Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

København, den 21. marts 2006

Sagsnr.: 6148

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 6. marts 2006 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål 6 i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag L 160 (forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme):

 

Spørgsmål 6:

”Hvordan vil ministeren sikre, at landbrugsjord, som tidligere er blevet dyrket mere ekstensivt under en miljøordning, ikke i stigende grad bliver lejet ud til intensiv gylleudbringning, når markedsbetalingen for leje af landbrugsjord stiger som følge af lovforslaget?”

 

Svar:

Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 5 mener jeg ikke, at der er grundlag for at antage, at markedsbetalingen for leje (forpagtning) af landbrugsjord vil stige som følge af nærværende lovforslag. Jeg forventer derimod som nævnt, at der vil være en stigende interesse for husdyrgødningsaftaler.

 

Det skal understreges, at hverken de generelle regler for udbringning af husdyrgødning eller eventuelle særlige lokale restriktioner påvirkes af den foreslåede lovændring, der alene vedrører de ejendomsmæssige spørgsmål. Beskyttelsesniveauet opretholdes således fuldstændigt uændret.

 

For så vidt angår den konkrete udnyttelse af de enkelte arealer inden for lovgivningens generelle rammer, skal jeg bemærke, at hverken landbrugsloven eller lovgivningen i øvrigt indeholder regler, der regulerer anvendelsen af omdriftsarealer til gylleudbringning, idet de eksisterende miljøordninger alle bygger på frivillighed.

 

Det vil derfor også fremover være op til den enkelte ejers afgørelse, hvorvidt en given mark dyrkes mere eller mindre ekstensivt, herunder om der anvendes husdyrgødning eller handelsgødning. Det er klart, at en eventuel mulighed for at opnå betaling for at indgå i en husdyrgødningsaftale vil indgå som et element i en sådan afgørelse, og det kan derfor ikke udelukkes, at det særligt i de meget husdyrtætte områder vil kunne være mere rentabelt at indgå husdyrgødningsaftaler end f.eks. aftaler om miljøvenlig drift.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                           / Søren Sørensen