Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

København, den 19. april 2006

Sagsnr. 6148

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 6. april 2006 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål 13 i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag L 160 (forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme):

 

Spørgsmål 13:

”Er det rimeligt, at Danmarks Dyrlægeforening ikke i lighed med landbrugsorganisationerne har fået lovforslaget tilsendt i høring?”

 

Svar:

Da forslaget er en ændring af lov om landbrugsejendomme, der alene vedrører spørgsmålene omkring landbrugets ejendomsstruktur, har ministeriet vurderet, at Den Danske Dyrlægeforenings interesse ikke ligger så meget i arbejdet med selve lovforslaget, men derimod i arbejdet med udarbejdelsen af den bekendtgørelse, der efterfølgende skal udarbejdes i medfør af den vedtagne lov.

 

Lovforslaget indeholder således et forslag om genoptagelse af den hjemmel, der tidligere var i landbrugsloven til, at ministeren kan fastsætte bestemmelser om husdyrhold og arealkrav.

 

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at denne bemyndigelse efterfølgende forudsættes udnyttet til at udstede en ny bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav. Det tilkendegives ligeledes i bemærkningerne, at et af elementerne i denne bekendtgørelse vil være, at overgrænsen for husdyrholdet på den enkelte bedrift vil kunne hæves fra 750 til 950 dyreenheder på bedrifter, der opfylder visse skærpede krav til dyrevelfærd.

 

Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at de nærmere krav bl.a. vil omfatte vilkår om udarbejdelse af en handlingsplan for dyrevelfærd og miljø på bedriften. I handlingsplanen skal beskrives de tiltag, som landmanden agter at tage for at sikre en miljøvenlig drift samt dyrenes fortsatte trivsel på bedriften.

 

Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, at ”vurderingen af handlingsplanen skal ske på baggrund af kriterier, som fastlægges med udgangspunkt i en faglig udredning, der skal være afsluttet ultimo 2006. Den faglige udredning skal foretages af en arbejdsgruppe med deltagelse af alle relevante organisationer…..”

 

Jeg finder det derfor naturligt, at Den Danske Dyrlægeforening inddrages i dette arbejde, der specifikt vil berøre det faglige kompetenceområde, som dyrlægeforeningen repræsenterer.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                                       /Peter Lund Andersen