Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

2. maj 2006

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 16-27 (L 166), Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 24. april 2006.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 16-27

(L 166) Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven

(Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen)

Skrivelse af 24. april 2006

 

Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 23:

"Kan ministeren bekræfte, at et øget forbrug af blanke DVD-skiver alt andet lige er ensbetydende med en øget hjemmekopiering og derved et øget tab for kulturerhvervet som følge af kopiering, jf. angivelserne i Skatteministeriets grænsehandelsrapport omkring mer-forbruget af DVD-skiver ved en nedsættelse af vederlaget på DVD?"

 

Svar:

Jeg er enig i, at et øget forbrug af blanke dvd-skiver alt andet lige tyder på en øget privatkopiering. Det gælder dog ikke, hvis det øgede forbrug i Danmark skyldes formindsket grænsehandel. Spørgsmålet er imidlertid, om der derved opstår et tab for rettighedshaverne. Som jeg tidligere har anført i mit svar på spørgsmål nr. 15, kan eksempelvis dvd-film kun lovligt kopieres på grundlag af originale dvd’er, man selv har købt eller modtaget som gave, og kun hvis man ikke bryder en kopispærring.