"I den eksisterende udligningsordning (landsudligning) udlignes forskelle i udgiftsbehov med 45 pct. og forskelle i beskatningsgrundlag med 45 pct. Fremover udlignes 58 pct. af forskellen mellem indtægterne (ved gennemsnitlige beskatning) og det beregnede udgiftsbehov. Hvorledes er man nået frem til fastsættelse af udligningsprocenten på 58?"
I det nuværende system er der et udligningsniveau i landsudligningen for kommunerne på 45 pct. og en amtskommunal udligning på 80 pct.
Forhøjelsen af udligningsniveauet i landsudligningen kan i vidt omfang begrundes i to forhold: Overførslen af amtslige opgaver og skatter til kommunerne og afskaffelse af særordninger.
Forhøjelsen af udligningsniveauet i udligningsreformen kan siges i et vist omfang at modsvare overførslen af amtslige opgaver til kommunerne. Hvis de nuværende kommunale og amtskommunale udligningsniveauer sammenvejes i forhold til de relevante udgiftsstørrelser, vil det svare til et samlet udligningsniveau på ca. 50 pct. Det skal dog bemærkes, at denne beregning kun kan opfattes som en indikation. Det amtslige system må opfattes som et system, hvor der udlignes med 80 pct. på tværs af amterne og 100 pct. inden for amtet. Det amtskommunale udligningsniveau må derfor reelt opfattes som højere end 80 pct., idet der er fuld udligning for områderne inden for det enkelte amt.
Herudover er der tale om en reel forhøjelse af det kommunale udligningsniveau som blandt andet skal opfange de uligheder, der ellers ville opstå i forbindelse med afskaffelse af en række særordninger. Disse særordninger er opstået gennem de senere år med henblik på at korrigere for forhold, der ikke blev opfanget i det generelle system. Med reformen afskaffes særordninger på i alt ca. 10 mia. kr.
Særordningerne har specielt været til fordel for de vanskeligt stillede kommuner, og det er disse kommuner, der i det nye system i stedet tilgodeses gennem en forhøjelse af udligningsniveauet.