Det her lovforslag kan jo kun forstås, når man ser det i sammenhæng med lovforslag nr. L 62, der handler om gylleafbrænding, og lovforslag nr. L 160, der handler om udvidelse af det maksimale husdyrhold, for det her forslag er jo et led i regeringens formentlig af dansk landbrug meget ivrigt støttede kampagne for at sikre, at man kan udvide svineproduktionen i Danmark. Det vil sige, at man kan fastholde og yderligere udvide en grundlæggende forkert landbrugspolitik.
Det er så også baggrunden for, at Enhedslisten ikke kan støtte det her forslag, for når man snakker om at fjerne affaldsforbrændingsafgiften for separeret gylle og hævder, at det er en miljøforbedring, så er det jo kun, fordi man ønsker at fastholde en grundlæggende forkert landbrugspolitik, hvor man satser på yderligere intensiveret svineproduktion. Hvis det var sådan, at man havde det udgangspunkt, at man ville skabe et landbrug, som var i balance med naturen, så ville man producere mindre gylle fra færre husdyr, man ville bringe gyllen ud i mindre koncentrationer, og man ville satse på at opbygge jordens humusindhold, således at den har en større evne til at holde på næringsstofferne.
Hvis man valgte en sådan landbrugspolitik, så ville den miljømæssige gevinst, man hævder at opnå ved det her forslag, ikke eksistere, og da det er den vej, man skal gå efter vores opfattelse, kan vi ikke støtte forslaget.
Vi har godt læst den rapport, som en arbejdsgruppe har lavet, om, hvordan det her med at afbrænde gylle, separere osv. ville være en fordel, men det er jo baseret på en række efter vores mening forkerte præmisser: Man fastsætter ikke nogen værdi af jordens humusindhold, fordi man siger, at det ikke kan prissættes, og man har en række andre overvejelser omkring miljøforhold og konsekvenser af et fortsat intensiveret svinelandbrug, som man ikke inddrager.
Derfor er hovedpointen for os altså, at det her lovforslag skal ses i sammenhæng med regeringens øvrige politik, som handler om at skabe større svineproduktion, som vil føre til større miljøproblemer, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.