Allerførst tak for den overvejende positive modtagelse, der har været af lovforslaget her. Som det er blevet nævnt, er ideen bag det rent faktisk at gennemføre - undskyld, hvis det er modeord - både en forenkling og en modernisering af den måde, som man gennemfører inddrivelsesarbejdet på.
Vi har jo arbejdet med spørgsmålet om inddrivelse nogle gange i de seneste måneder både i forbindelse med selve sammenlægningen af inddrivelsen i en myndighed, nemlig SKAT, med spørgsmålet om at få lavet de forskellige harmoniseringer af de enkelte regler og nu med at få lavet en fælles inddrivelseslov.
Det, der er ideen bagved, synes jeg er lidt vigtigt lige at trække op igen. Det er, at kommunerne, hvis det nu var de kommunale krav, vi tog som eksempel, har en fordring på en borger, og i det tilfælde, borgeren betaler til tiden osv., har det slet ikke noget at gøre med lovforslaget her.
I det tilfælde, hvor der måske ikke bliver betalt til tiden og kommunen henvender sig, aftaler en afdragsordning eller andet med den enkelte borger, vurderer, at der måske kan være nogle sociale hensyn at tage, og derfor giver en midlertidig henstilling eller andet, har det heller ikke noget med lovforslaget her at gøre. Lovforslaget her drejer sig om de tilfælde, hvor kommunen eller den anden offentlige fordringshaver, der måtte være, har opbrugt mulighederne for af egen kraft uden brug af de særlige såkaldte inddrivelsesskridt at få inddrevet den fordring, der er. Så overgår beløbet her til. Der er det, vi har lavet en meget nøje gennemgang af alle de forskellige typer gældsposter, der kan være over for det offentlige, og ud fra det siger vi, at der er tre kategorier, vi arbejder med.
Vi arbejder med bøder, fordi bøder i visse tilfælde kan konverteres til afsoningsstraf, og fordi bøden i sig selv er beregnet som værende en straf og dermed ikke skal ind og ligge her og have en forrentning. De skal dækkes først.
Der er underholdsbidrag, som jo fra statens side kan siges at være udlæg for andre. Og så er der resten i gruppen af gældsposter, der bliver slået sammen.
Vi sikrer - på det område - at vi får den fulde forenkling, nemlig at posterne, uanset hvor de kommer fra, går ind i det samme system, den samme kasse. De får den samme forrentning, de får den samme gebyrmæssige behandling, og det bliver dermed muligt for den enkelte skyldner at have et fuldstændigt overblik over, hvad den pågældende skylder den enkelte, skylder det offentlige.
Vi har valgt at sige, at der, ligesom vi i dag har det på lønindeholdelse, hvor der er en meget klar dækningsrækkefølge, er en dækningsrækkefølge, der også her er klart stillet op. Vi har valgt, hvilken form det skal være, på grund af at vi på den måde kan sikre, at det er så enkelt og så overskueligt som overhovedet muligt at administrere, men i lige så høj grad også enkelt for borgeren at overskue, hvad der måtte være af gældsposter.
Jeg indrømmer, at der kan være meget teknik i lovforslaget her. Derfor håber jeg også, at vi gennem udvalgsarbejdet kan gøre SF så positiv, at SF vil ende med at stemme for lovforslaget.
Endelig skal jeg takke for den varme omsorg for skattestoppet. Jeg skal bare nævne, at hvis man har læst de udmeldinger, der har været for at forklare, hvilke principper regeringen administrerer sit skattestop efter, og hvis man har læst det gebyrnotat, der ligger, om, hvorledes gebyrerne er, og hvis man har læst pkt. 4 i gebyrnotatet, så ville fru Line Barfod slet ikke have haft den bekymring, for så ville fru Line Barfod jo kunne se, at man i lovforslaget her bruger en rente, der hedder Nationalbankens udlånsrente plus 7 pct.; det er lige præcis den rente, vi har taget ind i forslaget.
Det er også, fordi vi tager den rente med ind, at det får den konsekvens, at der så er nogle erhvervsmæssige fordringer, som vil få en lavere rente, og nogle borgervendte fordringer, som vil få en højere rente. Samlet set vil der være en lavere forrentning, da det her forslag giver et provenutab på - som jeg husker det i hovedet - ca. 25 mio. kr.
Jeg håber, at jeg hermed også har overbevist fru Line Barfod om, at regeringen har overholdt skattestoppet, og jeg takker for den varme omsorg, som Enhedslisten har vist for skattestoppet.