Først vil jeg gerne sige noget generelt om motorveje. Det er, at vi i Enhedslisten finder det sørgeligt, at vi igen står med et forslag om udbygning og nyetablering af en motorvej i Danmark. Det bliver ikke mindre sørgeligt af, at det område, som det gælder denne gang, ikke er en øde strækning i et tyndt befolket område. Tværtimod er det denne gang en strækning, hvor en god og kollektiv trafikbetjening kunne have haft et fornuftigt passagergrundlag og givet reelle muligheder for pendlere, der skal til og fra arbejde.
Vi har for nylig haft rapporten »Natur og Miljø 2005« til behandling i Folketinget, og her fremgår det tydeligt, at vejbyggeri er en af de faktorer, som er medvirkende til, at der er stadig mere natur, der bliver fortrængt. Det fremgår også, at vi på ingen måde har fundet en løsning på, at transportforbruget er stigende, og at biltrafikken udgør en stadig større del af det danske CO2-problem.
Også derfor er det forstemmende, at regeringen endnu en gang sætter Vejdirektoratet på overarbejde og overhovedet ikke har et bud på, hvordan biltrafikken kan nedbringes, så vi kan undgå at udbygge motorvejsnettet mere og mere.
Når det gælder hovedstadsområdets trafikforhold, bliver den konkrete motorvejsstrækning foreslået udvidet, fordi bilerne holder i kø i myldretiden. Det er selvfølgelig et problem, men diskussionen af hovedstadsregionens trafikudvikling og af, hvilke alternativer der kunne være til en udvidelse af motorvejskapaciteten, er totalt fraværende.
Det er endnu en gang et eksempel på, at der her i Folketinget bliver tænkt i asfalt, asfalt og asfalt, men ikke
i alternativer til at plastre landet til med asfalt, f.eks. en forbedring af den kollektive trafik. Vi ved alle sammen, at der er steder, hvor der ikke kan skabes plads til flere biler, selv om man så bort fra støj, miljø og naturhensyn. Derfor står det meste af hovedstadsregionen stadig tilbage med et spørgsmål, som er ubesvaret af de fleste politikere i den her Folketingssal, og det er: Hvordan vil Folketing og regering medvirke til at løse regionens trafikproblemer? Hvordan skal vi begrænse antallet af biler? Det svar er der ikke et flertal i det her Folketing, som er i stand til at give. Langt de fleste kan forstå, at der ikke er plads til flere biler i København, og de folk, der bor i de kommuner, som nu bliver berørt af en udbygget motorvej, hvis det bliver til et flertal i den her Folketingssal - og det gør det, vi lever jo i et demokrati - finder det urimeligt, at netop de skal trækkes med mere trafik, og at netop de mister rekreative områder. Her vil jeg sige, at det er vigtigt for Enhedslisten at understrege, at den mulighed, der ligger i at få flere pendlere til at benytte de kollektive trafikformer, er en vigtig mulighed at diskutere, og det er noget, som under alle omstændigheder bliver nødvendigt at diskutere. Når S-banen er færdigbygget, kan næste hurtige trin jo være at iværksætte hurtige, hyppige pendlerbuslinjer eksempelvis i Ballerup, som forbinder S-togs-stationerne med arbejdspladser og boligområder. På længere sigt er der heller ingen tvivl om, at en letbane fra Lyngby til Glostrup også vil give en bedre kollektiv trafik og dermed aflaste vejene i området. Det er tankevækkende i den forbindelse, at vi mangler en sammenhængende trafikpolitisk plan for hovedstadsområdet og en sammenhængende investeringsplan. Den har vi ikke, og alligevel er et flertal i det her Folketing i en sådan situation i gang med at plastre landet til med mere asfalt. En metroring i de indre dele af Københavns Kommune er ikke et svar for pendlerne. En løsning for hovedstadsområdet kræver en sammenhængende trafikplan med vægt på udbygning af den kollektive trafik, en metro kan ikke stå alene. Der er også vigtige rekreative områder, der bliver fjernet med den her plan. Forligspartierne bag motorvejsudbygningen vil erstatte de mistede arealer med nye. Jeg formoder, at de nye arealer ligger så tæt på Vestskoven, at de kan blive en del af den. Jeg synes, det ville være rimeligt, hvis ministeren, inden skovområdet bliver pløjet op for at lave en motorvej, ville vise, hvad det er for arealer, der skal erstatte de dele af Vestskoven, som nu skal asfalteres. Når vi kigger på hele projektet videre frem, vil der være en lang række tilsvarende problemer, efterhånden som motorvejen måske skal arbejde sig op igennem Nordsjælland - hvis flertallet vel at mærke vælger den her motorvejsløsning. Derfor er der i hvert fald to ting, som jeg synes man kunne kigge på i den sammenhæng: Den ene er, at det faktisk ville være rimeligt i forbindelse med behandlingen af det her forslag, at partierne, der støtter den her vej, meldte ud, om de nu også ønsker en motorvej hele vejen til Frederikssund, og i givet fald, hvilken linjeføring man så vil støtte. Det er jo én vej, kan man godt argumentere for. Den anden er, at det nok ville have været mere fornuftigt at afvente den undersøgelse, der pågår i øjeblikket, og som hr. Martin Lidegaard også nævnte i sit ordførerindlæg. Så der må jeg dele kritikken, som hr. Martin Lidegaard fremførte, men med den bemærkning, at Enhedslisten ikke kan støtte det her. For samlet set ender vi med noget, som er en plan om at plastre landet til med mere asfalt, flere motorveje uden en trafikpolitisk vision for, hvordan vi får folk ud af bilerne og ind i den kollektive trafik, uden en samlet vision for, hvordan vi kan styrke andre trafikformer, som er mindre forurenende, som er mindre larmende, og som giver et bedre liv i byen, samtidig med at vi får en ordentlig kollektiv trafik. Så Enhedslisten mener ikke, at det her motorvejsbyggeri løser noget, og derfor vil vi ikke støtte forslaget.