Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 11. april 2006

J nr.             400-7

  

 

Trafikudvalget har i brev af 24. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål 21 (L 162), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 21:

 

" I hvilket omfang kunne en udvidelse af den eksisterende Jyllingevej, ved at nedlægge cykelstierne på hver side af den eksisterende vej, inddrage disse til bilspor og anlægge asfalterede cykelstier (der ryddes om vinteren) i flugt med den nuværende cykelsti i Vestskoven og gennem industrikvarteret, kompensere for trængselsproblemerne på strækningen?"

 

Svar:

 

I forbindelse med såvel VVM-høringen som efterfølgende har Vejdirektoratet foretaget vejfaglige vurderinger af en række alternative forslag til linjeføring af 1. etape af Frederikssundmotorvejen.

 

Disse forslag har været baseret på bl.a. en udvidelse af den nuværende Jyllingevej til 6 spor samt etablering af kapacitetsfremmende tiltag i de eksisterende kryds på strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3, f.eks. ved etablering af niveaufri kryds.

 

Vejdirektoratets sammenfattende vurdering er, at forslagene ikke kan anbefales, da de ikke er egnede til at sikre en hensigtsmæssig afvikling af trafikken i området. Det skyldes bl.a., at forslagene på grund af utilstrækkelige flettestrækninger ikke overholder de vejtekniske regler, og at der sker en sammenblanding af lokaltrafik og motorvejstrafik, som af trafiksikkerhedsmæssige årsager er problematisk.

 

For så vidt angår en udvidelse af den eksisterende Jyllingevej til en motorvej kan jeg henvise til den teknisk-økonomiske analyse af den såkaldte Jyllingevej-model, der er udarbejdet af Vejdirektoratet i 2005.

 

Jyllingevej-modellen er baseret på, at motorvejen anlægges i Jyllingevejs forløb, og at der samtidig til betjening af lokaltrafikken anlægges en ny Jyllingevej gennem erhvervsområdet nord for den eksisterende Jyllingevej.

Som det fremgår af den teknisk-økonomiske analyse er der en række forhold, der taler imod at vælge Jyllingevej-modellen. Jyllingevej-modellen vil spare en mindre del af Vestskoven, men medfører til gengæld væsentlige indgreb i erhvervsområdet nord for Jyllingevej. Endvidere berører Jyllingevej-modellen en del af Vestskoven som i dag fungerer som nærrekreativt område for beboerne i Ejby, og modellen er ca. 840 mio. kr. dyrere end lovforslagets løsning.

 

På denne baggrund har der i forligskredsen været enighed om at placere 1. etape af Frederikssundmotorvejen umiddelbart syd for Jyllingevej i det nordøstlige hjørne af Vestskoven.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen