I forlængelse af fru Pia Gjellerups ord om noget makværk og om, hvordan finansieringen kommer til at ske, synes vi, det er vigtigt at gøre opmærksom på - som vi også har gjort tidligere under behandlingen, men her har alle i Folketinget måske ikke hørt det - at det, man også lægger op til med denne lovgivning, er at forstærke den ulighed, der er i sundhedsvæsenet. Hvis nogen er i tvivl, fremgår det meget tydeligt af de svar, vi har fået fra ministrene, at der er en enorm ulighed. For eksempel skal man i Hørsholm kun betale 1,1 pct. af beskatningsgrundlaget for sundhed for borgerne, mens man på Lolland skal betale 2,4 pct. af beskatningsgrundlaget for sundhed for borgerne. Det viser noget om, at den ulighed, der er borgerne og kommunerne imellem, vil blive forstærket med dette forslag, som et flertal desværre vil vedtage lige om lidt, og jeg synes, det er utrolig vigtigt, at alle er klar over, at de, der stemmer for forslaget, også stemmer for at øge uligheden i sundhedsvæsenet.