Dato:            28. marts 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2004-1660-29

Sagsbeh.:   MLA

Fil-navn:       svarspm25

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 25 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 16. marts 2006.

 

Spørgsmål 25:

"Ministeren bedes kommentere materiale modtaget af Nordisk Cryobank ved foretræde den 15. marts 2006, jf. L 151 - bilag 9, og herunder redegøre for ministerens holdning til to-strenget løsningsmodel hvorefter der gives mulighed for både åbne og anonyme donorer, derved at der kunne være åbenhed, når såvel donor som barnet/forældrene ønskede dette."

 

Svar:

Det fremgår af materialet, at Nordisk Cryobank har foretaget en undersøgelse af donorernes holdning til anonymitet. Det fremgår, at 31 ud af 45 donorer i dag var anonyme. Af disse var 23 % afvisende over for at fortsætte som donor, såfremt donoranonymiteten blev ophævet, 10 % ville være villige til at fortsætte, medens 61 % var ambivalente.

 

Dette bekræfter de erfaringer, som er kendt fra de lande, der allerede har ophævet anonymiteten, nemlig at ophævelse af donoranonymiteten bevirker et fald i antallet af sæddonorer, jf. min besvarelse af spørgsmål 9.

 

I lovforslaget har regeringen ikke lagt op til ændring af anonymitetsreglerne.

 

Jeg skal dog bemærke, at etablering af et tostrenget system for donoranonymitet i givet fald bør indrettes således, at der allerede fra donationstidspunktet skal være taget stilling til, om donationen skal være anonym eller ikke-anonym, og det bør af hensyn til donor fastsættes, hvilke regler der er gældende. 

 

Barnets ønsker om senere at få oplysninger om donor kan derfor kun i mødekommes i de tilfælde, hvor donor har indvilliget i den mulighed, at vedkommende senere kan blive opsøgt af et barn. Er der tale om anonym donation, kan barnet ikke senere få oplysninger om donor.