Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 6. april 2006
Betænkning
over
Forslag til lov om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark
[af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)]
1. Ændringsforslag
Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 22. februar 2006 og var til 1. behandling den 28. februar 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Den 22. februar 2006 sendte indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Michael Andersen, Viby og KommuneKredit.
Ministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (SF og EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget og det stillede ændringsforslag.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af  indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL):
Ny paragraf
  1) Efter § 22 indsættes som ny paragraf:
»§ 01. Lån, der er ydet af foreningen før 1. januar 2007, og som overføres til staten som følge af kommunalreformens opgaveflytninger m.v., jf. lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, kan uanset bestemmelserne i § 2 videreføres på uændrede vilkår ved statens indtræden som debitor.
Stk. 2. De forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, fradrages i de forpligtelser, som foreningens medlemmer hæfter solidarisk for, jf. § 5.
Stk. 3. Ved opgørelsen af foreningens egenkapitalkrav, jf. § 8, kan de forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, fradrages i foreningens samlede forpligtelser.«
[Lån, der overføres til staten som følge af kommunalreformens opgaveflytninger m.v., kan videreføres på uændrede vilkår med staten som debitor]
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med ændringsforslaget er at skabe mulighed for, at staten på uændrede vilkår kan videreføre de lån ydet af foreningen før 1. januar 2007, som staten overtager som følge af kommunalreformens opgaveflytninger m.v., jf. lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, hvis dette vurderes fordelagtigt for staten.
Ifølge lovforslaget hæfter foreningens medlemmer direkte solidarisk for alle foreningens forpligtelser, jf. § 5. Med ændringsforslaget undtages de forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, fra denne bestemmelse. Hvis der skulle opstå en situation, hvor foreningen ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser, skal medlemmerne således alene pålignes den del af gælden, der ikke vedrører lån til staten.
Endvidere medfører ændringsforslaget, at de forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, ikke medregnes ved opgørelsen af foreningens egenkapitalkrav. Ifølge lovforslaget skal foreningens egenkapital til enhver tid udgøre mindst 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser, jf. § 8. Med ændringsforslaget gælder det således, at foreningens egenkapital til enhver tid skal udgøre mindst 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser minus de forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1.
Erling Bonnesen (V)  Troels Christensen (V)  Michael Aastrup Jensen (V)  Leif Mikkelsen (V)  Jens Vibjerg (V)  Poul Nødgaard (DF) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF)  Christian Wedell‑Neergaard (KF) nfmd. Allan Niebuhr (KF)  Pia Gjellerup (S)  Ole Stavad (S)  Arne Toft (S)  Magnus Heunicke (S)  Margrethe Vestager (RV)  Ole Glahn (RV)  Kristen Touborg (SF)  Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 165
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren |
2 |
Henvendelse af 23/2-06 fra Michael Andersen, Viby |
3 |
Supplerende høringssvar op høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren |
4 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
5 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
6 |
Henvendelse af 6/3-06 fra KommuneKredit |
7 |
1. udkast til betænkning |
8 |
Ændringsforslag fra indenrigs- og sundhedsministeren |
9 |
2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 165
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 23/2-06 fra Michael Andersen, Viby, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/3-06 fra KommuneKredit, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå |