad en ratifikation kræver. Det er selvsagt af yderste vigtighed så vidt muligt at undgå den ekstremt vidtgående kriminalisering og de deraf afledte særdeles brede beføjelser for en række myndigheder, som en vedtagelse af lovforslaget ville indebære.

For det første er det langt fra alle lande i EU, endsige europæiske stater, som har fundet det nødvendigt at lovgive i overensstemmelse med de svenske og de finske eksempler for at opfylde forpligtelserne efter terrorfinansieringskonventionen og resolution 1373.

For det andet har det væsentlig betydning, at det grundlæggende formÃ¥l med den europæiske konvention er forebyggelse af »terrorisme«, sÃ¥dan som det ogsÃ¥ udtrykkeligt fremgÃ¥r af bÃ¥de dens titel, dens præambel, dens operative del[43]/NREF/FN141// og den forklarende rapport til konventionen.

For det tredje skal det fremhæves, at selv om der med terminologien i konventionen bevidst er lagt afstand til at betegne de af de separate konventioner omfattede forhold som terrorhandlinger, så retter kriminaliseringspligterne sig dog udtrykkeligt mod visse forberedende handlinger, som kan lede til terrorist offences. Tilsvarende tales der om terrorism, terrorist groups, terrorist financing etc. Den valgte terminologi kan kun tages som et blandt flere udtryk for, at konventionens titel og formålsangivelse skal tages alvorligt. Formålet er at forebygge terrorisme, ikke at forholde sig til andre forhold omfattet af de ti separate konventioner, der som udslag af et praktisk betonet kompromis er anvendt som referencepunkter i mangel af bedre grundlag. I lyset heraf kunne det godt have været både forsvarligt og fornuftigt, når der i forarbejderne til lovforslaget gang på gang tales om ”terrorhandlinger” som synonym for terrorist offences. Den falske melodi i forarbejderne beror som nævnt på koblingen mellem førstnævnte udtryk og alle forhold omfattet af de opregnede bestemmelser i de globale konventioner. Den sprogbrug, som på dansk har ligget lige for, peger netop i retning af, at dansk ret er tilstrækkelig godt dækket ind med den eksisterende § 114.

For det fjerde fremhæves det i en særskilt artikel om »betingelser og retsgarantier«, at gennemførelsen, udmøntningen og anvendelsen af kriminaliseringspligterne skal ske med respekt for menneskeretlige forpligtelser, under hensyntagen til proportionalitetsprincippet samt med udelukkelse af enhver form for vilkÃ¥rlighed eller diskriminerende eller racistisk behandling.[44]/NREF/FN142// I tilslutning hertil mÃ¥ det særligt pÃ¥peges, at EMRK artikel 7 bygger pÃ¥ et legalitetsprincip, der fordrer en rimelig grad af klarhed, præcision og forudsigelighed.[45]/NREF/FN143// I den forklarende rapport betegnes den pÃ¥gældende artikel som en af nøglebestemmelserne. Det nævnes særskilt, at proportionslitetsprincippet fordrer, at power or procedure skal stÃ¥ i rimeligt forhold til beskaffenheden af og omstændighederne ved lovovertrædelsen. Det samlede regelsæt i lovforslaget er meget langt fra at være i god overensstemmelse med disse forudsætninger, og som et led heri har den foreslÃ¥ede § 114 a en afgørende betydning.

For det femte skal det påpeges, at konventionen udtrykkeligt knytter det forbehold til kriminaliseringspligten med hensyn til tilskyndelse/ hvervning/ oplæring, at den kun omfatter forsætlige forhold begået uberettiget – unlawfully. I den forklarende rapport kan man bl.a. læse, at betydningen af udtrykket unlawfully “afledes” fra den sammenhæng, i hvilken det anvendes, og at det således kan henvise til såvel handlinger foretaget uden fornøden beføjelse hertil som handlinger, der i øvrigt ikke i national ret er dækket af fastlagte ansvarsfrihedsgrunde eller relevante principper. Særlig bemærkelsesværdigt er i den forbindelse en bemærkning i den forklarende rapport om, at de omtalte anvisninger ikke indebærer begrænsninger med hensyn til, hvordan staterne må udmønte begrebet i national ret. Heri ligger der helt klart en indrømmelse ikke alene af frihed i relation til valg af lovteknik, men af frihedsgrader med hensyn til den materielle afgrænsning af strafbare forhold.

For det sjette er det værd at hæfte sig ved baggrunden for og forklaringen pÃ¥, at konventionen ikke kom til at bygge pÃ¥ den definition af terrorhandlinger, som anvendes i EU. Under forberedelsen af reksakten henstillede EuroparÃ¥dets Parlamentariske Forsamling faktisk CODEXTER til at tilslutte sig den nævnte definition, som før udstedelsen af rammeafgørelsen var blevet anvendt i en fælles holdning.[46]/NREF/FN144// I CODEXTER kunne der ikke opnÃ¥s enighed om at følge anbefalingen, hvilket der kan have været flere mere eller mindre afgørende grunde til, herunder at EU-landene udgør mindre end halvdelen af medlemslandene i EuroparÃ¥det, hvilket kan have bevirket forskelle i positionerne af politiske, regionalt og nationalt bestemte Ã¥rsager. Den quasi-officielle begrundelse kan læses i den forklarende rapport, hvor det oplyses, at mandatet ikke rettede sig mod udarbejdelse af en samlet konvention om terrorisme, men snarere et specifikt instrument med begrænset anvendelsesomrÃ¥de.[47]/NREF/FN145// I lyset heraf nærmer det sig det absurde at opfatte kriminaliseringspligten sÃ¥dan, at den ogsÃ¥ omfatter forberedende handlinger af endog fjernere beskaffenhed i tilknytning til ikke blot egentlige terrorhandlinger, men ogsÃ¥ de øvrige forhold omfattet af de separate konventioner. Det har simpelthen ikke været formÃ¥let med konventionen. Dennes fokus er pÃ¥ tilskyndelse/ hvervning/ oplæring til terrorisme, ikke pÃ¥ alt muligt andet.

10. Med hensyn til den funktion, som den foreslåede § 114 a har som hjemmelsgrundlag for strafforhøjelsesgrunde, har Straffelovrådet anført, at ordningen vil kunne skabe en bedre harmoni mellem strafferammerne for »selve terrorhandlingerne« og de strafferammer, der bør gælde for bistandsforbrydelserne. For sidstnævnte er maksimum gennemgående fængsel indtil 10 år, for visse forhold fængsel indtil 6 år, jf. de foreslåede §§ 114 b-114 e.

Den nævnte begrundelse bygger på en helt logisk betragtningsmåde, hvilket ikke indebærer, at den er holdbar, for udgangspunktet er forkert. Strafferammerne for bistandsforbrydelserne i de gældende §§ 114 a og 114 b er sat så højt som fængsel indtil 10 år, hhv. 6 år, netop fordi forholdene knytter sig til egentlige terrorhandlinger, sådan som disse er defineret i § 114. Nu foreslås det så at knytte dem – samt nogle yderligere bistandsforbrydelser – til forhold, som netop ikke er egentlige terrorhandlinger, idet man samtidig uden nærmere overvejelser bevarer det hidtidige straffeniveau for bistandsforbrydelserne. På den baggrund virker det selvfølgelig logisk at hæve straffeniveauet for de tilgrænsende forhold omfattet af den foreslåede § 114 a; man kunne jo lige så vel have valgt at foreslå lavere strafferammer for bistandsforbrydelserne i de tilfælde, hvor de ikke knyttede sig til egentlige terrorhandlinger.

Det virker ærlig talt ikke overbevisende, at man nu pludselig er kommet til den overbevisning, at de foreslåede strafskærpelser »er udtryk for, at der nu ses med større alvor på sådanne forbrydelser«. Det var der i hvert fald ingen, der gjorde gældende, da man for et par år siden gennemheglede straffelovens strafferammer, hvilket i øvrigt gav Folketinget anledning til en række skærpelser. Det er en kendsgerning, at der ses med større alvor på terrorhandlinger, hvilket jo minsandten allerede er kommet til klart udtryk med den første anti-terrorpakke. Men her handler det jo netop ikke om terrorhandlinger, men andre forhold omfattet af international lovgivning.

Lovforslaget efterlader det klare indtryk, at udformningen af den foreslåede § 114 a som en bestemmelse vedrørende strafforhøjelse er et kunstgreb, som er taget i anvendelse af andre grunde, nemlig for at få skabt en knage, som de foreslåede nye bistandsforbrydelser kan hænges op på.

Særlig meningsløst kan det forekomme, at flere af de i den foreslåede § 114 a opregnede delikter i forvejen har livstid i strafferammen.

Skulle man virkelig mene, at det er velbegrundet at indføre strafforhøjelsesgrunde for de af de relevante konventioner omfattede forhold, og var det bare det, der var formålet, kunne man meget vel klare sig med en almindelig bestemmelse i straffelovens 10. kapitel, f.eks. som § 85, der for tiden ikke er i brug. Ordlyden kunne f.eks. være således.

§ 85. Straffen kan overstige den højeste for lovovertrædelsen foreskrevne straf med indtil det halve, når handlingen klart er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at kriminalisere den.

11. I lyset af ovenstående anbefales det at afstå fra gennemførelse af den foreslåede § 114 a, da en sådan bestemmelse er såvel unødvendig som mere ubestemt og vidtgående, end godt er. Hvis det fastholdes, at tilslutning til den europæiske konvention forudsætter indførelse af en sådan bestemmelse, er dette udtryk for, at det grundliggende problem knytter sig til selve konventionen, som det derfor må frarådes at ratificere. På nuværende tidspunkt har ingen af medlemslandene ratificeret, og mere end en fjerdedel af dem har end ikke undertegnet konventionen, herunder lande som Frankrig, Tyskland, Irland, Scweitz og Norge. Danmark behøver ikke at forhaste sig, men kan med fordel afvente resultatet af overvejelserne i andre lande.

Hvervning og oplæring

12. Justitsministerens lovforslag omfatter to nye bestemmelser om henholdsvis hvervning og oplæring til handlinger omfattet af den egentlige terrorismebestemmelse i § 114 eller af den nye, ”uegentlige” terrorismebestemmelse i den foreslåede § 114 a.

En stat, der forpligter sig efter den nye konvention, skal som nævnt kriminalisere rekruttering og oplæring til terrorisme mv.[48]/NREF/FN146// Lovforslaget tager udgangspunkt i den helt korrekte opfattelse, at disse pligter »i et vist omfang« kan anses for opfyldt i kraft af den gældende bestemmelse i § 114 b. Med lovforslaget undergÃ¥r denne overmÃ¥de vidtgÃ¥ende bestemmelse en sproglig forenkling og flyttes til § 114 e, der retter sig mod den, som »i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begÃ¥r eller har til hensigt at begå« handlinger omfattet af de foranstÃ¥ende paragraffer.[49]/NREF/FN147// I lyset heraf konstaterer Justitsministeriet, at rekruttering til terrorisme sÃ¥ledes vil kunne straffes i visse tilfælde, nemlig nÃ¥r der er tale om at hverve en person til en handling, der er omfattet af de i paragraffen citerede bestemmelser, og »der samtidig er tale om en situation, hvor der rekrutteres til en organisation eller gruppe med henblik pÃ¥ at medvirke til, at en eller flere terrorhandlinger begÃ¥s af organisationen eller gruppen.« I fortsættelse heraf hedder det sÃ¥, at paragraffen ikke omfatter tilfælde, hvor en person »hverves til at begÃ¥ terrorhandlinger, uden at den pÃ¥gældende derved samtidig medvirker til at fremme den kriminelle virksomhed eller det fælles formÃ¥l for en terrorgruppe«. En tilsvarende redegørelse gives med hensyn til strafansvar for oplæring. Ministeriet konkluderer i begge henseender, at dansk ratifikation af konventionen derfor vil nødvendiggøre en ændring af straffeloven pÃ¥ de nævnte punkter.

StraffelovrÃ¥det erklærede sig uden at gÃ¥ ind i nærmere overvejelser enig i Justitsministeriets redegørelse, dog med den tilføjelse, at kriminaliseringspligten opfyldes ved den almindelige medvirkensbestemmelse i straffelovens § 23 sammenholdt med § 21, »i det omfang, der er tale om hvervning eller oplæring til konkretiserede terrorhandlinger«.[50]/NREF/FN148// 

Lovforarbejderne er pÃ¥ dette punkt usædvanlig uklare og knappe.[51]/NREF/FN149// Det henstÃ¥r som ganske uvist, hvad det egentlig er for en del af konventionsforpligtelserne, der ikke er opfyldt med de gældende bestemmelser. En nærmere afklaring heraf har væsentlig betydning, nÃ¥r det tages i betragtning, at der er tale om kriminalisering af forhold, som kan have en særdeles fjern tilknytning til de terrorhandlinger, som det grundlæggende drejer sig om at forebygge – og efter lovforslaget ovenikøbet ogsÃ¥ til nogle mere eller mindre beslægtede lovovertrædelser pÃ¥ et temmelig ubestemt omrÃ¥de.

Justitsministeriets bemærkninger kan sigte til to helt forskelligartede problemstillinger. Den ene har at gøre med spørgsmÃ¥let om det eventuelle behov for kriminalisering af forberedende handlinger til enkeltmandsvirksomhed, idet den eksisterende bestemmelse om fremme af terrorhandlinger samt om støtte mv. til sÃ¥danne[52]/NREF/FN150// alene omfatter fremme af en gruppes virksomhed. Den anden problemstilling vedrører spørgsmÃ¥let om mulige forudsætninger vedrørende konkretisering af hververens/ læremesterens forsæt i relation til den ultimative terrorhandling – og efter forslaget tillige andre terrorist offences. At dømme efter sammenhængen i de nævnte bemærkninger samt det forhold, at lovforslaget lægger op til udvidelser, der indebærer kriminalisering af forberedende handlinger til enkeltmandsvirksomhed, er det mest nærliggende at antage, at de knytter sig til førstnævnte problemstilling; men sikkert er dette pÃ¥ ingen mÃ¥de, og lovgiver er ikke ret godt tjent med en sÃ¥ kryptisk forklaring om, hvad det er, de gældende bestemmelser ikke omfatter.

13. Artikel 6 om recruitment for terrorism skaber en pligt til kriminalisering af to former for hvervning. Den ene drejer sig om at hverve en person til »at begÃ¥ eller deltage i begÃ¥elsen af« a terrorist offence. Den anden drejer sig om at hverve en person til at slutte sig til en gruppe for at bidrage til, at gruppen begÃ¥r en eller flere terrorist offences. Som pÃ¥peget af StraffelovrÃ¥det er disse former for hvervning allerede strafbare i kraft af de almindelige regler om medvirken og forsøg, hvis der er tale om fornøden konkretisering af en terrorist offence.[53]/NREF/FN151// Det kan derfor tænkes, at tanken med bemærkningerne i forarbejderne til lovforslaget har været at pege pÃ¥ et behov for kriminalisering af hvervning til aktiviteter, som hververen ikke har gjort sig særlig konkrete forestillinger om, endsige kommunikeret særlig specifikt eller entydigt om til den hvervede.

Samme problemstilling rejser sig i relation til konventionens artikel 7 om training for terrorism. Her drejer det sig om at oplære nogen med henblik på at vedkommende ved hjælp af den tillærte teknik begår eller bidrager til begåelsen af a terrorist offence.

Det virkelig springende punkt, for så vidt angår de i konventionen indeholdte forpligtelser til kriminalisering, er, hvorledes der for de nye typer af delikter kan eller skal fastlægges et eller andet krav om konkretisering af de strafværdige aktørers forsæt med hensyn til den eller de terrorist offences, som tilskyndelsen/ hvervningen/ oplæringen retter sig imod. Dette spørgsmål blev ikke gjort til genstand for nærmere overvejelser i CODEXTER. På den ene side var det det helt klart ikke tanken at begrænse ansvaret til forhold rettet mod en terrorist offence, som den, der tilskynder, hverver eller oplærer nogen allerede i sin bevidsthed har konkretiseret fuldt ud med hensyn til gerningstype, tid, sted, udførelsesmåde mv. Sådanne forhold er vel allerede i det store hele strafbare i alle deltagende stater. Omvendt giver det imidlertid meget lidt mening at forestille sig, at en aktør kan ifalde ansvar, uden at vedkommende i det mindste har gjort sig forestillinger om en eller flere gerningstyper, som i den sidste ende kunne komme til udførelse.

Hvis man ligefrem følger Justitsministeriets tankegang om at knytte an til alle forhold omfattet af de separate konventioner i bilaget til den europæiske konvention, må rette vedkommendes forestillinger i det mindste knytte sig til en eller flere gerningstyper på listen over terrorist offences. Denne kan ovenikøbet variere fra stat til stat, da der kan tages forbehold over for ikke ratificerede instrumenter. Hvis en stat ikke har tilsluttet sig konventionen om terrorfinansiering, vil en person i den pågældende stat således straffrit kunne oplære nogen i finansielle transaktioner, som er beregnet på anvendelse af en terrorgruppe, uden at denne stat tilsidesætter kriminaliseringspligten.

Det kan ikke være tanken med konventionens kriminaliseringspligter, at den, der tilskynder/ hverver/ oplærer, skal kunne ifalde strafansvar i tilfælde, hvor vedkommende påvirker nogen til noget helt uspecifikt inden for det brede felt af gerningstyper, som er omfattet af enten en definition på egentlige terrorhandlinger eller af konventionens liste over tilgrænsende lovovertrædelser. I så fald ville det skulle være strafbart at opildne en person til på et eller andet tidspunkt i en eller anden sammenhæng på en eller anden måde og et eller andet sted at begå eller medvirke til en eller anden af de mangfoldige mulige former for terrorist offences. Dette kan naturligvis ikke være meningen. Den ultimative tillempning af en sådan ordning ville selvsagt ikke blot være ekstremt vidtgående, men indebære åbenbar risiko for misbrug til overdreven meningskontrol. Og det ville blive ganske vanskeligt eller snarere umuligt at definere et fornuftigt bevistema.

En vis støtte for, at konventionen bygger på forestillinger om, at der kræves en vis konkretisering med hensyn til gerningstype, kan måske findes i de anvendte formuleringer i de relevente bestemmelser. Der tales gennemgående i bestemt form om a terrorist offence og om one or more [such] offences. Det kan næppe siges med sikkerhed, at der heri er indbygget en forudsætning om, at gerningsmanden, dvs. hververen etc., har sin opmærksomhed rettet mod en specifik gerningstype, og at dette på en objektivt mere eller mindre manifest måde er kommet til udtryk i vedkommendes handlinger. Men det ville give langt mere og bedre mening end den modsatte antagelse. I hvert fald har man ikke anvendt udtryk som some [kind of] terrorist offence eller lignende mere ubestemte vendinger.[54]

Jeg kender ikke forklaringen på, at disse spørgsmål ikke er taget op til nærmere drøftelse i den forklarende rapport til konventionen. Det er nærliggende at gætte på, at det ville have givet for store vanskeligheder at belyse og opnå fornøden konsensus om disse spørgsmål i komitéen, som efter alt at dømme var under et gevaldigt pres for i alt hast at præsentere et resultat, der kunne forventes at have både signalværdi og berettigelse ved at skabe added value i bekæmpelsen af den internationale terrorisme. En tydeliggørelse af kravene til konkretisering ville skabe risiko for enten at demonstrere, hvor vidtgående konventionens forpligtelser er og især ville være, hvis kravene blev sat meget lempeligt, eller at udvande konventionen, hvis kravene blev udformet mere strikte, således at bestemmelsernes anvendelsesområde derved blev mærkbart indskrænket. Under alle omstændigheder er der tale om en vanskelig problemstilling, som er uløseligt forbundet med tendensen til at kriminalisere forhold med en forholdsvis fjern tilknytning til de handlinger, som grundlæggende søges modvirket.

Det ville have været ønskeligt, hvis der til grund for Justitsministerens lovforslag havde ligget nogle nærmere overvejelser vedrørende den omtalte problemstilling. Folketinget har krav på at få en forklaring på, hvordan forslagsstilleren opfatter konventionens krav på dette vigtige punkt. Det forekommer ganske voveligt helt at overlade til de retsanvendende myndigheder at afklare, med hvilken art og grad af konkretisering det efter dansk ret skal forudsættes, at en person har foretaget af de pågældende handlinger, for at vedkommende vurderes at have gjort sig skyldig i overtrædelse af de nye regler.

Med rimelige krav til konkretisering af forsættet kan den del af de foreslåede bestemmelser i § 114 c og § 114 d, der handler om hvervning/ oplæring til at begå eller fremme bestemte handlinger udgå som overflødige. Den del af § 114 c, der vedrører hvervning til en vis gruppe eller sammenslutning, må i en eller anden form indføres for at opfylde forpligtelserne efter konventionen; det kunne bedst ske ved at hægte et sådant gerningsindhold på bestemmelser, som jeg Tidsskrift for Kriminalret 1/2006 har foreslået med udgangspunkt i et forbud mod deltagelse i en terrorgruppe.

14. Tilsvarende gør problemstillingen vedrørende konkretisering sig gældende med hensyn til konventionens artikel 5 om public procovation to commit a terrorist offence. Justitsministeriet har lagt til grund, at pligten til at kriminalisere ytringer omfattet af artikel 5 mÃ¥ anses for opfyldt ved bestemmelsen i straffelovens § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til »forbrydelse«. Hverken Justitsministeriet eller StraffelovrÃ¥det har dog fundet anledning til en nærmere drøftelse af, hvad der efter denne bestemmelse egentlig kræves med hensyn til konkretisering. Justitsministeriets tilkendegivelser om spørgsmÃ¥let siden fremlæggelsen af den første anti-terrorpakke har været vekslende og temmelig diffuse. Der er da heller ikke væsentlige fortolkningsbidrag at hente i litteraturen; men bestemmelsens forarbejder kan tages til indtægt for et overordentlig vidt anvendelsesomrÃ¥de. Den er kun anvendt en enkelt gang i trykt praksis.[55] I lyset heraf kan der være anledning til at citere Torp: »Og for sÃ¥ vidt paragraffens samtlige udtryk ogsÃ¥ kan ramme den ganske abstrakte retfærdiggørelse og forherligelse af forbrydelser eller forbrydere – fortidige eller fremtidige – vil en sÃ¥ vidtgÃ¥ende bestemmelse medføre fare for betænkelige indgreb i ytringsfriheden og Ã¥bne døren for vilkÃ¥rlig forfølgelse«.[56]

15. Afslutningsvis skal det kort nævnes, at det aktuelle lovforslag indeholder bestemmelser om at “lade sig” hverve eller oplære til at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a. Den europæiske konvention forpligter ikke til en sådan kriminalisering, som i lovforarbejderne blot begrundes med nogle intetsigende bemærkninger om, at det som modstykke til kriminaliseringen af hvervning og oplæring angiveligt er »naturligt« at gøre det strafbart at »lade sig hverve eller oplære til at begå terrorhandlinger«, og at det er i overensstemmelse med den generelle tendens til at fremrykke det strafferetlige værn mod terrorhandlinger. Bemærkningerne indeholder ikke ét ord om, hvad der efter forslaget skal til for at straffe den, der, fordi handlingen ikke er tilstrækkeligt konkretiseret, ikke kan straffes efter reglerne om forsøg. Det er svært at forestille sig en fornuftig afgrænsning af gerningsholdene og beviskravene i sager om sådanne forhold, uden at anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmelser bliver ekstremt ubestemt og vidtgående. Det er ingen tilfældighed, at andre europæiske lande afstår fra at indføre sådanne bestemmelser.

NPKT/FN112// Andre af GMT udpegede indsatsområder var beskyttelse af vidner og pentiti (angrende frafaldne), regulering af særlige efterforskningsmetoder, forebyggelse af financiering af terrorisme, strafferetligt og politimæssigt samarbejde samt forbedring af identitetsdokumenter.

/NPKT/FN113// Den franske betegnelse refererer til lovprisning, støtte eller retfærdiggørelse af terrorister og/elller terrorhandlinger.

/NPKT/FN114// Undersøgelsen er foretaget ved T.M.C.Asser Institute, The Hague, under ledelse af Olivier Ribbelink. En foreløbig rapport blev fremlagt i oktober 2003, og den endelige rapport forelå i marts 2004. Rapporten er beskrivende og indeholder ingen egentlige konklusioner eller specifikke anbefalinger. Den i rapporten indeholdte redegørelse for dansk ret er i øvrigt ikke korrekt, idet det bl.a. anføres, at den der offentligt udtrykkeligt billiger en statsforbrydelse kun kan straffes efter strl. § 136, stk. 2, hvis vedkommende har forsæt til at bidrage til fuldbyrdelsen af en konkret lovovertrædelse.

/NPKT/FN115// Rapporten er udarbejdet af professor emeritus Christian Tomuschat, Humbolt-Universität, se CODEXTER (2004) 05.

/NPKT/FN116// Oprindeligt hed det recruitment and training of terrorists. Afslutningsvis kom dette at hedde for terrorism, hvilket betyder noget andet. I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og i ministeriets øvrige forarbejder er training for terrorism blevet til »oplæring i at begå terrorhandlinger«. Meningen er derved blevet for vid, da bestemmelsen klart forudsætter en specifik intentionalitet. En mere dækkende oversættelse ville være »oplæring til terrorisme«. Heller ikke udtrykket »terrorhandlinger« er uden videre korrekt, se herom senere.

/NPKT/FN117// I Justitsministeriets lovforslag, notatet af 9.05.2005 og i andre af ministeriets akter står der fejlagtigt forsamlingsfrihed.

/NPKT/FN118// Om konventionens terminologi, se nærmere artikel 1. Først var det tanken at henvise til den europæiske 1977 konvention art. 1 (1) som ændret ved 2003 protokollen, hvori der henvises til de samme globale konventioner, som nu er opregnet i bilaget til den nye konvention.

/NPKT/FN119// Ministerkomitéen kan med kvalificeret flertal beslutte at opdatere listen med nye FN konventioner, jf. artikel 28.

/NPKT/FN120// I Justitsministeriets lovforslag og ministeriets øvrige akter anvendes gennemgående udtrykket »terrorhandling« som dækkende terrorist offence, hvilket ikke uden videre er retvisende, se herom senere.

/NPKT/FN121// Explanatory Report para. 48. Proportionalitetsprincippet er særligt fremhævet i konventionens artikel 12 (2).

/NPKT/FN122// Jf. Explanatory Report para. 77-78.

/NPKT/FN123// Se nærmere artikel 5. I lyset af drøftelserne i CODEXTER må det kunne lægges til grund, at det har været en forudsætning for forpligtelsen til kriminalisering, at den bevirkede fare for udløsning af en terrorist act er konkret, væsentlig og nærliggende.

/NPKT/FN124// Det er ikke helt retvisende, når Justitsministeriet i bemærkningerne til lovforslaget og ministeriets øvrige akter anvender udtrykket »opfordring« som dækkende provocation, da tanken derved ledes i retning af et udtrykkeligt budskab med en mere direkte opfordring, end konventionen kræver. Termen »tilskyndelse« dækker nok bedre meningen. Danmark og flere andre delegationer gav i øvrigt udtryk for reservationer over for bestemmelsens endelige udformning; men det fremgår ikke, hvad forbeholdene nærmere angik eller beroede på.

/NPKT/FN125// Explanatory Report para. 98.

/NPKT/FN126// Paradoksalt nok gled paradigmet med hensyn til afgrænsning af en gruppe under henvisning til dens formål eller aktiviteter ind i konventionens bestemmelse om kriminalisering af medvirken til opfordring/hvervning/oplæring, jf. art. 9 (1). Forklaringen kan være, at der har været behov for på en eller anden måde at begrænse forpligtelsen til at kriminalisere handlinger, som er overordentlig fjerne fra egentlige terrorhandlinger. Affattelsen af denne bestemmelse har givet anledning til misforståelser.

/NPKT/FN127// Jf. artikel 6 om rekruttering og artikel 7 om oplæring.

/NPKT/FN128// Komitéen henviste den nærmere forståelse af begrebet solicit til den forklarende rapport, hvori det oplyses, at en deltagerstat selv kan fastlægge en egnet terminologi med henblik på at opnå klarhed i national ret, jf. Explanatory Report para. 111. I den danske oversættelse anvendes »hverve« som dækkende solicit, hvilket sådan set er en udmærket udtryksmåde, der svarer til gængs forståelse af tematikken. Udtrykket solicit kan også oversættes med anmode, anbefale, anstifte, overtale, lokke etc.

/NPKT/FN129// Spørgsmålet om kriminalisering af medlemsskab af en terrorgruppe blev anset som stærkt kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng, hvilket måske kan undre, når rækkevidden af de etablerede forpligtelser tages i betragtning. Det samme var tilfældet med hensyn til kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme. Også etablering af en generel pligt til anmeldelse blev droppet. Kommissæren for menneskerettigheder var fortaler for at skabe en forpligtelse til kriminalisering af medlemsskab.

/NPKT/FN130// Explanatory Report para. 107, jf. Meeting Report December 2004 p. 4. En deltagerstat kan afgive erklæring herom.

/NPKT/FN131// Spørgsmålet om kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme blev anset som for kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng.

/NPKT/FN132// Sprogbrugen er ikke soleklar. En person kan have en intention, en færdighed kan ikke. Meningen må være noget i retning af, at den der modtager instruktion, har til hensigt at bruge den til på en eller anden måde at fremme en eller anden form for terrorist offence. Men det er ganske tvivlsomt, hvad der nærmere ligger heri. Den danske oversættelse afspejler meningsusikkerheden, idet vendingen the skills provided are intended to be used for this purpose gengives som,»at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål«. Herved skærpes kravet til graden af lærlingens forsæt i forhold til den engelske tekst, der kan forstås som udtryk for et krav om, at de meddelte færdigheder objektivt set skal være egnet til anvendelse i et bestemt formåls tjeneste, uden at lærlingen nødvendigvis har bestemt sig for at gøre brug af dem på denne måde.

/NPKT/FN133// Jf. artikel 9 om ancillary offences. Efter artikel 9 (1) er forskellige former for medvirken omfattet i relation til såvel tilskyndelse, hvervning som oplæring. Efter artikel 9 (2) er forsøg på hvervning eller oplæring omfattet, men ikke forsøg på tilskyndelse. Den komplicerede bestemmelse er udformet under indtryk af tilsvarende bestemmelser i konventionerne om terrorbombninger og terrorfinansiering. Enkelte delegationer foreslog helt at udelade bestemmelsen vedrørende forsøgshandlinger – men forgæves. Det er imidlertid forudsat, at kriminaliseringen af forsøg sker i overensstemmelse med den enkelte deltagerstats nationale retstradition, og at der herved kan forekomme forskelle fra land til land.

/NPKT/FN134// I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og forarbejderne til dette gives der en lidt forenklet fremstilling af indholdet i artikel 9, idet bemærkningerne kan læses som udtryk for, at kriterierne i tilknytning til ansvar for sidstnævnte variant af medvirken, dvs. bidrag i form af bistand o.lign, knytter sig til alle former for medvirken, hvilket sådan set ikke er tilfældet.

/NPKT/FN135// Explanatory Report para. 101.

/NPKT/FN136// Smh. bekendtgørelse af konvention om traktatretten, bki. 34, 1980 kapitel 3, afsnit 3.

/NPKT/FN137// Jf. artikel 8, der i øvrigt som svarer til en bestemmelse i finansieringskonventionen. I visse lande er utjenligt forsøg ikke altid strafbart.

/NPKT/FN138// Jf. Explanatory Report para. 79 og 126-127.

/NPKT/FN139// Den nugældende bestemmelse med dette nummer ophæves og får med et delvis ændret indhold en ny placering som § 114 b.

/NPKT/FN140// Referat af Rådets samling den 6. december 2001, 14845/1/01 DROIPEN 103 CATS 49. Se nærmere Vestergaard, Tidsskrift for Kriminalret 1/2006.

/NPKT/FN141// Jf. således artikel 2 om konventionens formål.

/NPKT/FN142// Artikel 12. Smh. artikel 3, der tilsvarende fremhæver forudsætningen om respekt for menneskeretlige forpligtelser i relation til den forebyggende indsats.

/NPKT/FN143// For en sammenfatning af praksis ved EMD vedrørende kravet om lex certa, se Vestergaard, UfR 2004 B.373 ff.

/NPKT/FN144// Jf. Parliamentary Recommendation 1550 (2002). I en udtalelse om konventionsudkastet fra kommissæren for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, gentog han sin støtte til tanken om en generel europæisk konvention med en almen definition af terrorisme.

/NPKT/FN145// Se nærmere Explanatory Report para. 48.

/NPKT/FN146// Konventionens artikler 6 og 7.

/NPKT/FN147// Den foreslåede bestemmelse er stadig unødigt vidtgående, se Vestergaard, Tidsskrift for kriminalret 1/2006. I svensk ret har man således klaret sig med de almindelige regler om forsøg og medvirken. Andre steder har man fornuftigvis valgt at knytte an til forbud mod deltagelse i en terrorgruppe.

/NPKT/FN148// I øvrigt indeholder Straffelovrådets betænkning en mindretalsudtalelse fra professor Vagn Greve, der foreslår at kræve kvalificeret forsæt i form af hensigt. Problemet ligger snarere i spørgsmålet om den fornødne konkretisering af forsættet.

/NPKT/FN149// Hertil kommer, at der også i denne sammenhæng tales om »terrorhandlinger«, selv om både konventionsbestemmelserne om hvervning og oplæring, straffelovens gældende § 114 b samt de af Justitsministeriet foreslåede bestemmelser vedrører forhold med tilknytning til lovovertrædelser, der ikke nødvendigvis er terrorhandlinger.

/NPKT/FN150// Dvs. § 114 b, som efter lovforslaget bliver til § 114 e og samtidig udvides til bl.a. at omfatte fremme af enkeltmandsvirksomhed.

/NPKT/FN151// Det er vel at mærke hos hververen, der skal foreligge fornøden konkretisering, ikke den hvervede. Spørgsmålet ses ikke drøftet i forarbejderne.

NPKT/FN112// Andre af GMT udpegede indsatsområder var beskyttelse af vidner og pentiti (angrende frafaldne), regulering af særlige efterforskningsmetoder, forebyggelse af financiering af terrorisme, strafferetligt og politimæssigt samarbejde samt forbedring af identitetsdokumenter.

/NPKT/FN113// Den franske betegnelse refererer til lovprisning, støtte eller retfærdiggørelse af terrorister og/elller terrorhandlinger.

/NPKT/FN114// Undersøgelsen er foretaget ved T.M.C.Asser Institute, The Hague, under ledelse af Olivier Ribbelink. En foreløbig rapport blev fremlagt i oktober 2003, og den endelige rapport forelå i marts 2004. Rapporten er beskrivende og indeholder ingen egentlige konklusioner eller specifikke anbefalinger. Den i rapporten indeholdte redegørelse for dansk ret er i øvrigt ikke korrekt, idet det bl.a. anføres, at den der offentligt udtrykkeligt billiger en statsforbrydelse kun kan straffes efter strl. § 136, stk. 2, hvis vedkommende har forsæt til at bidrage til fuldbyrdelsen af en konkret lovovertrædelse.

/NPKT/FN115// Rapporten er udarbejdet af professor emeritus Christian Tomuschat, Humbolt-Universität, se CODEXTER (2004) 05.

/NPKT/FN116// Oprindeligt hed det recruitment and training of terrorists. Afslutningsvis kom dette at hedde for terrorism, hvilket betyder noget andet. I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og i ministeriets øvrige forarbejder er training for terrorism blevet til »oplæring i at begå terrorhandlinger«. Meningen er derved blevet for vid, da bestemmelsen klart forudsætter en specifik intentionalitet. En mere dækkende oversættelse ville være »oplæring til terrorisme«. Heller ikke udtrykket »terrorhandlinger« er uden videre korrekt, se herom senere.

/NPKT/FN117// I Justitsministeriets lovforslag, notatet af 9.05.2005 og i andre af ministeriets akter står der fejlagtigt forsamlingsfrihed.

/NPKT/FN118// Om konventionens terminologi, se nærmere artikel 1. Først var det tanken at henvise til den europæiske 1977 konvention art. 1 (1) som ændret ved 2003 protokollen, hvori der henvises til de samme globale konventioner, som nu er opregnet i bilaget til den nye konvention.

/NPKT/FN119// Ministerkomitéen kan med kvalificeret flertal beslutte at opdatere listen med nye FN konventioner, jf. artikel 28.

/NPKT/FN120// I Justitsministeriets lovforslag og ministeriets øvrige akter anvendes gennemgående udtrykket »terrorhandling« som dækkende terrorist offence, hvilket ikke uden videre er retvisende, se herom senere.

/NPKT/FN121// Explanatory Report para. 48. Proportionalitetsprincippet er særligt fremhævet i konventionens artikel 12 (2).

/NPKT/FN122// Jf. Explanatory Report para. 77-78.

/NPKT/FN123// Se nærmere artikel 5. I lyset af drøftelserne i CODEXTER må det kunne lægges til grund, at det har været en forudsætning for forpligtelsen til kriminalisering, at den bevirkede fare for udløsning af en terrorist act er konkret, væsentlig og nærliggende.

/NPKT/FN124// Det er ikke helt retvisende, når Justitsministeriet i bemærkningerne til lovforslaget og ministeriets øvrige akter anvender udtrykket »opfordring« som dækkende provocation, da tanken derved ledes i retning af et udtrykkeligt budskab med en mere direkte opfordring, end konventionen kræver. Termen »tilskyndelse« dækker nok bedre meningen. Danmark og flere andre delegationer gav i øvrigt udtryk for reservationer over for bestemmelsens endelige udformning; men det fremgår ikke, hvad forbeholdene nærmere angik eller beroede på.

/NPKT/FN125// Explanatory Report para. 98.

/NPKT/FN126// Paradoksalt nok gled paradigmet med hensyn til afgrænsning af en gruppe under henvisning til dens formål eller aktiviteter ind i konventionens bestemmelse om kriminalisering af medvirken til opfordring/hvervning/oplæring, jf. art. 9 (1). Forklaringen kan være, at der har været behov for på en eller anden måde at begrænse forpligtelsen til at kriminalisere handlinger, som er overordentlig fjerne fra egentlige terrorhandlinger. Affattelsen af denne bestemmelse har givet anledning til misforståelser.

/NPKT/FN127// Jf. artikel 6 om rekruttering og artikel 7 om oplæring.

/NPKT/FN128// Komitéen henviste den nærmere forståelse af begrebet solicit til den forklarende rapport, hvori det oplyses, at en deltagerstat selv kan fastlægge en egnet terminologi med henblik på at opnå klarhed i national ret, jf. Explanatory Report para. 111. I den danske oversættelse anvendes »hverve« som dækkende solicit, hvilket sådan set er en udmærket udtryksmåde, der svarer til gængs forståelse af tematikken. Udtrykket solicit kan også oversættes med anmode, anbefale, anstifte, overtale, lokke etc.

/NPKT/FN129// Spørgsmålet om kriminalisering af medlemsskab af en terrorgruppe blev anset som stærkt kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng, hvilket måske kan undre, når rækkevidden af de etablerede forpligtelser tages i betragtning. Det samme var tilfældet med hensyn til kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme. Også etablering af en generel pligt til anmeldelse blev droppet. Kommissæren for menneskerettigheder var fortaler for at skabe en forpligtelse til kriminalisering af medlemsskab.

/NPKT/FN130// Explanatory Report para. 107, jf. Meeting Report December 2004 p. 4. En deltagerstat kan afgive erklæring herom.

/NPKT/FN131// Spørgsmålet om kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme blev anset som for kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng.

/NPKT/FN132// Sprogbrugen er ikke soleklar. En person kan have en intention, en færdighed kan ikke. Meningen må være noget i retning af, at den der modtager instruktion, har til hensigt at bruge den til på en eller anden måde at fremme en eller anden form for terrorist offence. Men det er ganske tvivlsomt, hvad der nærmere ligger heri. Den danske oversættelse afspejler meningsusikkerheden, idet vendingen the skills provided are intended to be used for this purpose gengives som,»at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål«. Herved skærpes kravet til graden af lærlingens forsæt i forhold til den engelske tekst, der kan forstås som udtryk for et krav om, at de meddelte færdigheder objektivt set skal være egnet til anvendelse i et bestemt formåls tjeneste, uden at lærlingen nødvendigvis har bestemt sig for at gøre brug af dem på denne måde.

/NPKT/FN133// Jf. artikel 9 om ancillary offences. Efter artikel 9 (1) er forskellige former for medvirken omfattet i relation til såvel tilskyndelse, hvervning som oplæring. Efter artikel 9 (2) er forsøg på hvervning eller oplæring omfattet, men ikke forsøg på tilskyndelse. Den komplicerede bestemmelse er udformet under indtryk af tilsvarende bestemmelser i konventionerne om terrorbombninger og terrorfinansiering. Enkelte delegationer foreslog helt at udelade bestemmelsen vedrørende forsøgshandlinger – men forgæves. Det er imidlertid forudsat, at kriminaliseringen af forsøg sker i overensstemmelse med den enkelte deltagerstats nationale retstradition, og at der herved kan forekomme forskelle fra land til land.

/NPKT/FN134// I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og forarbejderne til dette gives der en lidt forenklet fremstilling af indholdet i artikel 9, idet bemærkningerne kan læses som udtryk for, at kriterierne i tilknytning til ansvar for sidstnævnte variant af medvirken, dvs. bidrag i form af bistand o.lign, knytter sig til alle former for medvirken, hvilket sådan set ikke er tilfældet.

/NPKT/FN135// Explanatory Report para. 101.

/NPKT/FN136// Smh. bekendtgørelse af konvention om traktatretten, bki. 34, 1980 kapitel 3, afsnit 3.

/NPKT/FN137// Jf. artikel 8, der i øvrigt som svarer til en bestemmelse i finansieringskonventionen. I visse lande er utjenligt forsøg ikke altid strafbart.

/NPKT/FN138// Jf. Explanatory Report para. 79 og 126-127.

/NPKT/FN139// Den nugældende bestemmelse med dette nummer ophæves og får med et delvis ændret indhold en ny placering som § 114 b.

/NPKT/FN140// Referat af Rådets samling den 6. december 2001, 14845/1/01 DROIPEN 103 CATS 49. Se nærmere Vestergaard, Tidsskrift for Kriminalret 1/2006.

/NPKT/FN141// Jf. således artikel 2 om konventionens formål.

/NPKT/FN142// Artikel 12. Smh. artikel 3, der tilsvarende fremhæver forudsætningen om respekt for menneskeretlige forpligtelser i relation til den forebyggende indsats.

/NPKT/FN143// For en sammenfatning af praksis ved EMD vedrørende kravet om lex certa, se Vestergaard, UfR 2004 B.373 ff.

/NPKT/FN144// Jf. Parliamentary Recommendation 1550 (2002). I en udtalelse om konventionsudkastet fra kommissæren for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, gentog han sin støtte til tanken om en generel europæisk konvention med en almen definition af terrorisme.

/NPKT/FN145// Se nærmere Explanatory Report para. 48.

/NPKT/FN146// Konventionens artikler 6 og 7.

/NPKT/FN147// Den foreslåede bestemmelse er stadig unødigt vidtgående, se Vestergaard, Tidsskrift for kriminalret 1/2006. I svensk ret har man således klaret sig med de almindelige regler om forsøg og medvirken. Andre steder har man fornuftigvis valgt at knytte an til forbud mod deltagelse i en terrorgruppe.

