Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 11 af 17. maj 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 154).

Text Box: Maj 2006

Vores sag
05-21-0031


Spørgsmål nr. 11:

Ministeren bedes kommentere vedlagte kommentar fra Gigtforeningen ”Langtidssyge stadig på pinebænken”.

 

 

Svar:

Gigtforeningen giver i sin henvendelse udtryk for, at varighedsbegrænsningen for sygedagpenge bør ophæves.

 

Foreningen peger især på, at varighedsbegrænsningen indtræder for tidligt for personer, der er i et længerevarende behandlingsforløb. Det fremhæves, at det kan være tidskrævende at finde den rette medicin til gigtpatienter, ligesom der er andre sygdomme, hvor det tager tid at diagnosticere dem og finde frem til den rigtige behandling.

 

Retten til sygedagpenge er baseret på en tilknytning til arbejdsmarkedet. Således er også muligheden for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge ud over varighedsbegrænsningen i vidt omfang knyttet til muligheden for inden for en overskuelig tid igen at kunne fungere på arbejdsmarkedet. Det er min opfattelse, at rigtig mange kommuner håndterer disse regler fornuftigt og gør en målrettet indsats for at få de sygemeldte hurtigere og bedre tilbage på arbejdsmarkedet.

 

Der vil imidlertid være en mindre gruppe, som trods en sådan opfølgning fortsat er syge, og derfor endnu ikke er klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når sygedagpengene standses.

 

På den baggrund er jeg indstillet på, at man efter sommerferien genoptager de politiske drøftelser om varighedsbegrænsningen og forlængelsesreglerne i sygedagpengeloven.