ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

 

2. maj 2006

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr.   10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 1 (L 176) stillet af Erhvervsudvalget den 7. april 2006.

 

Spørgsmål 1:

”Hvad er baggrunden for, at 25 pct.-grænsen for salg til det private marked er blevet skærpet i forhold til høringsfasen, eftersom at amter/regioner og stat nu også skal indregnes i de 25 pct., hvis en eller flere kommuner går sammen med private virksomheder?”

 

Svar:

Lad mig indledningsvis bekræfte, at det er korrekt, at det fremgik af det udkast til lovforslag, der blev sendt i høring, at der skulle være tale om salg til private.

 

Salg til private var for kommuner imidlertid tænkt som salg til andre end kommuner, og for regioner var det tilsvarende tilsigtet, at dette skulle forstås som salg til andre end regioner.

 

Høringen viste, at det for de hørte organisationer m.v. var ganske vanskeligt at se, hvad vi mente med salg til private, og hvorvidt for eksempel salg til staten skulle regnes med. Jeg fandt på den baggrund behov for at få dette præciseret eksplicit i lovteksten og bemærkningerne, hvilket derfor skete.

 

Det fremgår således af lovteksten i det fremsatte lovforslag, at salg til andre i selskaber, hvor kommuner deltager, skal forstås som salg til andre end kommuner, og i selskaber, hvor regioner deltager, skal forstås som salg til andre end regioner.

 

Formålet med dette lovforslag er, at kommuner og regioner får lov til at deltage i fælles selskaber med private om løsning af opgaver, der bygger på kommunal eller regional viden. Disse selskaber har så mulighed for at udbyde disse aktiviteter til andre kommuner, henholdsvis regioner. De opgaver, der bliver løst i selskabsform, vil ofte være indenfor kommunens eller regionens kerneområde.

 

Da kommuner løser samme typer opgaver, er det naturligt, at selskaber oprettet efter denne lov, får mulighed for at løse opgaver for andre kommuner, uden derved at blive omfattet af en omsætningsgrænse. Tilsvarende gælder for regioners salg til andre regioner. Samtidig har selskaber mulighed for at sælge op til 25 pct. til andre, herunder til andre offentlige aktører eller private.

 

Begynder de fælles selskaber derimod at bevæge sig væk fra disse kerneområder, må man formode, at selskabet i vidt omfang begynder at drive egentlig erhvervsaktivitet i konkurrence med private. I en sådan situation er det kun naturligt, at en kommune eller region trækker sig ud af selskabet.

 

Opmærksomheden skal dog samtidig henledes på, at jeg som minister har mulighed for generelt at undtage visse selskabstyper fra dette krav, ligesom Erhvervs- og Selskabsstyrelsen konkret kan undtage et selskab fra den fastsatte begrænsning for salg til andre fx i tilfælde, hvor der ikke er et velfungerende privat marked, eller hvor der fx af hensyn til udviklingen af de offentlige ydelser er et særligt behov for, at selskabet i videre omfang kan afsætte sin produkter til andre, herunder private.