Jeg kan ligesom Venstres ordfører sige, at Socialdemokratiet kan stemme for lovforslaget.
Det er meget naturligt, at der fremsættes et lovforslag her i år, i og med at amterne, som hidtil har kunnet låne hos KommuneKredit, bliver nedlagt den 1. januar 2007. Derfor er man nødt til at føre regionerne ind i stedet for amterne. I øvrigt er den gældende lov fra 1898, så den har holdt meget længe. Ændringen betyder også, at den 1. januar 2007 skifter KommuneKredit navn og kommer til at hedde Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark.
Kravet til KommuneKredits egenkapital ændres lidt, idet den forhøjes fra 0,5 til 1 pct., og det kan jo ikke siges at være urimeligt. Både Amtsrådsforeningen og KL støtter KommuneKredits høringssvar, for det er selvfølgelig vigtigt for dem, at KommuneKredit ikke stilles dårligere fremover. Jeg synes også, det er godt, at ministeren har lyttet til kommentarerne fra KommuneKredit, bl.a. at man ikke længere kun er en låne- og leasingvirksomhed, men også en rådgivningsvirksomhed.
Med disse ord skal jeg sige, at vi kan stemme for L 165.