Udkalelse om henvendelse af 25. marts 2006 fra Henrik Hansen til Fødevareministeren
Henrik Hansen rejser i sit brev af 25. marts 2006 tvivl om vidensyntesens forfatteres viden omkring en række forsøg tidligere udført af Offentlig Bisygdomsbekæmpelse. Henrik Hansen kritiserer, at forfatterne har undladt at omtale forsøg med ondartet bipest pÃ¥ Drejø i forbindelse med omtalen af resistens mod ondartet bipest. Disse omfattende forsøg er ikke diskuteret i vidensyntesens afsnit om â€Resistens mod ondartet bipest†fordi undersøgelserne ikke er særlig relevante for avlsarbejdet og for resistens mod ondartet bipest, som dette afsnit omhandler.
I afsnittet, er det søgt klargjort, at forskning og avlsarbejde vedrørende resistens over for ondartet bipest i Danmark begrænses/hæmmes af smittefaren ved denne sygdom. I vidensyntesen beskrives kort en række artikler, der påviser genetisk betingede resistensmekanismer hos bilarver, herunder også de omfattende forsøg Henrik Hansen selv har været med til at gennemføre.
Nærlæser man disse artikler i forbindelse med planlægning af et avlsarbejde for bier med øget tolerance over for ondartet bipest, fremgår det klart, at det eksperimentelle arbejde sætter en række begrænsninger f.eks. for forsøgets omfang. Eksempelvis er der ikke på mindre øer som Drejø og Enehøje plads til et større antal bifamilier, som man ville kræve i et projekt med fokus på avl. Herudover medfører den offentlige bekæmpelse af ondartet bipest, at de danske dronningeavlere ikke kan arbejde med ondartet bipest under naturlige forhold.
Â
De af Henrik Hansen nævnte artikler og dissertationen omfatter i hovedsagen teoretiske artikler og forsøg udført under laboratorieforhold. Kun en mindre del omhandler forsøg, hvor man kunstigt via inficeret honning har smittet bier på Drejø eller Enehøje og fulgt, hvordan disse infektioner har spredt sig til andre ikke-inficerede bifamilier. Dette var nødvendigt, fordi der på øerne ikke fandtes naturlige kilder, der kunne starte en infektion. Ingen af forsøgene på øerne havde til formål at udvikle en metode, som kunne anvendes til at finde bifamilier med resistens, eller førte til, at man fik skabt en stamme af bier med dokumenteret øget resistens mod ondartet bipest.
Avlsarbejde med bier er ikke væsentligt forskelligt fra andre organismer i landbruget, dog er den sociale leveform, man finder hos bier, en ekstra vigtig parameter. Avlsmål, som styres af et eller få gener, er lette at selektere for, mens andre karakterer, der styres af mange gener, er mere vanskelige. Her har man brug for kvantitative genetiske metoder. I forbindelse med sygdomsresistens på koloniniveau synes de genetiske træk i høj grad kvantitative i karakterer, hvilket kan ses af de meget forskellige LD50 målinger, der henvises til i den ene artikel (Hansen & Brødsgaard, 1999).
Kvantitativ genetik kræver gentagne målinger af bifamiliers reaktion på et angreb af ondartet bipest for, at man kan bestemme både middelværdi og varians af reaktionen. Variansen giver udtryk for heritabiliteten (arvbarheden) af den målte reaktion. En stor varians er udtryk for beskeden heritabilitet, altså at tilfældigheder spiller større rolle end genetiske forskelle hos bierne. Målinger af heritabilitet kan næppe udføres under naturlige forhold, da dette øger variansen af påvirkningen og dermed den totale varians.
På den baggrund mener vidensyntesens forfatterne, at smitteforsøg med henblik på selektion for naturlig resistens hos bier mod ondartet bipest skal foregå under kontrollerede laboratorieforhold og ikke gennemføres som feltforsøg. Og det er det, der beskrives i vidensyntesen.
Med venlig hilsen
Jørgen B. Jespersen
Forskningschef