Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             6. april 2006

J nr.             400-7

  

 

Trafikudvalget har i brev af 17. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål 4 (L 162), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 4:

 

"Ministeren anmodes om en vurdering af tidsforløbet for etableringen af rundkørslen i Frederikssund"

 

Svar:

 

Med henblik på at fremme udbygningen af rundkørslen og få løst de nuværende kapacitetsproblemer vil Vejdirektoratet igangsætte detailprojekteringen, når forslag til lov om anlæg af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 (L 162) måtte blive vedtaget i Folketinget.

 

Da udbygningen af rundkørslen er baseret på et projekt, der er skitseret ud fra de trafiktællinger og trafikberegninger, der blev udført i forbindelse med Vejdirektoratets VVM-undersøgelse i 2001-2002, vil der som grundlag for den videre detaljering og projektering blive udført nye tællinger og beregninger medio 2006.

 

På baggrund af de opdaterede trafiktællinger og kapacitetsberegninger vil udbygningen blive detailprojekteret, og de nødvendige myndighedstilladelser indhentet. Herefter vil Vejdirektoratet udarbejde udbuds- og besigtigelsesmateriale, der skal danne grundlag for udbuds- og ekspropriationsforretningen. Denne proces forventes at forløbe fra ultimo 2006 til medio 2007.

 

Når udbuds- og ekspropriationsforretningen er gennemført vil anlægsarbejdet kunne igangsættes ultimo 2007. Udbygningen af rundkørslen vurderes dermed at kunne færdiggøres ultimo 2008.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen