EF-voldgiftskonventionen bruges til at løse skattemæssige problemer, hvis skattemyndighederne i to EU-lande er uenige om fastsættelse af afregningspriser ved intern samhandel mellem forbundne foretagender i to medlemslande.
Lovforslaget her udvider EF-voldgiftskonventionen med de ti nye medlemslande, som blev medlem af EU sidste år. Forslaget sikrer, at uenighed mellem to landes skattemyndigheder ikke kan føre til, at den samme fortjeneste bliver beskattet to gange. En uenighed vil i stedet skulle indbringes for et voldgiftsudvalg, som skal afgøre uenigheden.
Forslaget giver bedre vilkår for danske virksomheder i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om afregningspriser ved intern samhandel. Den forbedring giver danske virksomheder mere sikkerhed og bedre vilkår, hvis der opstår uenighed mellem forskellige EU-landes skattemyndigheder, og den afklaring kan vi i Venstre naturligvis støtte.