Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             10. maj 2006

J nr.             400-7

  

 

Trafikudvalget har i brev af 4. maj stillet mig følgende spørgsmål 27 (L 162), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 27:

 

"I forlængelse af svaret på spørgsmål 19 ønskes oplyst, hvilken benzinpris der er kalkuleret med og hvilken effekt en alternativ og aktuel benzinpris på 10-12 kr. pr. liter vil have på efterspørgslen efter motorvejstransport kontra andre transportmidler."

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Vejdirektoratet, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig.

”Der er til belysning af de trafikale effekter af anlæg af 1. etape af Frederikssundmotorvejen benyttet trafikmodelberegninger, som er gennemført med Ørestadstrafikmodellen.

 

Trafikmodellen med tilhørende modelgrundlag anvendes ikke kun i forbindelse med vejprojekter, men anvendes også til planlægningen af andre infrastrukturprojekter – herunder af udbydere af den kollektive trafik som eksempelvis Hovedstadens Udviklingsråd i forbindelse med bl.a. planlægning af busnettet (projekt Basisnet) og DSB i forbindelse med planlægningen af Ringbanen.

 

Det, der har betydning for modellens resultater, er ikke det absolutte niveau for en enkelt omkostning men det relative forhold mellem de omkostninger, der indgår i modellen. I beregningerne for 1. etape svarer konkurrenceforholdet for omkostningen for transport i bil og med kollektiv trafik til det observerede niveau i år 2000.

 

Det er Vejdirektoratets vurdering, at det ikke vil ændre væsentligt på konkurrenceforholdet mellem transport i bil og transport med kollektiv trafik hvis man ændrede omkostningerne til det observerede niveau i år 2006.

 

Vejdirektoratet har ikke gennemført egentlige analyser af sammenhængen mellem udviklingen i benzinprisen og udviklingen i trafikken på motorvejene eller udviklingen i forhold til andre transportmidler.”

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen