Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 183) Forslag til Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 2. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 32 :

” Er der i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der jf. bemærkningerne til § 30 skal forestå bygningsadministrationen på ministerens vegne, lavet en plan for udvidelse af gymnasiernes samlede bygningsmasse, når elevtallet alene som følge af stigende ungdomsårgange forventes at stige 11 pct. i de kommende 5 år? ”

 

Svar:

Undervisningsministeriet har iværksat en procedure med henblik på at etablere et overblik over behovet for tilpasning af gymnasiernes bygningsmasse fremover. Ministeriet er således med bistand fra Universitets- og Bygningsstyrelsen ved at skabe et overblik over de nuværende gymnasiers bygninger, herunder kapacitet, amternes iværksatte tilpasningsarbejder og amternes planer for de kommende år.

 

Disse oplysninger skal efterfølgende sammenholdes med opdaterede søgeprognoser for gymnasierne med henblik på vurdering af, om der kan forventes en generel kapacitetsmangel såvel som lokal kapacitetsmangel.

 

Eventuelle kapacitetsproblemer vil også kunne løses blandt andet ved en bedre udnyttelse af institutionernes bygningskapacitet.

 

Valget af den rigtige løsning for det enkelte gymnasium vil bero på en konkret vurdering, hvori også indgår, at eventuelle kapacitetsudvidelser skal ske under hensyn til de økonomiske rammer og vilkår, der vil blive fastlagt for anlægsprojekter på gymnasieområdet, og i lyset af elevudviklingen på længere sigt.

 

Der vil således blive arbejdet med fleksible løsninger - også af hensyn til gymnasierne, der vil have en interesse i at have en bygningsmasse, der kan tilpasses udviklingen i elevtilgangen, når ejerskabet til bygningerne overgår til gymnasierne.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder