FORETRÆDE FOR FØDEVAREUDVALGET

 

 

Indledende indlæg:

 

                 I en tid, hvor andre retsudvalget arbejder med at begrænse mulighed for bibeskæftigelse (for dommere), vil vi takke for, at I trods travlhed vil beskæftige Jer lidt med bier endnu – tak for imødekommelse af ønsket om foretræde!

 

 

Mål:          Sikre at strategien for biavlen i Danmark, herunder skadedyrsbekæmpelse fastlægges under lovfæstet og direkte inddragelse af branchen og andre interesseparter.

 

                 Og lad mig med det samme afmontere en misforståelse:

Vi er ikke så uforskammede, at vi lægger beslag på så meget tid i udvalgsarbejdet for at fremme enkeltpersoner eller enkeltorganisationers interesse – Vi kommer med engagement og ansvarlighed i forlængelse af et i år 140 årigt arbejde for at sikre, at biavlen i Danmark også i fremtiden kan ske på et højt kvalificeret niveau til gavn for natur, frilufts- og erhvervsliv.

 

 

Nogle eksempler, der viser nødvendigheden af, at brancheindflydelse lovfæstes:

 

1.     I Danmark er der i biavlen en stærk tradition for biologisk bekæmpelse af skadegørere, en politik biavlerforeningerne er været stærke fortalere for, selvom omverdenen i stigende grad har anvendt pesticider og medicinalprodukter.

 

Den danske metode har dog vist sig effektiv, mens andre lande i stigende grad har konstateret resistensproblemer overfor bekæmpelsesmidler, og derfor nu i stigende grad kopierer den danske model.

 

Regler for anvendelse af pesticider (og antibiotika for den sags skyld) kan naturligvis løbende være genstand for debat, men da reglerne kan være afgørende for, om honning og andre biprodukter fortsat skal være fri for pesticid- og medicinrester, er det vigtigt at de fastsættes efter en faglig indstilling og politisk drøftelse.

 

Alternativet – en ubegrænset bemyndigelse til delegation af kompetence fra den til enhver tid siddende Fødevareminister – rummer jo altså mulighed for, at reglerne fastsættes administrativt (se fx lovforslag 149 s. 16, bemærkninger til §5, hvor det anføres, at opregningen i §5 stk. 1 af, hvilke typer af regler, der kan fastsættes ikke er udtømmende, og at der med forebyggelse blandt andet menes pre-medikamentering).

 

Dette bekymrer fordi, den som forsker ganske dygtige Per Kryger fra DJF så sent som i 2005 har udtalt, at han ikke selv vil tøve med at anvende pesticid.

 

(Planche 1 - TfB)

 

2.     EU-projektmidler ifølge EU-forordning 797/04 (og øvrige midler til branchen, se ”Styrk Biavlen i Danmark s. 12-13) er til skade for biavlen i Danmark fra 2004 frataget biavlerne og deres organisationer.

 

Dette har medført vanskeligheder med at sikre den fornødne rekruttering og uddannelse. Man har ligefrem måttet importere bier fra Tyskland til bestøvning af danske afgrøder.

 

EU-projektmidlerne er i stedet gået til DJF, og der er ikke i overensstemmelse med forordningens artikel 5 sket anvendelse at tilskudsmidlerne efter et Biavlsprogram udarbejdet i snævert samarbejde med repræsentative erhvervsorganisationer.

 

(Planche 2 – F 797/2004)

 

3.     Den vidensyntese, ministeren har anmodet om udarbejdelse af og som skal indgÃ¥ i grundlaget for den nye lovgivning, afspejler desværre pÃ¥ en lang række punkter ikke de faktiske forhold for branchen og er endvidere behæftet med en række fejl – jeg skal ikke trætte med en omfattende gennemgang heraf (et lille udpluk blev gennemgÃ¥et pÃ¥ vort temamøde).  Jeg skal blot nævne, at biavlerforeningerne, som det fremgÃ¥r af siderne 43-47 har tilbudt DJF bistand med udfærdigelsen, for at sikre et brugbart resultat.

 

 

                                                   

Behovet for lovfæstelse:

 

Ministeren giver mange steder i bemærkningerne udtryk for, at den praktiske udmøntning af loven skal ske via Plantedirektoratet og Danmarks Jordbrugsforskning.

 

Dette er for så vidt heller ikke i strid med branchens ønsker i det omfang, det handler om administration af fastsatte regler, men de nævnte tre eksempler samt indholdet af publikationen ”Styrk biavlen” viser, at prioriteringerne og regelfastsættelsen skal inddrage brancheorganisationerne for reelt at styrke biavlen i Danmark.

 

Samtidig viser eksemplerne, at der er et reelt behov for, at et sagkyndigt udvalg, hvis uafhængighed er sikret ved lovfæstede principper om sammensætning og kompetence, holder hånd i hanke med administrationen af loven, og at uddybende regler fastsættes i samarbejde med branchen og andre interesseorganisationer.

 

Det er også derfor, at loven ikke blankt bør overlade den til enhver tid værende minister at fastsætte, hvem han eller hun vil rådgives af og om hvad – i bemærkningerne til lovforslaget bruges om sammensætning svage udtryk som ”det er hensigten” og i notat til høringssvar ”forudses det” at landsdækkende biavlsorganisationer får sæde i udvalget – der er ingen som helst rimelig grund til, at det ikke anføres i loven med det klare kriterium, at det ikke blot skal være landsdækkende men tillige repræsentative, så det ikke er nok, at foreningen har få medlemmer fordelt rundt omkring i Danmark, men åbent via regnskab dokumenterer, at være repræsentative for branchen.

 

Foreningernes bud på kompetencer og sammensætning fremgår af høringssvaret s. 3-4 (Styrk biavlen i Danmark s. 32-33) og sammensætningen ser i oversigtsform således ud:

 

(Planche 3 – oversigt over sammensætning)

 

Jeg har godt nok lagt mærke til bilag 7, hvor SDE ved Ditlev Bluhme antyder, at DBF, EB og Dronningeavlerforeningen af 1921 vil udelukke andre foreninger fra deltagelse i nævnet, men det må skyldes at Ditlev Bluhme, hverken har kunnet tage imod invitation til temamødet og for den sags skyld andre møder imellem biavlerforeningerne til forberedelse af temamødet, eller kunnet læse forslagene, hvoraf det jo tydeligt fremgår, at der ikke nævnes foreninger.

 

Den eneste måde vore forslag kan læses som af Ditlev Bluhme anført er, hvis man anerkender, at kun DBF, EB og Dronningeavlerforeningen af 1921 er repræsentative for biavlen i Danmark – dette ser vi naturligvis gerne, men det må være en efterfølgende vurdering.

 

Det skal lige til bilag 7 føjes, at det ikke er grebet ud af den blå luft, at I står overfor repræsentanter for mere end 90% af biavlen i Danmark, som det også anføres i Styrk Biavlen i Danmark. Dette ses af

(Planche 4 – biavlerne fordelt efter foreninger)

 

Der skal ikke herske tvivl om, at vi prøver og har prøvet at samle alle foreninger for at komme med et samlet udspil, men der har åbenbart ikke været ressourcer i DBL og SDE, der jo i øvrigt så sent som i 2003 nedlagde sig selv ved en generalforsamlingsbeslutning, der senere viste sig at lide af formalitetsmangler.

 

Imidlertid viser forløbet, hvor vigtigt det er, at Fødevareministeren i Binævnet får rådgivere, der både har ressourcer og samtidig er repræsentative for branchen. I modsat fald bliver ministeren og udmøntningen af regler prisgivet tilfældighederne, og det ønsker vi på ingen måde!

 

Bemyndigelserne:

 

Bemyndigelser, der gives blanco, er farlige, og bemærkninger til et lovforslag er ikke andet eller mere end et fortolkningsbidrag til senere brug, og de har det med at miste deres betydning som tiden går.

 

Biavlerforeningernes ville være mindre bekymrede for  bemyndigelsesreglerne i det tilfælde, hvor foreningernes ønske om et binævn med lovfæstet kompetencer og sammensætning følges, således at der er en sagkyndig ”bremse”, der sikrer, at biavlens interesser varetages udfra en overordnet strategi og ”at systemet ikke kan gå i selvsving”.

 

§17, som ministeren helt undlader at nævne i sit notat om bemyndigelsesbestemmelser til udvalget (udvalgsbilag 6, teknisk gennemgang) er et specielt fremtrædende eksempel på en regel, hvor bemyndigelsesreglerne går for vidt, fordi almindelige retsikkerhedsprincipper unødvendigt tilsidesættes i lighed med de foreslåede bestemmelser §15 og §16 – vi har udførligt i høringssvaret anvist mere rimelige alternativer (Styrk Biavlen i Danmark s. 22, høringsvaret s. 12)

 

Adgang uden retskendelse er meget betænkelig i en sammenhæng, hvor ministeren selv fremhæver, at der er et problem i forhold til omfanget af adgangen, fordi biavlere vil have svært ved at opdele ejendommen i privat henholdsvis erhvervsmæssig del.

 

I dette tilfælde, såvel som i relation til påbud og bøder, vil det gøre en markant forskel, om reglerne fastsættes efter obligatorisk høring af og indstilling fra et sagkyndigt binævn med brancherepræsentanter –

 

som man råber i skoven, får man svar, og hvis loven råber:

”vi stoler ikke på Jer, og vi vil kunne kontrollere uden almindelige retsgarantier og uden I får indflydelse på kriterierne”,

 

så risikerer loven at svaret lyder :

”så ryger vores engagement, egenkontrol og ansvarlighed”.

 

Voldgift:

 

Jeg vil ikke gentage den udførlige argumentation fra biavlerforeningernes side for, at voldgift skal være obligatorisk, blot imødegå to ting fra ministerens høringsnotat

 

1)    der er ikke tale om misforstÃ¥et bekymring for behandling ved domstolene – selvom domstolsbehandling kræver enighed, vil den blotte mulighed for forskellig opstart af sager kunne skabe en helt unødvendig og uhensigtsmæssig forvirring – ikke alle biavlere vil nødvendigvis forstÃ¥ den fulde betydning af forskellen mellem de to behandlingsmÃ¥der, og en biavler ville mÃ¥ske lade sig besnakke til domstolsbehandling med den virkning, at den nødvendige bevisoptagelse blev forpasset!

2)    RetsplejerÃ¥det har pÃ¥ ingen mÃ¥de anbefalet, at Voldgiftsnævnet for biforgiftning nedlægges – anbefalingerne gælder nævn generelt, og der er i høringssvaret i bemærkningerne til §11 og §12(Styrk Biavlen i Danmark s. 37-40, høringssvaret s 8-11) udtrykkeligt redegjort for, at et obligatorisk voldgiftsnævn, som at biavlerforeningerne foreslÃ¥et med afgørelser, der kan gennemtvinges, ikke er af sÃ¥dan karakter, at det kan anses som omfattet at retsplejerÃ¥dets anbefaling. Jeg har da heller ikke kunnet komme i kontakt med medlemmer af udvalget, der kan erindre at have anbefalet nedlæggelse af Voldgift i forbindelse med biforgiftning.

 

Omkostningerne:

 

L149 forudsætter allerede fra Fødevareministerens hånd nedsættelse af et Binævn (udvalg) og en Voldgiftsret, så det vil være en meget overskuelig merudgift, der vil være forbundet med at gøre Binævnet til klageinstans for påbud og bøder, ligesom udgifterne ved obligatorisk behandling ved Voldgiftsnævnet ikke vil være anderledes, end hvis alle vælger frivillig voldgift.

 

Man bør snarere sætte ind med omkostningsfritagelse og retshjælpsdækning, da hindring af brug af sprøjtegifte ved et effektivt system til pålæggelse af pligt til at betale erstatning er en samfundsmæssig miljøinteresse.

 

Men i øvrigt må man ved overvejelse af omkostninger påtænke biavlernes ulønnede bidrag til samfundsøkonomien.

 

(Planche 5 – Bestøvningsværdi)

                

 

                 Danske Lov:

 

                 Bestemmelserne er:

 

DL 5-9-6 om adgang til at tilegne sig bier fra skov, mark og kirkegaard

DL 5-13-1 til 5-13-9 om bl.a. hegning, erstatningsansvar og bevisregler omkring ejerforhold til bie, når bisværme har taget ophold i fremmed træ eller hus.

 

Specielt DL 5-13-1, 2 og 3 om hegnspligt og erstatningsansvar giver anledning til en uhensigtsmæssig retsstilling i forhold til erhvervsbiavlere eller andre biavleres udlejning af bier til bestøvning.

 

Det er i praksis umuligt at foretage hegning i denne situation, fordi den eneste hegning, der i retspraksis har været anerkendt, er naturlig vegatation, der helt indelukker stadet – det tør sige sig selv, at dette er ganske umuligt at gennemføre med det korte interval en bestøvningsudlejning forudsætter.

 

Hvis der ikke hegnes, opstår et fortolkningsproblem i forhold til erstatningsreglerne i Danske Lov – afgørende for ansvar for skader forvoldt af bier er, hvordan man fortolker ”Biegaarden”, fordi falder et dødbringende stik indenfor en ”Biegaarden” er der ansvar ellers ikke. Men hvis der ikke er hegning, da er ”Biegaarden” ikke afgrænset – er den så uendelig?????

 

(Planche 6 – Danske Lov)

 

Der er absolut ingen grund til at eksportere afklaringen af denne uklare retstilstand videre til retssystemet og en i påkommende tilfælde omkostningsfuld afklaring der, når nu målet med loven udover at styrke biavlen er at forenkle reglerne.

 

I forbindelse med målet om forenkling af reglerne ikke opnås ved at gøre loven til en næsten indholdsløs rammelov – det vil bare medføre, at risikoen for komplicerede regler i bekendtgørelser mv.  får tilføjet et ekstra element i form af uklarhed om, hvorvidt detailreglerne udfærdiget efter bemyndigelse i loven nu også har hjemmel i denne.

 

Opsamling:

 

Der har i en årrække hersket en række problemer med udmøntningen af gældende regler, og politisk tilrettelæggelse af overordnet strategi for biavlen i Danmark.

 

Branchen er engageret og ansvarlig – Vi opfordrer Jer til som ansvarlige politikere at sørge for at bevare dette ved at imødekomme branchens rimelige krav til en visionær lovgivning, så biavlen i Danmark styrkes samtidig med, at vi ikke skal have lovrevisioner med korte intervaller.