Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (ad L 194), som Kommunaludvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 19. april 2006.

 

Spørgsmål nr. 2:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. april 2006 fra Det Kommunale Kartel, jf. L 194 – bilag 7.”

 

Svar på spørgsmål nr. 2:

Det Kommunale Kartel er i notatet positiv overfor aftalen om en kommunal finansieringsreform på flere punkter, idet det fremhæves, at de fattigste kommuner bliver bedre rustede økonomisk. Ligeledes fremhæves det, at der er indarbejdet en række nye socioøkonomiske kriterier i udgiftsbehovsudligningen, der gør udligningen mere nuanceret i forhold til tidligere.

 

Omvendt finder Det Kommunale Kartel ikke, at kriterierne formår at dække de sociale udgifter, som kommunerne overtager fra amterne. Det Kommunale Kartel bemærker, at ”Hvis man ser på de 20 kommuner, som overtager flest af amternes sociale udgifter pr. indbygger, vil 13 af dem komme til at tabe på reformen samlet set.” Endvidere mener Det Kommunale Kartel, at ”For disse kommuner – som både taber på reformen og får merudgifter på det specialiserede socialområde – vil den mest nærliggende vej til at skabe balance i budgetterne være at skære i den sociale service til borgerne.”

 

Det Kommunale Kartel opfordrer til, ”at den statslige refusionsordning på det specialiserede socialområde ændres, så beløbsgrænserne sættes ned og dermed dækker flere af de udgifter, kommunerne overtager og giver større økonomisk sikkerhed for de specialiserede sociale opgaver..”.

 

Jeg skal hertil bemærke:

 

Med lovforslag nr. L 194 foreslås i opgørelsen af det socioøkonomiske udgiftsbehov indført et nyt sæt udgiftsbehovskriterier og vægte i både landsudligningen og hovedstadsudligning med det formål at afspejle kommunernes nye sociale opgaver og generelt forbedre udligningen af kommunernes socioøkonomiske udgiftsbehov.

 

Med en højere samlet vægt for de socioøkonomiske udgiftsbehov i udgiftsbehovsudligningen tages der højde for, at de sociale udgifter generelt er øget i kommunerne. Endvidere tager sammensætningen af socioøkonomiske kriterier højde for, at kommunerne overtager en række sociale opgaver fra amterne.

 

Med hensyn til de socioøkonomiske kriterier skal det desuden bemærkes, at udvælgelsen af disse er sket ud fra spredningen i kommunernes samlede sociale udgifter, dvs. både de nuværende og de udgifter kommunerne overtager fra amterne.  De socioøkonomiske kriterier skal således vurderes i forhold til det samlede sociale udgiftsbillede og ikke bare kommunernes nye sociale udgifter.

 

Med forslaget opnås således alt i alt i udgiftsbehovsudligningen en forbedret sammenhæng med de sociale udgifter i kommunerne. Samtidig er der mellem partierne enighed om, at det er vigtigt fortsat at arbejde på at sikre den bedst mulige kvalitet i målingen af kommunernes udgiftsbehov, og der er derfor aftalt et serviceeftersyn af udgiftsbehovskriterierne.

 

Det skal endvidere bemærkes, at det ville have været betænkeligt, hvis gruppen af kommuner, som har de højeste sociale merudgifter, udelukkende var tabere på den samlede reform, men som det også fremgår af materialet fra Det Kommunale Kartel, er dette netop ikke tilfældet.

 

Endelig skal det bemærkes, at det ikke af Det Kommunale Kartel er begrundet, hvorfor de kommuner, som taber på reformen, vil skære i den sociale service. Dels sikrer overgangsordningen, at de kommuner, som har større tab på reformen, har mulighed for at tilpasse skatteprocenten og altså ikke udgifterne. I de få tilfælde, hvor der er tale om større tab, vil disse endvidere blive dækket i en overgangsperiode. Dels er der ingen belæg for, at en kommune, der skal spare, netop vil spare på den specialiserede sociale service, som trods alt kun er et udgiftsområde blandt en række andre i kommunerne.