Det her lovforslag om ændring af næringsloven har vi stillet en række spørgsmål til, og mange af svarene herpå er vi meget tilfredse med.
Et af svarene ønsker vi dog at få behandlet endnu en gang i udvalget. Det drejer sig om, om det skal være muligt at påsætte en GPS-sender på de køretøjer, som skal omføre varerne.
Vi synes, det er meget vigtigt, at man har mulighed for, især når man tænker på de mange fødevareskandaler, at lave uanmeldte kontrolbesøg af de her køretøjer, og derfor synes vi, det er vigtigt, at der kan komme en GPS-sender på de vogne, der eventuelt skal til at køre rundt. Derfor vil vi gerne bede om, at forslaget sendes tilbage til udvalget.
En anden sag, vi også godt kunne tænke os en drøftelse af, er spørgsmålet vedrørende skat.
Nogle af dem, der har været interesserede og ytret ønske om at kunne være med i sådan en omførselsordning, er netop Hjemis, som det lige er blevet afsløret omgår skattereglerne ved ikke at betale skat i Danmark. Derfor har vi stillet et spørgsmål, der går på, om det vil være muligt ifølge de regler, der er nu, at de personer, der måtte ønske at ernære sig ved omførsel, også kan lave samme ordning og undgå at betale skat i Danmark, f.eks. ved at etablere sig i Tyskland og så køre rundt i Sønderjylland.
Sådan nogle spørgsmål synes vi at vi behøver at diskutere, før vi kan gå videre med sagen, og derfor ønsker vi sagen tilbage til udvalget.