/NPKT/FN148// I øvrigt indeholder Straffelovrådets betænkning en mindretalsudtalelse fra professor Vagn Greve, der foreslår at kræve kvalificeret forsæt i form af hensigt. Problemet ligger snarere i spørgsmålet om den fornødne konkretisering af forsættet.

/NPKT/FN149// Hertil kommer, at der også i denne sammenhæng tales om »terrorhandlinger«, selv om både konventionsbestemmelserne om hvervning og oplæring, straffelovens gældende § 114 b samt de af Justitsministeriet foreslåede bestemmelser vedrører forhold med tilknytning til lovovertrædelser, der ikke nødvendigvis er terrorhandlinger.

/NPKT/FN150// Dvs. § 114 b, som efter lovforslaget bliver til § 114 e og samtidig udvides til bl.a. at omfatte fremme af enkeltmandsvirksomhed.

/NPKT/FN151// Det er vel at mærke hos hververen, der skal foreligge fornøden konkretisering, ikke den hvervede. Spørgsmålet ses ikke drøftet i forarbejderne.

NPKT/FN112// Andre af GMT udpegede indsatsområder var beskyttelse af vidner og pentiti (angrende frafaldne), regulering af særlige efterforskningsmetoder, forebyggelse af financiering af terrorisme, strafferetligt og politimæssigt samarbejde samt forbedring af identitetsdokumenter.

/NPKT/FN113// Den franske betegnelse refererer til lovprisning, støtte eller retfærdiggørelse af terrorister og/elller terrorhandlinger.

/NPKT/FN114// Undersøgelsen er foretaget ved T.M.C.Asser Institute, The Hague, under ledelse af Olivier Ribbelink. En foreløbig rapport blev fremlagt i oktober 2003, og den endelige rapport forelå i marts 2004. Rapporten er beskrivende og indeholder ingen egentlige konklusioner eller specifikke anbefalinger. Den i rapporten indeholdte redegørelse for dansk ret er i øvrigt ikke korrekt, idet det bl.a. anføres, at den der offentligt udtrykkeligt billiger en statsforbrydelse kun kan straffes efter strl. § 136, stk. 2, hvis vedkommende har forsæt til at bidrage til fuldbyrdelsen af en konkret lovovertrædelse.

/NPKT/FN115// Rapporten er udarbejdet af professor emeritus Christian Tomuschat, Humbolt-Universität, se CODEXTER (2004) 05.

/NPKT/FN116// Oprindeligt hed det recruitment and training of terrorists. Afslutningsvis kom dette at hedde for terrorism, hvilket betyder noget andet. I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og i ministeriets øvrige forarbejder er training for terrorism blevet til »oplæring i at begå terrorhandlinger«. Meningen er derved blevet for vid, da bestemmelsen klart forudsætter en specifik intentionalitet. En mere dækkende oversættelse ville være »oplæring til terrorisme«. Heller ikke udtrykket »terrorhandlinger« er uden videre korrekt, se herom senere.

/NPKT/FN117// I Justitsministeriets lovforslag, notatet af 9.05.2005 og i andre af ministeriets akter står der fejlagtigt forsamlingsfrihed.

/NPKT/FN118// Om konventionens terminologi, se nærmere artikel 1. Først var det tanken at henvise til den europæiske 1977 konvention art. 1 (1) som ændret ved 2003 protokollen, hvori der henvises til de samme globale konventioner, som nu er opregnet i bilaget til den nye konvention.

/NPKT/FN119// Ministerkomitéen kan med kvalificeret flertal beslutte at opdatere listen med nye FN konventioner, jf. artikel 28.

/NPKT/FN120// I Justitsministeriets lovforslag og ministeriets øvrige akter anvendes gennemgående udtrykket »terrorhandling« som dækkende terrorist offence, hvilket ikke uden videre er retvisende, se herom senere.

/NPKT/FN121// Explanatory Report para. 48. Proportionalitetsprincippet er særligt fremhævet i konventionens artikel 12 (2).

/NPKT/FN122// Jf. Explanatory Report para. 77-78.

/NPKT/FN123// Se nærmere artikel 5. I lyset af drøftelserne i CODEXTER må det kunne lægges til grund, at det har været en forudsætning for forpligtelsen til kriminalisering, at den bevirkede fare for udløsning af en terrorist act er konkret, væsentlig og nærliggende.

/NPKT/FN124// Det er ikke helt retvisende, når Justitsministeriet i bemærkningerne til lovforslaget og ministeriets øvrige akter anvender udtrykket »opfordring« som dækkende provocation, da tanken derved ledes i retning af et udtrykkeligt budskab med en mere direkte opfordring, end konventionen kræver. Termen »tilskyndelse« dækker nok bedre meningen. Danmark og flere andre delegationer gav i øvrigt udtryk for reservationer over for bestemmelsens endelige udformning; men det fremgår ikke, hvad forbeholdene nærmere angik eller beroede på.

/NPKT/FN125// Explanatory Report para. 98.

/NPKT/FN126// Paradoksalt nok gled paradigmet med hensyn til afgrænsning af en gruppe under henvisning til dens formål eller aktiviteter ind i konventionens bestemmelse om kriminalisering af medvirken til opfordring/hvervning/oplæring, jf. art. 9 (1). Forklaringen kan være, at der har været behov for på en eller anden måde at begrænse forpligtelsen til at kriminalisere handlinger, som er overordentlig fjerne fra egentlige terrorhandlinger. Affattelsen af denne bestemmelse har givet anledning til misforståelser.

/NPKT/FN127// Jf. artikel 6 om rekruttering og artikel 7 om oplæring.

/NPKT/FN128// Komitéen henviste den nærmere forståelse af begrebet solicit til den forklarende rapport, hvori det oplyses, at en deltagerstat selv kan fastlægge en egnet terminologi med henblik på at opnå klarhed i national ret, jf. Explanatory Report para. 111. I den danske oversættelse anvendes »hverve« som dækkende solicit, hvilket sådan set er en udmærket udtryksmåde, der svarer til gængs forståelse af tematikken. Udtrykket solicit kan også oversættes med anmode, anbefale, anstifte, overtale, lokke etc.

/NPKT/FN129// Spørgsmålet om kriminalisering af medlemsskab af en terrorgruppe blev anset som stærkt kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng, hvilket måske kan undre, når rækkevidden af de etablerede forpligtelser tages i betragtning. Det samme var tilfældet med hensyn til kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme. Også etablering af en generel pligt til anmeldelse blev droppet. Kommissæren for menneskerettigheder var fortaler for at skabe en forpligtelse til kriminalisering af medlemsskab.

/NPKT/FN130// Explanatory Report para. 107, jf. Meeting Report December 2004 p. 4. En deltagerstat kan afgive erklæring herom.

/NPKT/FN131// Spørgsmålet om kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme blev anset som for kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng.

/NPKT/FN132// Sprogbrugen er ikke soleklar. En person kan have en intention, en færdighed kan ikke. Meningen må være noget i retning af, at den der modtager instruktion, har til hensigt at bruge den til på en eller anden måde at fremme en eller anden form for terrorist offence. Men det er ganske tvivlsomt, hvad der nærmere ligger heri. Den danske oversættelse afspejler meningsusikkerheden, idet vendingen the skills provided are intended to be used for this purpose gengives som,»at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål«. Herved skærpes kravet til graden af lærlingens forsæt i forhold til den engelske tekst, der kan forstås som udtryk for et krav om, at de meddelte færdigheder objektivt set skal være egnet til anvendelse i et bestemt formåls tjeneste, uden at lærlingen nødvendigvis har bestemt sig for at gøre brug af dem på denne måde.

/NPKT/FN133// Jf. artikel 9 om ancillary offences. Efter artikel 9 (1) er forskellige former for medvirken omfattet i relation til såvel tilskyndelse, hvervning som oplæring. Efter artikel 9 (2) er forsøg på hvervning eller oplæring omfattet, men ikke forsøg på tilskyndelse. Den komplicerede bestemmelse er udformet under indtryk af tilsvarende bestemmelser i konventionerne om terrorbombninger og terrorfinansiering. Enkelte delegationer foreslog helt at udelade bestemmelsen vedrørende forsøgshandlinger – men forgæves. Det er imidlertid forudsat, at kriminaliseringen af forsøg sker i overensstemmelse med den enkelte deltagerstats nationale retstradition, og at der herved kan forekomme forskelle fra land til land.

/NPKT/FN134// I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og forarbejderne til dette gives der en lidt forenklet fremstilling af indholdet i artikel 9, idet bemærkningerne kan læses som udtryk for, at kriterierne i tilknytning til ansvar for sidstnævnte variant af medvirken, dvs. bidrag i form af bistand o.lign, knytter sig til alle former for medvirken, hvilket sådan set ikke er tilfældet.

