Til lovforslag nr. 186

Ændringsforslag

Af   undervisningsministeren, tiltrådt af…..

Til § 18

   2) § 18 udgår.

[Udeladelse af 5-Ã¥rig overgangsbestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 2

Egenbetaling, der udgør den del af udgiften til daglig befordring mellem bopæl og uddannelsessted, den uddannelsessøgende selv skal betale, fastsættes med lovforslagets § 7 til 9,50 kr. pr. dag. Efter lovforslagets § 18 benyttes denne sats dog ikke ved køb af abonnementskort i en periode på 5 år fra 1. januar 2007 til 3. søndag i januar 2012. Ministeren bemyndiges i stedet til at fastsætte lokalt gældende satser på grundlag af de hidtidige amtskommunale satser, så der i en 5-årig periode sker en årlig tilnærmelse til gennemsnitsprisen på landsplan.

Det følger af lov om trafikselskaber, jf. lov nr. 582 af 24. juni 2005, at hvert regionsråd pr. 1. januar 2007 etablerer ét eller flere trafikselskaber. På denne baggrund er der i løbet af foråret 2006 indgået aftaler om oprettelse af 6 regionale trafikselskaber. Med den nye trafikselskabsstruktur opstår den situation, at der inden for hvert nyt trafikselskab vil være flere forskellige satser for egenbetaling. Fx indgår Ringkøbing Amt, der tidligere har haft den laveste egenbetalingssats, pr. 1. januar 2007 i Trafikselskab Midtjylland, hvor Århus Amt og dele af Vejle Amt, der begge har forholdsvis høje egenbetalingssatser, også indgår.

Et gennemsnit af de hidtidige amtskommunale satser inden for hver af de nye trafikselskaber vil medføre egenbetalingssatser, der ligger relativt tæt på gennemsnittet på landsplan, der er grundlag for den egenbetaling, der fremgår af lovforslagets § 7.

Hvis hvert af de nye trafikselskaber skal administrere flere forskellige satser for egenbetaling, vil det imidlertid blandt andet kræve, at der i hele den 5-årige overgangsperiode er forskellige takst- og billetsystemer inden for hvert enkelt trafikselskab. Dette er der ingen sikkerhed for.

DSB har i brev modtaget i Undervisningsministeriet den 8. maj 2006 meddelt, at det ikke umiddelbart er muligt at håndtere en forskellig takst for det samme produkt forskellige steder i landet.

Det vil på denne baggrund ikke være muligt at gennemføre en ordning med differentierede lokale egenbetalingssatser i en overgangsperiode som forudsat ved lovforslagets fremsættelse. Det foreslås derfor, at § 18 udgår, hvorved egenbetalingssatsen, som fastsat i lovforslagets § 7, gælder i hele landet fra 1. januar 2007. Det betyder, at der pr. 1. januar 2007 bliver en egenbetaling på 9,50 kr. pr. dag (285 kr. pr. måned). Nedenfor er angivet den nuværende månedlige egenbetaling i de enkelte amter:

–     Nordjyllands Amt: 314 kr.

–     Viborg Amt: 250 kr.

–     Århus Amt: 315 kr.

–     Ringkøbing Amt: 210 kr.

–     Vejle Amt: 300 kr.

–     Ribe Amt: 315 kr.

–     Sønderjyllands Amt: 280 kr.

–     Fyns Amt: 290 kr. (337 kr. inkl. weekend)

–     Frederiksborg Amt: 295 kr.

–     København Kommune: 295 kr.

–     Frederiksberg Kommune: 295 kr.

–     Roskilde Amt: 295 kr.

–     Vestsjællands Amt: 240 kr.

–     Storstrøms Amt: 250 kr.

–     Bornholms Regionskommune: 277 kr.

Ændringsforslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for staten.