Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L    207- Forslag til Lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove. (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som led i den kommunale finansieringsreform, m.v.).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1 og 2 af 19. april 2006.

 

Kristian Jensen

 

                                                                 /  Birgitte Christensen

 


Spørgsmål 1: Ministeren bedes bekræfte, at sundhedsbidraget er en opkrævning hos borgerne, der svarer til en skat, og som vil blive defineret som en skat efter almindeligt anerkendte internationale definitioner, og at sundhedsbidraget tillige vil indgå i skattetrykket, og vil blive opkrævet som en skat i det almindelige skattesystem.

Svar: Jeg kan bekræfte at sundhedsbidraget er en almindelig indkomstskat, der ikke adskiller sig fra den nuværende kommunale indkomstskat og i princippet heller ikke fra de statslige bund-, mellem- og topskatter.

I internationale definitioner – herunder OECDs definition af skattetrykket - vil sundhedsbidraget indgå som en almindelig indkomstskat, jf. også at sundhedsbidraget lovteknisk er indarbejdet i personskattelovens systematik sammen med de øvrige statslige indkomstskatter.

 

Spørgsmål 2: Hvad er begrundelsen for, at sundhedsbidraget kaldes et bidrag og ikke en skat?

Svar: I den nye kommunale struktur skal amternes hidtidige opgaver varetages af kommunerne og regionerne, hvor det bliver regionernes opgave at sikre borgerne et godt og effektivt sundhedsvæsen.

En del af amtsskatten konverteres til en statsskat, da bidrag fra statsskatten udgør den primære finansieringskilde til regionernes varetagelse af denne opgave. Det er derfor fundet nærliggende at benævne denne skat som et sundhedsbidrag.

Der er ikke forbundet nogen fond med sundhedsbidraget, da sundhedsbidraget er en helt almindelig skat til staten, og pengene ikke er øremærket til sundhedsvæsenet. Staten finansierer regionernes sundhedsudgifter, og disse tilskud svarer i udgangspunktet til provenuet af sundhedsbidraget. Men fremover reguleres tilskuddet til sundhedsvæsenet efter behovet, og ikke efter hvor stort provenuet af sundhedsbidraget måtte blive.