/NPKT/FN135// Explanatory Report para. 101.

/NPKT/FN136// Smh. bekendtgørelse af konvention om traktatretten, bki. 34, 1980 kapitel 3, afsnit 3.

/NPKT/FN137// Jf. artikel 8, der i øvrigt som svarer til en bestemmelse i finansieringskonventionen. I visse lande er utjenligt forsøg ikke altid strafbart.

/NPKT/FN138// Jf. Explanatory Report para. 79 og 126-127.

/NPKT/FN139// Den nugældende bestemmelse med dette nummer ophæves og får med et delvis ændret indhold en ny placering som § 114 b.

/NPKT/FN140// Referat af Rådets samling den 6. december 2001, 14845/1/01 DROIPEN 103 CATS 49. Se nærmere Vestergaard, Tidsskrift for Kriminalret 1/2006.

/NPKT/FN141// Jf. således artikel 2 om konventionens formål.

/NPKT/FN142// Artikel 12. Smh. artikel 3, der tilsvarende fremhæver forudsætningen om respekt for menneskeretlige forpligtelser i relation til den forebyggende indsats.

/NPKT/FN143// For en sammenfatning af praksis ved EMD vedrørende kravet om lex certa, se Vestergaard, UfR 2004 B.373 ff.

/NPKT/FN144// Jf. Parliamentary Recommendation 1550 (2002). I en udtalelse om konventionsudkastet fra kommissæren for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, gentog han sin støtte til tanken om en generel europæisk konvention med en almen definition af terrorisme.

/NPKT/FN145// Se nærmere Explanatory Report para. 48.

/NPKT/FN146// Konventionens artikler 6 og 7.

/NPKT/FN147// Den foreslåede bestemmelse er stadig unødigt vidtgående, se Vestergaard, Tidsskrift for kriminalret 1/2006. I svensk ret har man således klaret sig med de almindelige regler om forsøg og medvirken. Andre steder har man fornuftigvis valgt at knytte an til forbud mod deltagelse i en terrorgruppe.

/NPKT/FN148// I øvrigt indeholder Straffelovrådets betænkning en mindretalsudtalelse fra professor Vagn Greve, der foreslår at kræve kvalificeret forsæt i form af hensigt. Problemet ligger snarere i spørgsmålet om den fornødne konkretisering af forsættet.

/NPKT/FN149// Hertil kommer, at der også i denne sammenhæng tales om »terrorhandlinger«, selv om både konventionsbestemmelserne om hvervning og oplæring, straffelovens gældende § 114 b samt de af Justitsministeriet foreslåede bestemmelser vedrører forhold med tilknytning til lovovertrædelser, der ikke nødvendigvis er terrorhandlinger.

/NPKT/FN150// Dvs. § 114 b, som efter lovforslaget bliver til § 114 e og samtidig udvides til bl.a. at omfatte fremme af enkeltmandsvirksomhed.

/NPKT/FN151// Det er vel at mærke hos hververen, der skal foreligge fornøden konkretisering, ikke den hvervede. Spørgsmålet ses ikke drøftet i forarbejderne.

 

+++NOTER+++

/NPKT/FN101// Lovforslag L 217 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.).

/NPKT/FN102// Se nærmere Jørn Vestergaard, Strafferetlig lovgivning om bekæmpelse af terrorisme, Tidsskrift for Kriminalret 1/2006 s. 2-13.

/NPKT/FN103// COE Convention on the Prevention of Terrorism (CETS No. 196), vedtaget af Ministerkomitéen den 3. maj 2005. En mere afgrænset del af lovforslaget knytter sig til den nye internationale konvention om nuklear terrorisme, som her ikke vil blive genstand for selvstændig drøftelse.

/NPKT/FN104// Jm. notat af 9. maj 2005, Retsudvalget, almindelig del - bilag 217, 2. samling 2004-05.

/NPKT/FN105// Straffelovrådet fik sit kommissiorium ved skrivelse af 19. august 2005. Betænkningen blev i al hast lagt på Internettet den 9.03.2006, før den havde fået et nummer og var blevet trykt. Den blev sendt i høring med mindre end tre ugers svarfrist. Sideløbende var der iværksat en høring over et lovudkast vedrørende de øvrige elementer i det, der efterfølgende blev til lovforslag L 217. Da disse dele af pakken tidligere var blevet præsenteret i et oplæg fra et embedsmandsudvalg, påkaldte de sig betydelig større opmærksomhed end de strafferetlige dele, som kun er blevet genstand for spredte bemærkninger i enkelte høringssvar, og som så dukkede op som væsentlige elementer i det egentlige lovforslag. På grund af timingen, der korte høringsfrist og de foreslåede bestemmelsers uhyre komplicerede beskaffenhed druknede den strafferetlige del i den hektiske virak.

/NPKT/FN106// European 1977 Convention on the Suppression of Terrorism (CETS No. 90), amended by 2003 Protocol (CETS No. 190). Protokollen er ratificeret af Danmark den 14.04.2004. Se i øvrigt forarbejderne til lov 1160, 2003 om ændring af udleveringsloven.

/NPKT/FN107// GMT Final Report, October 2002 CM(2002)148, Progress Report, May 2002 CM(2002)57.

/NPKT/FN108// Spørgsmålet om udarbejdelse af en samlet europæisk konvention vedrørende terrorisme er siden 2002 flere gange blevet rejst af Europarådets Parlamentariske Forsamling. Tanken fik bl.a. næring i oktober 2003 med tilkendegivelser fra Europarådets generalsekretær og de forsamlede justitsministre ved disses 25’nde konference samt gentagne gange fra Ministerkomitéen. CODEXTER fandt dog ikke grundlag for at udarbejde en comprehensive konvention, men rettede indsatsen mod at tilvejebringe et eller flere afgrænsede instrumenter med henblik på at dække existing lacunae in international law or action.

/NPKT/FN109// CODEXTER’s mødereferater og en række andre arbejdsdokumenter er tilgængelige på Europarådets website.

/NPKT/FN110// COE Convention on the Laundering, Search, Seizure and Confiscation of the Proceeds from Crime and on the Financing of Terrorism (CETS No. 198). Konventionen er en modernisering af en konvention fra 1990 (CETS No. 141). Den nye konvention er endnu ikke ratificeret af Danmark. Under Europarådet er der nedsat en ekspertkomité vedrørende evaluering af foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask, Select Committee of Experts on the Evaluation of Anti-Money Laundering Measures, se www.coe.int/moneyval.

/NPKT/FN111// Se således Committee of Ministers: Guidelines on Human Rights and the Fight against Terrorism (2002) samt Parliamentary Assembly: Recommendation 1550 (2002). Se i øvrigt oversigten www.coe.int/T/E/Legal_affairs/Legal_co-operation/Fight_against_terrorism/2_Adopted_Texts/default.asp#TopOfPage.

---NOTER---

/NPKT/FN112// Andre af GMT udpegede indsatsområder var beskyttelse af vidner og pentiti (angrende frafaldne), regulering af særlige efterforskningsmetoder, forebyggelse af financiering af terrorisme, strafferetligt og politimæssigt samarbejde samt forbedring af identitetsdokumenter.

/NPKT/FN113// Den franske betegnelse refererer til lovprisning, støtte eller retfærdiggørelse af terrorister og/elller terrorhandlinger.

/NPKT/FN114// Undersøgelsen er foretaget ved T.M.C.Asser Institute, The Hague, under ledelse af Olivier Ribbelink. En foreløbig rapport blev fremlagt i oktober 2003, og den endelige rapport forelå i marts 2004. Rapporten er beskrivende og indeholder ingen egentlige konklusioner eller specifikke anbefalinger. Den i rapporten indeholdte redegørelse for dansk ret er i øvrigt ikke korrekt, idet det bl.a. anføres, at den der offentligt udtrykkeligt billiger en statsforbrydelse kun kan straffes efter strl. § 136, stk. 2, hvis vedkommende har forsæt til at bidrage til fuldbyrdelsen af en konkret lovovertrædelse.

/NPKT/FN115// Rapporten er udarbejdet af professor emeritus Christian Tomuschat, Humbolt-Universität, se CODEXTER (2004) 05.

/NPKT/FN116// Oprindeligt hed det recruitment and training of terrorists. Afslutningsvis kom dette at hedde for terrorism, hvilket betyder noget andet. I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og i ministeriets øvrige forarbejder er training for terrorism blevet til »oplæring i at begå terrorhandlinger«. Meningen er derved blevet for vid, da bestemmelsen klart forudsætter en specifik intentionalitet. En mere dækkende oversættelse ville være »oplæring til terrorisme«. Heller ikke udtrykket »terrorhandlinger« er uden videre korrekt, se herom senere.

/NPKT/FN117// I Justitsministeriets lovforslag, notatet af 9.05.2005 og i andre af ministeriets akter står der fejlagtigt forsamlingsfrihed.

/NPKT/FN118// Om konventionens terminologi, se nærmere artikel 1. Først var det tanken at henvise til den europæiske 1977 konvention art. 1 (1) som ændret ved 2003 protokollen, hvori der henvises til de samme globale konventioner, som nu er opregnet i bilaget til den nye konvention.

/NPKT/FN119// Ministerkomitéen kan med kvalificeret flertal beslutte at opdatere listen med nye FN konventioner, jf. artikel 28.

/NPKT/FN120// I Justitsministeriets lovforslag og ministeriets øvrige akter anvendes gennemgående udtrykket »terrorhandling« som dækkende terrorist offence, hvilket ikke uden videre er retvisende, se herom senere.

/NPKT/FN121// Explanatory Report para. 48. Proportionalitetsprincippet er særligt fremhævet i konventionens artikel 12 (2).

/NPKT/FN122// Jf. Explanatory Report para. 77-78.

/NPKT/FN123// Se nærmere artikel 5. I lyset af drøftelserne i CODEXTER må det kunne lægges til grund, at det har været en forudsætning for forpligtelsen til kriminalisering, at den bevirkede fare for udløsning af en terrorist act er konkret, væsentlig og nærliggende.

/NPKT/FN124// Det er ikke helt retvisende, når Justitsministeriet i bemærkningerne til lovforslaget og ministeriets øvrige akter anvender udtrykket »opfordring« som dækkende provocation, da tanken derved ledes i retning af et udtrykkeligt budskab med en mere direkte opfordring, end konventionen kræver. Termen »tilskyndelse« dækker nok bedre meningen. Danmark og flere andre delegationer gav i øvrigt udtryk for reservationer over for bestemmelsens endelige udformning; men det fremgår ikke, hvad forbeholdene nærmere angik eller beroede på.

/NPKT/FN125// Explanatory Report para. 98.

/NPKT/FN126// Paradoksalt nok gled paradigmet med hensyn til afgrænsning af en gruppe under henvisning til dens formål eller aktiviteter ind i konventionens bestemmelse om kriminalisering af medvirken til opfordring/hvervning/oplæring, jf. art. 9 (1). Forklaringen kan være, at der har været behov for på en eller anden måde at begrænse forpligtelsen til at kriminalisere handlinger, som er overordentlig fjerne fra egentlige terrorhandlinger. Affattelsen af denne bestemmelse har givet anledning til misforståelser.

/NPKT/FN127// Jf. artikel 6 om rekruttering og artikel 7 om oplæring.

/NPKT/FN128// Komitéen henviste den nærmere forståelse af begrebet solicit til den forklarende rapport, hvori det oplyses, at en deltagerstat selv kan fastlægge en egnet terminologi med henblik på at opnå klarhed i national ret, jf. Explanatory Report para. 111. I den danske oversættelse anvendes »hverve« som dækkende solicit, hvilket sådan set er en udmærket udtryksmåde, der svarer til gængs forståelse af tematikken. Udtrykket solicit kan også oversættes med anmode, anbefale, anstifte, overtale, lokke etc.

/NPKT/FN129// Spørgsmålet om kriminalisering af medlemsskab af en terrorgruppe blev anset som stærkt kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng, hvilket måske kan undre, når rækkevidden af de etablerede forpligtelser tages i betragtning. Det samme var tilfældet med hensyn til kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme. Også etablering af en generel pligt til anmeldelse blev droppet. Kommissæren for menneskerettigheder var fortaler for at skabe en forpligtelse til kriminalisering af medlemsskab.

/NPKT/FN130// Explanatory Report para. 107, jf. Meeting Report December 2004 p. 4. En deltagerstat kan afgive erklæring herom.

/NPKT/FN131// Spørgsmålet om kriminalisering af at modtage oplæring til terrorisme blev anset som for kontroversielt og derfor ikke genstand for nærmere drøftelser i den foreliggende sammenhæng.

/NPKT/FN132// Sprogbrugen er ikke soleklar. En person kan have en intention, en færdighed kan ikke. Meningen må være noget i retning af, at den der modtager instruktion, har til hensigt at bruge den til på en eller anden måde at fremme en eller anden form for terrorist offence. Men det er ganske tvivlsomt, hvad der nærmere ligger heri. Den danske oversættelse afspejler meningsusikkerheden, idet vendingen the skills provided are intended to be used for this purpose gengives som,»at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål«. Herved skærpes kravet til graden af lærlingens forsæt i forhold til den engelske tekst, der kan forstås som udtryk for et krav om, at de meddelte færdigheder objektivt set skal være egnet til anvendelse i et bestemt formåls tjeneste, uden at lærlingen nødvendigvis har bestemt sig for at gøre brug af dem på denne måde.

/NPKT/FN133// Jf. artikel 9 om ancillary offences. Efter artikel 9 (1) er forskellige former for medvirken omfattet i relation til såvel tilskyndelse, hvervning som oplæring. Efter artikel 9 (2) er forsøg på hvervning eller oplæring omfattet, men ikke forsøg på tilskyndelse. Den komplicerede bestemmelse er udformet under indtryk af tilsvarende bestemmelser i konventionerne om terrorbombninger og terrorfinansiering. Enkelte delegationer foreslog helt at udelade bestemmelsen vedrørende forsøgshandlinger – men forgæves. Det er imidlertid forudsat, at kriminaliseringen af forsøg sker i overensstemmelse med den enkelte deltagerstats nationale retstradition, og at der herved kan forekomme forskelle fra land til land.

/NPKT/FN134// I bemærkningerne til Justitsministeriets lovforslag og forarbejderne til dette gives der en lidt forenklet fremstilling af indholdet i artikel 9, idet bemærkningerne kan læses som udtryk for, at kriterierne i tilknytning til ansvar for sidstnævnte variant af medvirken, dvs. bidrag i form af bistand o.lign, knytter sig til alle former for medvirken, hvilket sådan set ikke er tilfældet.

/NPKT/FN135// Explanatory Report para. 101.

/NPKT/FN136// Smh. bekendtgørelse af konvention om traktatretten, bki. 34, 1980 kapitel 3, afsnit 3.

/NPKT/FN137// Jf. artikel 8, der i øvrigt som svarer til en bestemmelse i finansieringskonventionen. I visse lande er utjenligt forsøg ikke altid strafbart.

/NPKT/FN138// Jf. Explanatory Report para. 79 og 126-127.

/NPKT/FN139// Den nugældende bestemmelse med dette nummer ophæves og får med et delvis ændret indhold en ny placering som § 114 b.

/NPKT/FN140// Referat af Rådets samling den 6. december 2001, 14845/1/01 DROIPEN 103 CATS 49. Se nærmere Vestergaard, Tidsskrift for Kriminalret 1/2006.

/NPKT/FN141// Jf. således artikel 2 om konventionens formål.

/NPKT/FN142// Artikel 12. Smh. artikel 3, der tilsvarende fremhæver forudsætningen om respekt for menneskeretlige forpligtelser i relation til den forebyggende indsats.

/NPKT/FN143// For en sammenfatning af praksis ved EMD vedrørende kravet om lex certa, se Vestergaard, UfR 2004 B.373 ff.

/NPKT/FN144// Jf. Parliamentary Recommendation 1550 (2002). I en udtalelse om konventionsudkastet fra kommissæren for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, gentog han sin støtte til tanken om en generel europæisk konvention med en almen definition af terrorisme.

/NPKT/FN145// Se nærmere Explanatory Report para. 48.

/NPKT/FN146// Konventionens artikler 6 og 7.

/NPKT/FN147// Den foreslåede bestemmelse er stadig unødigt vidtgående, se Vestergaard, Tidsskrift for kriminalret 1/2006. I svensk ret har man således klaret sig med de almindelige regler om forsøg og medvirken. Andre steder har man fornuftigvis valgt at knytte an til forbud mod deltagelse i en terrorgruppe.

/NPKT/FN148// I øvrigt indeholder Straffelovrådets betænkning en mindretalsudtalelse fra professor Vagn Greve, der foreslår at kræve kvalificeret forsæt i form af hensigt. Problemet ligger snarere i spørgsmålet om den fornødne konkretisering af forsættet.

/NPKT/FN149// Hertil kommer, at der også i denne sammenhæng tales om »terrorhandlinger«, selv om både konventionsbestemmelserne om hvervning og oplæring, straffelovens gældende § 114 b samt de af Justitsministeriet foreslåede bestemmelser vedrører forhold med tilknytning til lovovertrædelser, der ikke nødvendigvis er terrorhandlinger.

/NPKT/FN150// Dvs. § 114 b, som efter lovforslaget bliver til § 114 e og samtidig udvides til bl.a. at omfatte fremme af enkeltmandsvirksomhed.

/NPKT/FN151// Det er vel at mærke hos hververen, der skal foreligge fornøden konkretisering, ikke den hvervede. Spørgsmålet ses ikke drøftet i forarbejderne.