Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 104 af 21. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Er ministeren indstillet på at overveje en uafhængig klageinstans, bestående af f.eks. repræsentanter fra politi, forsvarsadvokater og almindelige borgere, for klageafgørelser truffet af politidirektørerne frem for som i forslaget, at klager videresendes til rigspolitichefen til endelig afgørelse?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det vedrører klager over politidirektørernes dispositioner og afgørelser uden for strafferetsplejen mv., som efter lovforslaget vil skulle behandles af Rigspolitiet i kraft af et almindeligt over-/underordnelsesforhold i forhold til politikredsene. Der er tale om en lang række dispositioner mv. af meget forskellig karakter og rækkevidde.

 

Rigspolitiets behandling af klager over de pågældende politimæssige dispositioner vil ske med den fornødne faglige kompetence og saglighed. Som der nærmere er redegjort for i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 6 vedrørende lovforslaget, vil der eventuelt i enkelte tilfælde kunne opstå spørgsmål om inhabilitet, men ikke i et sådant omfang, at der efter Justitsministeriets opfattelse er grundlag for at fravige den almindelige ordning, hvorefter klage over en myndigheds faglige dispositioner sker til den overordnede myndighed.

 

Behandlingen af klager over politipersonalets adfærd og anmeldelser om strafbare forhold i tjenesten vil fortsat ske efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c.