Den næste sag på dagsordenen var:
14) Første behandling af lovforslag nr. L 175:
Forslag til lov om ændring af dødsboskatteloven. (Lempelse af beskatningen af mellemperioden i ikkeskattepligtige dødsboer). Af skatteministeren (Kristian Jensen). (Fremsat 15/3 2006).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Da dødsboskatteloven blev vedtaget i 1997, var det ud fra et ønske om at gennemføre en forenkling af det forholdsvis komplicerede skattesystem på området. Bl.a. indførtes en skattesats på 50 pct. for den såkaldte mellemperiode for indkomst genereret af afdøde fra den 1. januar til dødsdatoen det pågældende år.

     Med de faldende personskatteprocenter, der har været igennem de seneste år, har det imidlertid betydet, at i visse tilfælde bliver dødsboer beskattet hårdere end levende personer. Det mener vi i Venstre ikke er rimeligt.
     Risikoen for en sådan restskat er størst, hvis hele årsindkomsten har ligget mellem 300.000 og 350.000 kr., og jo senere på året dødsfaldet er sket. Desuden øges risikoen også for en restskat, desto lavere skatteprocenten er i afdødes bopælskommune. Det vil sige, at de dødsboer, som typisk skal betale restskat, er dødsboer efter erhvervsaktive, som vel at mærke ikke findes i højindkomstgruppen. Det er en uhensigtsmæssig effekt, som Venstre ønsker at fjerne, og det sker da også med det lovforslag, som vi nu behandler.
     Konkret betyder forslaget, at grænsen for, hvornår der opkræves en restskat, forhøjes fra 21.900 kr. til 30.000 kr., ligesom beløbsgrænsen ændres fra at være en bagatelgrænse til at være en bundgrænse. Dermed skal SKAT som følge af dette forslag kun opkræve den del af beløbet, som overstiger bundgrænsen på de 30.000 kr. mod førhen at opkræve hele beløbet, hvis bare bagatelgrænsen var overskredet.
     Om end forslaget har en provenumæssig begrænset virkning for staten, i omegnen af 5-10 mio. kr. årligt, så bevirker det imidlertid, at reglerne nu tilpasses den nuværende situation med faldende personskatter. Endvidere vil reglerne med forslaget efterleve den oprindelige hensigt med loven, nemlig en forenkling af reglerne samt at undgå, at dødsboer bliver beskattet hårdere end levende personer.
     Derfor kan Venstre støtte det her forslag.

Tak til hr. Jacob Jensen. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører.

I efteråret sidste år fik jeg en henvendelse fra en borger, hvis kone var død, og sådan et dødsfald bringer jo selvfølgelig en række praktiske og økonomiske opgaver med sig. Det kan være svært nok at skulle klare det, når man samtidig skal have styr på følelserne, og derfor kan jeg godt forstå, at den her borger var ekstra frustreret over at opdage, at hans kone simpelt hen var død på det forkerte tidspunkt, om man kan sige det så makabert. Fordi hun var død sent på året, var den periode, vi kalder mellemperioden, meget lang, og der skulle så betales 50 pct. mellemperiodeskat i flere måneder. Budskabet i lovgivningen var altså, at hvis man har en trækprocent på under 50 pct. og ikke tjener så meget, så koster det ens efterladte ekstra, hvis man dør for tidligt. Er man derimod blandt de bedre stillede med en trækprocent på over 50, ja, så får de efterladte faktisk penge tilbage, jo senere på året man dør. Det virkede ikke logisk. Samtidig var der en bagatelgrænse på ca. 22.000 kr., som resulterede i, at en mellemperiodeskat under det beløb slet ikke skulle betales, mens en skat over det beløb skulle betales fuldt ud. Der var altså en helt oplagt, indlysende urimelighed i lovgivningen, og jeg stillede derfor en række spørgsmål til ministeren, som bl.a. i svaret på det spørgsmål, der hedder S 1339, bekræfter, at jo lavere trækprocent man har i levende live, jo mere skal der betales i restskat. Alligevel mente ministeren i et andet svar på et spørgsmål, jeg har stillet, at de gældende regler fungerede godt, og henviste til, at et enigt Folketing stemte for det i 1996. Det skal selvfølgelig aldrig være et argument i sig selv, og derfor er det da også godt, at ministeren alligevel er kommet på andre og bedre tanker. Man kan så sige, at det er lidt bekymrende, at det først sker, når borgeren, som jeg fik en henvendelse fra, får sin sag i DR-programmet Kontant i starten af 2006. Interessant nok i hvert fald, at det først bliver rigtig interessant for en minister at ændre uretfærdighederne, når medierne sætter dem på dagsordenen, snarere end når vi gør det i oppositionen. Men det vigtigste er, at vi nu får en ændring af lovgivningen, hvor bagatelgrænsen forhøjes til 30.000 kr. og skifter navn til en bundgrænse. Ved en mellemperiodeskat på over 30.000 kr. skal man så betale forskellen mellem 30.000 kr. og det pågældende beløb og ikke hele beløbet - selvfølgelig, fristes man til at sige. Vi er glade for, at vi får løst den her konkrete problemstilling. Jeg har også noteret mig, at der sidder et arveretsudvalg, der skal se på hele arvelovgivningen og også beskatningen her, og jeg håber på, at vi finder løsninger også for de andre problemstillinger, der gælder på området. Vi er meget positive over for det her lovforslag.

Tak til hr. René Skau Björnsson. Så er det hr. Mikkel Dencker som ordfører.

Lovforslaget har som nævnt af de foregående ordførere til formål at lempe og forbedre den måde, beskatningen af dødsboer foregår på.
     Den eksisterende ordning har gennem et stykke tid været udsat for en del kritik i pressen, og jeg har da også selv som skatteordfører modtaget en række henvendelser fra pårørende til afdøde, som syntes, at skatteopgørelsen for deres afdøde familiemedlem, beskatningen af den såkaldte mellemperiode, dvs. fra 1. januar til dødstidspunktet, har været helt urimelig. Det er derfor godt, at skatteministeren har lyttet til den kritik, der har været, og nu søger at rette op på ordningen med lovforslaget her.
     Ændringen går ud på, at grænsen for, hvornår en restskat opkræves, rykker fra små 22.000 kr. til godt og vel 30.000 kr. Samtidig ændres grænsen fra at være en bagatelgrænse til at være en bundgrænse, sådan at det kun er den del af restskatten, der ligger over 30.700 kr., som opkræves.
     Det er både en klar forbedring og en lempelse af beskatningen, som forhåbentlig resulterer i, at langt færre dødsfald medfører en restskat for boet.
     I Dansk Folkeparti medvirker vi gerne til gennemførelse af en forbedring af reglerne, men jeg vil ikke lægge skjul på, at vi allerhelst havde set, at man afskaffede den eksisterende ordning fuldstændig. Jeg kender ikke baggrunden for, at den nuværende ordning er skruet sammen, som den er. På mig virker det absurd, at man kan blive beskattet hårdere, fordi man afgår ved døden, end hvis man havde levet hele året. Det forekommer endnu mere absurd, at beskatningen kan blive endnu hårdere, fordi man dør sidst på året i stedet for
i begyndelsen af året. Derfor vil jeg foretrække, at man gik over til at beskatte afdøde på samme måde, som hvis de stadig havde været
i live, og det vil jeg gerne høre regeringens holdning til.

Tak til hr. Mikkel Dencker. Så er det fru Charlotte Dyremose som ordfører.

Det er nok de færreste, der, når de har mistet en af deres nærmeste, har så specielt meget overskud til at tænke på al den administration og alle de praktiske ting, der skal ske i sådan et tilfælde. Derfor gælder det naturligvis om, at det er så lidt som muligt og så enkelt som muligt.
     Hensigten med, at man jo netop har denne mellemperiodebeskatning har jo sådan set også været, at det skulle være så nemt som muligt for de efterladte at klare al teknikken med selvangivelsen. Men det er klart, at det er noget af et slag, når man så opdager, at ikke bare har man mistet f.eks. sin ægtefælle, men afdøde kommer også til at betale en ekstra høj skat.
     Derfor gælder det naturligvis også om, at lovgivningen er indrettet sådan, at det også virker rimeligt og fornuftigt. Det er altid ærgerligt, når der skal laves komplicerede regler, og det er altid ærgerligt, når de regler, man så laver for at forsøge at gøre tingene mere gennemskuelige, får nogle andre konsekvenser.
     Den ændring, der er her, formindsker problemstillingen, og det gør, at færre mennesker kommer til at skulle stå i den situation, at de skal udfylde den her selvangivelse midt i alle overvejelserne om alt det andet, man nu engang går og roder med, når man har mistet en af sine nærmeste.
     Det kunne da være rart, som andre også har været inde på, om det kunne gøres endnu simplere, og det vil vi også gerne bidrage til, hvis det på et tidspunkt lykkes at gøre, men i den nuværende situation bakker vi op om denne model, der for færre mennesker vil betyde, at de skal udfylde en selvangivelse, og som også, sådan som vi vurderer det, giver en mere rimelig og retvisende beskatning.
     Det vigtigste må i denne situation være, at vi kan tage de nødvendige hensyn til de efterladte, der har så rigeligt andet at tænke på.
     Vi kan derfor fra konservativ side støtte forslaget.

Tak til fru Charlotte Dyremose. Så er det hr. Poul Erik Christensen som ordfører.

Lovforslaget går kort ud på at lempe beskatningen af mellemperioden, dvs. perioden fra årets begyndelse og frem til et dødsfald, i ikkeskattepligtige dødsboer.
     Lovforslaget berører ca. 500 dødsboer årligt ud af ca.
60.000, og det har for disse personer været en meget stor overraskelse, at skatten på disse dødsboer har været så urimelig, som den har været. Det er således, at restskattegrænsen vedrørende mellemperioden forhøjes fra 21.900 kr. til ca. 30.000 kr. og samtidig ændres fra at være en bagatelgrænse til at være en bundgrænse. Det vil sige, at SKAT hidtil har opkrævet hele beløbet, hvis beløbsgrænsen på 21.900 kr. var overskredet, men at lovforslaget nu betyder, at SKAT fremover kun vil opkræve den del af beløbet, der overstiger beløbsgrænsen på
30.700 kr.

     Det Radikale Venstre synes, at det er et fornuftigt lovforslag, der fjerner de åbenbare urimeligheder i forbindelse med beskatning af dødsboer, og flere henvendelser fra borgere har over for os politikere påpeget problemet.
     Det Radikale Venstre vil deltage positivt i behandlingen af lovforslaget.

Tak til hr. Poul Erik Christensen. Så er det hr. Morten Homann som ordfører.

På linje med de øvrige ordførere har jeg også fået mange henvendelser og synes, at det er en meget besynderlig konstruktion, vi har. Selvfølgelig skal den ændres, og jeg vil sige med det samme, at jeg synes, at det er en acceptabel løsning, som skatteministeren har fundet frem til, og den vil vi selvfølgelig støtte.
     Man kunne måske have ønsket sig, at den var mere elegant, men der har jeg forståelse for, at skatteministeren har bundet sig selv på hænder og fødder på grund af skattestoppet og dermed også har begrænsede muligheder for at finde elegantere og enklere løsninger på problemerne. Den mest enkle løsning var jo sådan set den, som hr. Mikkel Dencker skitserede, og som vi i SF fuldt ud kan tilslutte os, nemlig at man laver en almindelig indkomstbeskatning, også i tilfælde, hvor en skatteyder afgår ved døden. Så sikrer man på den måde, at ingen kommer til at betale for meget i skat, at ingen kommer til at betale for lidt i skat, men at alle bliver behandlet ens.
     Det er den mest enkle og elegante løsning, men når regeringen ikke kan mønstre det, så er det her den næstbedste løsning, og den vil vi selvfølgelig også støtte i SF.

Tak til hr. Morten Homann. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører.

Enhedslisten kan også støtte forslaget, selv om jeg ikke vil undlade at bruge lejligheden til at sige, at der faktisk er rige mennesker, der dør, som man med stor fordel kunne beskatte hårdere, end man gør. Desværre har man jo over en årrække nedsat beskatningen af arv. Det synes vi har været et spild af penge. Der burde man tværtom have lavet en progressiv beskatning.
     Men her har vi altså et område, hvor nogle mennesker bliver ramt urimeligt og tilmed folk med relativt lave indkomster. Det synes vi selvfølgelig ikke er fornuftigt, og derfor støtter vi, at det bliver rettet på den måde, som det bliver foreslået, selv om det havde været bedre, hvis man samtidig havde beskattet nogle af de rige, dem, med de store arvelodder, hårdere.

Tak til hr. Frank Aaen. Så er det skatteministeren.

Allerførst vil jeg gerne sige tak for de mange positive ord, der er faldet til lovforslaget. Jeg vil sådan set godt starte med at spole et stykke tilbage, nemlig til 1997, da de nuværende regler blev indført. For det nye makkerpar i dansk politik, SF og DF, som jo her står og ønsker de gamle regler tilbage, vil jeg gerne lige gøre en kommentar om, at det rent faktisk var, fordi Folketinget dengang drøftede den situation, at man som efterladt til en afdød skulle gennemgå den faktisk ret komplicerede form for årsopgørelse, det er, når folk dør midt på året.
     For det første skal man jo til at lave en selvangivelse for en person, hvis økonomi man måske ikke fuldt ud kender.
     Hvis man for det andet har en opfattelse af, at skattelovgivningen i al almindelighed ikke er det nemmest forståelige, måske en smule kompliceret, så skal man jo også huske på, at der kommer en yderligere kompleksitet til, når det drejer sig om den særlige beskatning af delår. Derfor var argumentationen bag, og den argumentation mener jeg stadig har vægt, at det var enklere for de efterladte, at man lavede en beskatning, som var ensartet og klar, og som gjorde det meget nemmere for de efterladte at løfte den del af opgaven, nemlig at afregne skatten. Derfor har vi valgt at have et sæt særlige skatteregler for ikkeskattepligtige dødsboer.
     Der er så sket det i mellemtiden, som det også blev nævnt fra, jeg tror Venstres ordfører, hr. Jacob Jensen, at i forhold til det skatteniveau, der ligger i de eksisterende regler, har der været en generel sænkelse af skattesatserne, der gør, at flere og flere dødsboer kommer over den bundgrænse, der har været indtil videre, og dermed kommer op på at betale ikke bare det, boet ligger over bagatelgrænsen, men hele beløbet.

     For at få proportionerne med: Der er ca. 60.000 personer om året, der afgår ved døden, ud af de 60.000 personer er der kun ca. 500 skatteansættelser af mellemperioden, og hvis man kigger på det, er der ud af dem nogle, der skal have penge tilbage, og andre, der skal betale.
     Dette er så et forslag, hvor vi gør det endnu mere fordelagtigt med den grænse, der nu kommer, og jeg synes, at det er en rigtig model. Jeg mener, at det vil være at pålægge de efterladte for store byrder at skifte over, og derfor er jeg glad for, at der har været positiv opbakning.
     Jeg skal lige til sidst sige, at der nok ikke er tvivl om, at hvis ikke hr. René Skau Björnsson og andre havde rejst problemstillingen, så havde vi faktisk ikke diskuteret lovforslaget her i dag. Vi vidste, at der var en problemstilling, men vi havde en forventning om, at det kunne løses i forlængelse af arveretsudvalgets arbejde.
     Jeg synes også, at man en gang imellem ærligt skal sige, at andre har haft blik for en problemstilling, som man ikke selv har haft blik for, og det er situationen her. Jeg er sådan set glad for, at problemstillingen blev rejst, og at vi nu får løst problemet. Jeg håber, at vi kan samle hele Folketinget bag denne løsning, vi nu har valgt.

Nu synes jeg ikke, at det er helt rimeligt, at jeg og hr. Homann bliver lastet for vores partiers gerninger for 10 år siden. Sådan som jeg husker det, var hverken hr. Homann eller jeg medlem af Folketinget, så det har vi ikke haft indflydelse på. Det skal også ses ud fra den kontekst, der var dengang, og det skattesystem, der var dengang. Det var jo et socialistisk regime, vi havde dengang, og der brandskattede man jo meget hårdere, end vi gør i dag.
     Derfor har det sikkert været lempeligere for alle, da man indførte det system, vi har nu. Men skatteministeren må vel være enig med mig i, at det er absurd, at man bliver beskattet hårdere, fordi man dør i løbet af et skatteår, end når man lever hele året. Det er også absurd, at man kan blive beskattet hårdere, jo længere tid man lever i det år, man dør
i.
     Jeg vil da håbe, at vi kan nå frem til en ordning, hvor det kunne være valgfrit, om man vil bruge den ene eller den anden ordning, altså enten den af regeringen foreslåede eller den ordning, som eksisterer nu.

Jeg er ikke i tvivl om, at der på mange områder vil være interesse for en vis form for valgfrihed på skatteområdet. Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg allerede nu kan gætte, hvad de fleste så vil vælge, nemlig den model, der giver den laveste betaling.
     Når vi både i 1997 og også nu har valgt at lave en model, hvor man overgår fra en egentlig skatteberegning og skatteansættelse til en model med et forenklet system, er det netop for at sige, at der ikke skal være så store opgaver for de efterladte. Når det her lovforslag bliver vedtaget, er der meget få tilbage, som kommer til at mærke, at der vil være en skattebetaling.
     Erfaringerne er jo, at man ikke samtidig kan have en fuldstændig ensartet behandling af alle og så et meget, meget forenklet system som det, vi egentlig kører med. Men hvis jeg skulle vælge mellem at have et forenklet system med en lille belastning for de efterladte eller en ret voldsom belastning for de efterladte, vil jeg hellere vælge det system, der er nu. Men jeg tror, at vi kan prøve at dyrke nogle af de problemstillinger, der måtte være, i løbet af udvalgsbehandlingen.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.