Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 10. maj 2006
Betænkning
over
 Forslag til lov om
et kvalitetsstyringssystem for den kommunale
sagsbehandling på natur- og miljøområdet.
[af miljøministeren (Flemming Hansen, fg.)]
1. Ændringsforslag
Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2006 og var til 1. behandling den 5. april 2006. Lovfor-slaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 25. januar 2006 dette udkast til udvalget, jf. MPU alm. del – bilag 224. Den 29. marts 2006 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 13 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (S, RV og SF) indstillet lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er i lighed med en række store interesseorganisationer af den opfattelse, at kvalitetsstyringssystemet for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet vil blive yderligere styrket ved at omfatte alle natur- og miljøforhold i den samlede planlov. Regeringens argumentation for ikke at lade kvalitetsstyringssystemet gælde hele planloven forekommer ikke konsistent.
I høringsnotatet til lovforslaget skriver Miljøministeriet, at planlægningsopgaverne efter planloven er velkendte opgaver for kommunerne. Det er en misvisende formulering. Med kommunalreformen blev amternes planlægningsopgaver overført til kommunerne. Ser man eksempelvis på planlovens  § 11 a, fremgår det, at bl.a. jordbrugsmæssige interesser, udpegning af særlig værdifulde landbrugsområder, skovrejsning, lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder, varetagelse af naturbeskyttelsesinteresser, herunder økologiske forbindelser, sikring af landskabelige bevaringsværdier, anvendelse af vandløb, søer og kystvande m.v. skal varetages – altså opgaver med væsentlig betydning for natur og miljø. Derfor anbefaler S, RV og SF, at man stemmer for ændringsforslag nr. 2, der sikrer, at planloven omfattes af en kommende kvalitetsstyring.
S, RV og SF ønsker endvidere, at kvalitetsstyring indføres i regionerne og de statslige naturcentre på lige fod med kommunerne. Partierne har derfor stillet ændringsforslag nr. 1 og 3 herom.
Et andet mindretal i udvalget (EL og IA) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 2.
Enhedslistens medlem af udvalget finder det grundlæggende fornuftigt at indføre kvalitetsstyring. Det gælder også for den kommunale sagsbehandling og for så vidt også sagsbehandlingen hos alle andre offentlige myndigheder. Når Enhedslisten undlader at stemme for lovforslaget, er det, fordi vi mener, at det er at stikke blår i øjnene på befolkningen at forsøge at kompensere for de forringelser på miljøområdet, som kommunalreformen vil medføre, ved at bilde folk ind, at et kvalitetsstyringssystem kan garantere tilstrækkelig god sagsbehandling. Enhedslisten er modstander af kommunalreformen, hvor overflytningen af en række opgaver på miljøområdet til kommunerne medfører et behov for yderligere faglige kompetencer, som ikke er til stede i en grad, der gør det muligt, at alle kommuner kan have tilstrækkelige kompetencer – slet ikke, når fagområder spredes fra 16 amtsstrukturer til 99 kommuner og en del personale overflyttes til Miljøministeriet. For en uddybning af Enhedslistens modstand mod kommunalreformen henvises til de politiske bemærkninger i udvalgets betænkning over lovforslag nr. L 93 i folketingsåret 2004-05, 2. samling.
Endnu en gang gennemføres udgiftskrævende reformer uden kompensation. Miljøministeren har ikke været i stand til at dokumentere, at udgifterne til etablering og drift af systemet efter få år vil blive modsvaret af rationaliseringsgevinster, som det ellers påstås i bemærkningerne til lovforslaget. Ud over at blive kompenseret for udgifterne til indførelse af systemet mener Enhedslisten at kommunerne burde få flere årsværk til miljøarbejdet. Det er useriøst at indføre et kvalitetsstyringssystem, som skal omfatte al miljøsagsbehandling, og tro, at det kan gøres uden flere arbejdskraftressourcer. Der er en stor risiko for, at medarbejderne kommer bagud, og at styringen kommer til at begrænse sig til at sætte krydser i et huskeskema. Indførelse af kvalitetsstyringssystemet kommer til at svare til at sætte hæfteplaster på et åbent benbrud.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af  et mindretal (S, RV og SF):
  1) I stk. 1 indsættes efter »Kommunalbestyrelsen«: »og regionsrådet«.
[Regionsrådene omfattes af kvalitetsstyringsordningen]
Af  et mindretal (S, RV og SF), tiltrådt af et mindretal (EL og IA):
  2) I stk. 2, nr. 17, udgår », for så vidt angår VVM-sager«.
[Lov om planlægning omfattes af kvalitetsstyringssystemet]
Af  et mindretal (S, RV og SF):
  3) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. Miljøministeriets centre skal indføre og anvende et kvalitetsstyringssystem for sagsbehandling, jf. stk. 2, af de opgaver, som miljøministeren henlægger til centrene.«
[Miljøministeriets centre omfattes af kvalitetsstyringsordningen]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at regionerne forpligtes til at indføre et kvalitetsstyringssystem for deres sagsbehandling efter natur- og miljølovgivningen.
Såfremt ændringsforslaget vedtages ved 2. behandling, vil forslagsstillerne stille de nødvendige konsekvensændringsforslag til 3. behandling.
Til nr. 2
Ændringsforslaget indebærer, at samtlige de opgaver, som kommunerne skal varetage efter lov om planlægning, bliver omfattet af kvalitetsstyringssystemet.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at Miljøministeriets centre skal indføre et kvalitetsstyringssystem for de til enhver tid værende natur- og miljøopgaver i centrene. Det bemærkes for god ordens skyld, at centrene organisatorisk oprettes som dekoncentrerede dele af henholdsvis Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, og at den sagsbehandling, som er henlagt til centrene, vil fremgå af de til enhver tid gældende bekendtgørelser, herunder navnlig de relevante bekendtgørelser om delegation af opgaver og beføjelser.
Såfremt ændringsforslaget vedtages ved 2. behandling, vil forslagsstillerne stille eventuelle nødvendige konsekvensændringsforslag til 3. behandling.
Erling Bonnesen (V)  Birgitte Josefsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V)  Inger Støjberg (V)  Eyvind Vesselbo (V)  Jørn Dohrmann (DF)  Walter Christophersen (DF)  Christian Wedell‑Neergaard (KF) fmd. Helle Sjelle (KF)  Ole Vagn Christensen (S)  Torben Hansen (S)  Pia Gjellerup (S)  Martin Lidegaard (RV)  Johs. Poulsen (RV)  Steen Gade (SF)  Per Clausen (EL)  Kuupik Kleist (IA)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 211
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren |
2 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
3 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
4 |
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget. |
5 |
1. udkast til betænkning |
6 |
2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 211
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om, hvorfor den samlede planlov ikke er omfattet af kvalitetsordningen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om EMAS-registreringer, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om lovforslagets betydning for de fælleskommunale videncentre, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om en løbende skærpelse af kvalitetsmålene i kvalitetsstyringsordningen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
6 |
Spm. om et tilbagemeldingssystem, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
7 |
Spm. om beregninger i bemærkningerne til lovforslaget, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
8 |
Spm. om omkostningerne ved implementeringen af kvalitetsstyringssystemet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
9 |
Spm. om rationaliseringsgevinster, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
10 |
Spm. om udlicitering, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
11 |
Spm. om, hvorfor Miljøministeriets kommende centre ikke er omfattet af kvalitetsstyringsordningen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
12 |
Spm. om, hvorfor regionerne ikke er omfattet af kvalitetsstyringsordningen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
13 |
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
                                                                                                                                            Â