Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 11. april 2006  

J nr.             400-7

  

 

Trafikudvalget har i brev af 24. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål 16 (L 162), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 16:

 

" Hvor meget forventer ministeren at besøgene og varigheden af besøgene i skoven vil reduceres ved en begrænsning af Vestskovens areal og øget støjniveau?"

 

Svar:

 

I det nye projekt for 1. etape af Frederikssundmotorvejen er der fundet frem til en løsning, der både afvikler trafikken sikkert og effektivt og som samtidig tilgodeser miljøet. I det justerede projekt er der således indarbejdet en række miljømæssige forbedringer og foretaget en optimering af linjeføringen i forhold til det projekt, der blev beskrevet i VVM-redegørelsen.

 

De skovarealer, som inddrages ved anlæg af motorvejen, vil blive retableret med udgangspunkt i Vestskoven, og der afsættes midler til etablering af yderligere 26 ha skov til rekreative formål i Vestskoven. Der etableres derfor dobbelt så meget skov, som der inddrages ved anlæg af vejen.

 

For at bidrage til en forbedret rekreativ udnyttelse af Vestskoven indgår det i lovforslaget, at der etableres en ny stiforbindelse lidt syd for motorvejens underføring ved Ring 3. Der er i dag ingen direkte stiforbindelse over Ring 3, og den ny stiforbindelse vil dermed skabe en sammenhæng i stisystemet mellem de to dele af Vestskoven på hver sin side af Ring 3. De eksisterende stier, der krydses af motorvejen, vil enten blive opretholdt eller forlagt.

 

Derudover indgår det i det justerede projekt, at der vil blive anvendt en særlig støjsvag asfaltbelægning, og at overskudsjorden fra vejanlægget vil blive oplagt i volde langs motorvejen gennem Vestskoven. Dette vil reducere de støjmæssige konsekvenser og den visuelle påvirkning fra motorvejen.

 


På denne baggrund forventes det ikke, at besøgene og varigheden af besøgene i Vestskoven vil blive reduceret.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen