Jeg vil gerne takke for de fantastisk flotte og positive bemærkninger, som lovforslaget har givet anledning til. Jeg er meget glad for den meget positive modtagelse, som forslaget har fået, både her i Folketingssalen og ved høringen, hvor der også var fuld opbakning til forslaget.
Jeg synes også, det er vigtigt her at understrege, at lovforslaget jo ikke er en direkte konsekvens af kommunalreformen, som jo blev udmøntet på museumsområdet ved en anden ændring af museumsloven sidste sommer, men problemstillingen med flere statsanerkendte museer i samme kommune bliver selvfølgelig aktualiseret med de kommunale sammenlægninger, der kommer nu her.
Det er ikke i sig selv problematisk eller i strid med museumsloven med flere statsanerkendte museer i en kommune, men både ressourcemæssigt, administrativt og kompetencemæssigt kan det godt være hensigtsmæssigt at lægge to eller flere museer sammen til en større og dermed mere bæredygtig og robust enhed.
Denne vurdering er det jo så op til de enkelte kommunalbestyrelser og museer at foretage. Jeg kan oplyse herinde i Folketingssalen, at jeg allerede har modtaget henvendelser om dette både fra kommuner og museer.
Men med den nuværende tilskudsstruktur for de statsanerkendte museer, der modtager et almindeligt statsligt driftstilskud efter museumslovens § 15, er det dog ikke realistisk, at sammenlægningen vil blive gennemført, da museet dermed mister en væsentlig del af statstilskuddet, og derfor har vi ment, bakket op her af alle Folketingets partier, forstår jeg, at det ikke er hensigtsmæssigt. Derfor har vi fremsat det foreliggende lovforslag, der skal sikre, at det hidtidige grundlag for beregning af det statslige driftstilskud opretholdes ved sammenlægning af museer.
Det sammenlagte museum skal således ikke stilles økonomisk ringere på dette punkt, end hvis de enkelte museer forbliver hver for sig.
Jeg synes, det er positivt, at vi nu griber chancen og imødekommer et ønske, der er i både kommuner og i museer om at styrke de statsanerkendte museer, så de kan blive endnu bedre til de opgaver, der skal løses nu og fremover.
Med disse ord vil jeg endnu en gang sige tak for den positive modtagelse af lovforslaget. Jeg ser frem til en velvillig og konstruktiv udvalgsbehandling, som der er lagt op til.