Jeg synes, det er et imponerende udtryk for socialdemokraternes forligsvilje, at de ønsker at få det her tilbage i udvalget, eftersom sagerne jo er blevet behandlet meget grundigt, men på den anden side er det jo o.k. at forsøge en gang mere.
Enhedslisten har stillet nogle ændringsforslag til det foreliggende fra ministeren, ændringsforslag, som jo også har fået tilslutning fra oppositionen i Folketinget, og det handler om to grundlæggende problemer.
Det første er det problem, at ministeren vil have indføjet en bemyndigelse til at udpege nogle særlige temaer.
Det er faktisk et meget underligt forslag. Der er ikke nogen af dem, som er aktører på området, der for alvor har bedt om det. Ja, det er sågar sådan, at dansk landbrug, der ellers plejer at have et rimeligt, fredsommeligt forhold til ministeren, har været inde at fortælle, at de synes, det er en meget dum idé, at de synes, at et bottom up-princip er at foretrække i den her sammenhæng.
Der har heller ikke været andre, muligvis med undtagelse af fødevareindustrien, som har givet udtryk for, at de synes, at en sådan tematisering ville være fornuftig, og vi har da selvfølgelig også i den sammenhæng sagt, at hvis det var sådan, at fødevareministeren syntes, han havde brug for en pose penge, han kunne dele ud fra til noget tematisering, så måtte han jo komme og spørge, om ikke vi kunne finde nogle penge til ham på finansloven. Det kunne jo godt være, hvis vi så i øvrigt også kunne få lidt at vide om, hvad det var for nogle temaer, som ministeren var interesseret i.
Som forslaget ligger nu, har vi i hvert fald foreslået, at man fjerner denne her mulighed for at udmelde temaer.
Det andet er, at i den lov, der eksisterer nu, har man mulighed for at undgå at tilbagebetale den støtte, man har fået, selv om man får en kommerciel virksomhed, hvis man er indstillet på at dele sin viden med andre. Den mulighed forsvinder, muligvis fordi regeringen på andre områder har gjort det at udtage patenter og monopolisere viden til sådan en vigtig del af den danske erhvervsudvikling. Det er i hvert fald den eneste begrundelse, jeg kan se, for at komme med det forslag, da der heller ikke er rejst kritik fra nogen side af den eksisterende ordning.
Enhedslisten synes faktisk, at det at opmuntre til, at man deler viden og bekæmper monopolisering af viden, er en så vigtig del, at vi kan sige, at hvis den del af ændringsforslaget ikke bliver vedtaget, så vil vi i sidste instans stemme imod lovforslaget. Men nu gør Socialdemokraterne i deres store forligsiver jo endnu et forsøg, og det ønsker jeg dem da held og lykke med.