Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 27. april 2006
Betænkning
over
 Forslag til lov om
anlæg af første etape af Frederikssundmotorvejen
mellem Motorring 3 og Motorring 4
[af transport‑ og energiministeren (Flemming Hansen)]
1. Ændringsforslag
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 22. februar 2006 og var til 1. behandling den 15. marts 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Trafikudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport- og energiministeren sendte den 3. februar 2006 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del – bilag 245. Den 8. marts 2005 sendte transport- og energiministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 21 spørgsmål til transport- og energiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (S) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget er enige i behovet for en udbygning af infrastrukturen til Frederikssund. Vi går derfor i princippet også ind for projektet i dette lovforslag, men finder, at vejforløbet bør følge Jyllingevej. Herved vil de miljømæssige problemer med Vestskoven blive minimeret. Politikere fra Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har sammen med politikere fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne tydeligt tilkendegivet over for borgerne, at de støtter en sådan løsning.
På foranledning af Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre er der imidlertid gennemført en række undersøgelser, som har ført frem til lovforslagets vejforløb, hvorved der afviges fra den over for borgerne lovede løsning. Samtidig er projektet blevet ca. 153 mio. kr. dyrere. Socialdemokraterne finder på denne baggrund, at et vejforløb, der følger Jyllingevej, bør vedtages.
Et andet mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget bemærker, at SF er indstillet på at være med til at løse den trængselspolitik, der er i det område, lovforslaget omhandler. For SF har det imidlertid været vigtigt at berøre Vestskovens område mindst muligt med vejanlæg. I dette tilfælde vil en sekssporet motorvej komme til at ligge helt tæt op ad den eksisterende firesporede Jyllingevej. SF finder det helt urimeligt ikke at lade Jyllingevej indgå centralt i den kommende trafikløsning.
Enhedslistens medlem af udvalget finder det sørgeligt, at der her igen er tale om et forslag om udbygning og nyetablering af en motorvej i Danmark. Det bliver ikke mindre sørgeligt af, at det område, som det handler om denne gang, ikke er en øde strækning i et tyndtbefolket område. Tværtimod er det denne gang en strækning, hvor en god og kollektiv trafikbetjening kunne have haft et fornuftigt passagergrundlag og givet reelle muligheder for pendlere, der skal til og fra arbejde.
For nylig har rapporten »Natur og miljø 2005« været til behandling i Folketinget, og heri fremgår det tydeligt, at vejbyggeri er en af de faktorer, som er medvirkende til, at der er stadig mere natur, der bliver fortrængt. Det fremgår også, at der på ingen måde er fundet en løsning på, at transportforbruget er stigende, og at biltrafikken udgør en stadig større del af det danske CO2-problem. Også derfor er det forstemmende, at regeringen endnu en gang sætter Vejdirektoratet på overarbejde og overhovedet ikke har et bud på, hvordan biltrafikken kan nedbringes, så det kan undgås, at motorvejsnettet udbygges mere og mere.
Når det gælder hovedstadsområdets trafikforhold, bliver den konkrete motorvejsstrækning foreslået udvidet, fordi bilerne holder i kø i myldretiden. Det er selvfølgelig et problem, men diskussionen af hovedstadsregionens trafikudvikling og af, hvilke alternativer der kunne være til en udvidelse af motorvejskapaciteten, er totalt fraværende. Det er endnu en gang et eksempel på, at der hos flertallet i Folketinget ikke bliver tænkt i alternativer til asfalt.
Alle ved, at der er steder, hvor der ikke kan skabes plads til flere biler, selv om man ser bort fra støj, miljø og naturhensyn. Derfor står det meste af hovedstadsregionen stadig tilbage med et par spørgsmål, som er ubesvarede af folketingsflertallet: Hvordan vil Folketinget og regeringen medvirke til at løse regionens trafikproblemer? Hvordan skal antallet af biler begrænses? De svar er der ikke et flertal i dette Folketing som er i stand til at give. Det er vigtigt for Enhedslisten at understrege, at vi ønsker at få flere pendlere til at benytte de kollektive trafikformer. Når S-banen er færdigbygget, kan næste trin være at iværksætte hurtige og hyppige pendlerbuslinjer i eksempelvis Ballerup, som forbinder S-togs-stationerne med arbejdspladser og boligområder. På længere sigt er der heller ingen tvivl om, at en letbane fra Lyngby til Glostrup også vil give en bedre kollektiv trafik og dermed aflaste vejene i området. Det er i den forbindelse tankevækkende, at der mangler både en sammenhængende trafikpolitisk plan for hovedstadsområdet og en sammenhængende investeringsplan. Dem har vi ikke, og i en sådan situation er et flertal i dette Folketing alligevel i gang med at plastre landet til med mere asfalt.
En metroring i de indre dele af Københavns Kommune er i den forbindelse ikke et svar for pendlerne. En løsning for hovedstadsområdet kræver således en sammenhængende trafikplan med vægt på udbygning af den kollektive trafik. Lovforslaget indgår imidlertid i en plan om at plastre landet til med mere asfalt og at etablere flere motorveje uden en trafikpolitisk vision for, hvordan folk flyttes ud af bilerne og ind i den kollektive trafik, og uden en samlet vision for, hvordan andre trafikformer kan styrkes, som er mindre forurenende, som er mindre larmende, og som giver et bedre liv i byen, samtidig med at vi får en ordentlig kollektiv trafik. Enhedslisten kan samlet ikke støtte lovforslaget, men vil støtte Socialdemokratiets ændringsforslag, idet de minimerer de skader på naturen i Vestskoven, der følger af dette lovforslag.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af  et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF og EL):
  1) Nr. 4 udgår.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]
  2) Som stk. 2 indsættes:
»Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, nævnte motorvej anlægges i Jyllingevejs tracé.«
[Strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3 anlægges i Jyllingevejs tracé]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene sikrer, at den del af Frederikssundmotorvejens 1. etape, der løber mellem Motorring 3 og Ring 3 får et forløb, hvor Jyllingevejs tracé udnyttes. Herved placeres vejen så nordligt som muligt, således det sikres, at indgrebet i Vestskoven minimeres, og at vejanlægget bliver så skånsomt over for miljøet som overhovedet muligt.
Forslagsstillerne mener desuden, at de hidtidige drøftelser om linjeføringen har vist, at befolkningen i lokalområdet med en vis ret kan have fået det indtryk, at der var flertal i Folketinget for en linjeføring i Jyllingevejs tracé. Forslagsstillerne vil med dette ændringsforslag give resten af Folketinget mulighed for at vælge den linjeføring, som befolkningen i lokalområdet hidtil er blevet stillet i udsigt.
 Kim Andersen (V)  Gitte Lillelund Bech (V)  Jacob Jensen (V)  Flemming Damgaard Larsen (V) fmd. Karsten Nonbo (V)  Walter Christophersen (DF)  Jørn Dohrmann (DF)  Henriette Kjær (KF) nfmd. Allan Niebuhr (KF)  Poul Andersen (S)  Torben Hansen (S)  Klaus Hækkerup (S)  Jens Christian Lund (S)  Jytte Wittrock (S)  Martin Lidegaard (RV)  Poul Henrik Hedeboe (SF)  Rune Lund (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 162
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat, fra transport- og energiministeren |
2 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
3 |
Ændringsforslag fra Socialdemokratiets medlemmer af udvalget |
4 |
1. udkast til betænkning |
|
|
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 162
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm., om det areal, der kommer til at befinde sig mellem motorvejen og Jyllingevej, indgår i opgørelsen af det areal på 26 ha af Vestskoven, der inddrages ved anlæg af motorvejen, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm., om den del af Vestskoven, der fjernes med lovforslagets linjeføring, er blandt de dele af Vestskoven, der benyttes mest til rekreative formål, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om de ekstraudgifter, der er løbet på projektet om anlæg af etape 1 på grund af den lange behandlingstid, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om en vurdering af tidsforløbet for etableringen af rundkørslen i Frederikssund, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om, hvor den påtænkte erstatningsskov skal plantes, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
6 |
Spm. om, hvorfor lovforslag om Frederikssundmotorvejens 1. etape ikke kan afvente, at der foreligger et beslutningsgrundlag for den resterende del af Frederikssundmotorvejen, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
7 |
Spm. om kapacitetsforbedringer på strækningen fra Frederikssund til Motorring 4, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
8 |
Spm. om Vejdirektoratets bilejerskabsprognose fra 1997, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
9 |
Spm. om kommende kapacitetsproblemer og mulighed for aflastning med nye relevante kollektive trafikforbindelser, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
10 |
Spm. om, hvordan man vil sikre sig, at det beskyttende lerlag ikke gennemgraves, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
11 |
Spm. om prisen for at genoprette skader og begrænsninger på naturen, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
12 |
Spm. om værdisætningen af kvadratmeterprisen på jorden på henholdsvis den nordlige og den sydlige side af Jyllingevej, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
13 |
Spm. om at kompensere de berørte kommuner samt de nærmeste grundejere økonomisk for forringelsen af kommunernes og ejendommenes beliggenhedsværdi, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
14 |
Spm. om, med hvilken vægt interessenterne og deres interesser er indgået i lovforslaget, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
15 |
Spm. om regnestykkerne i VVM-redegørelsen, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
16 |
Spm., om besøgene og varigheden af besøgene i skoven vil reduceres ved en begrænsning af Vestskovens areal og ved et øget støjniveau, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
17 |
Spm. om, hvilken adgangspris brugere af Vestskoven skulle betale pr. besøg for at opveje de trafikale fordele, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
18 |
Spm. om, hvorledes »førsteårsrenten« beregnes i VVM-redegørelsen, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
19 |
Spm. om, hvilken prognose for lokalisering af arbejdspladser i Københavnsområdet der benyttes, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
20 |
Spm. om AE-rådets prognose for væksten i arbejdspladser i hovedstadsområdet, til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
21 |
Spm. om en udvidelse af den eksisterende Jyllingevej m.v., til transport- og energiministeren, og ministerens svar herpå |
|
|