Det er jo rigtigt, at Innovationsfonden blev udsat for en grundig behandling tilbage i 2001, og ved at studere papirerne fra dengang har jeg kunnet konstatere, at Enhedslisten endte med at være måske mere positiv end de borgerlige partier. Det kan man selvfølgelig filosofere over, men sådan var det, og det skyldtes selvfølgelig, at vi jo godt er klar over og også støtter, at det offentlige skal hjælpe til med den helt tidlige finansiering af virksomheder, som endnu ikke har vist deres levedygtighed. Det er jo bare endnu et eksempel på, at markedet ikke altid løser alle problemer.
Det, som er afgørende for os ved behandlingen af dette forslag - og som vi derfor vil gå nærmere ind på i udvalgsarbejdet - er spørgsmålet om, hvorvidt vi kan være sikre på, at Vækstfonden og innovationsmiljøet vil være aktivt i de tidlige investeringsfaser. I hvert fald kan jeg se af nogle af høringssvarene, at nogle har givet udtryk for en bekymring for, om den ændring, der sker her, vil føre til, at der vil blive mindre fokus på den tidlige finansiering af nye innovative virksomheder.
Jeg har godt bemærket i de svar, der er kommet, i høringssvarene og fra ministeren, at det ifølge ministeren nærmest forholder sig omvendt. Det vil vi få anledning til at bore mere i under det videre arbejde. Det er i hvert fald for os afgørende, at man sikrer, at der er fokus på de tidlige investeringer, at der er fokus på de tidspunkter i virksomhedens tilblivelsesproces og innovationsforløbet, hvor det ikke er muligt at skaffe penge fra det private område.
I den sammenhæng er det jo så også vigtigt at understrege, at når så en del af Innovationsfonden, Vækstfonden, mere nærmer sig de almindelige vilkår, er det i hvert fald vigtigt at sikre, at der stadig væk er midler til den tidlige fase af virksomhedens liv. Det vil vi så gå ind og kigge seriøst på, og så må vi jo se, om de svar, vi får, og den udvikling, der bliver i processen omkring det her lovforslag, bliver af en sådan karakter, at det ender med, at vi kan stemme for det.