Jeg vil gerne sige tak for de mange pæne bemærkninger, der har været til lovforslaget. Alle de pæne bemærkninger, der var til noget andet end lovforslaget, vil jeg vente lidt med. Men jeg er glad for at konstatere, at der er en bred opbakning til de initiativer, vi tager i Folketingssalen. Det havde jeg også forventet, for der var også, sidste gang vi drøftede en lovpakke om fairplay, bred tilslutning i Folketinget til at gøre en skrappere indsats over for snyd, svindel og bedrageri på skatte- og momsområdet.
Derfor er det netop sådan, at den rapport, som Rigsrevisionen har lavet om indsatsen, anerkender de initiativer, der er taget, og roser de initiativer, der er taget, og faktisk peger i retning af, at man fremadrettet skulle tage præcis nogle af de initiativer, der ligger i den samling af forslag, som L 145 udgør.
Jeg vil sige til hr. Poul Erik Christensen og andre, som nævnte spørgsmålet om byggepladser: Det er faktisk sådan, at det siden den 1. juli i år har været muligt at gå ud på større offentlige byggepladser, altså ikke ind i private hjem, men på byggepladser, og gennemføre kontrol af, hvad der foregår, hvem der udfører arbejdet, og om der er skatteunddragelse involveret.
På samme måde har vi med lovforslaget her også givet byggeriet en hjælpende hånd med hensyn til at lave nogle skrappere regler for, hvornår man skal anmelde, ikke bare, hvornår man skal anmelde, at man har udenlandsk arbejdskraft til stede, men at man også klart skal identificere, hvem der er til stede på byggepladsen, så vi kan gennemføre en effektiv kontrol.
Det er faktisk sådan, at utrolig mange af mine medarbejdere i SKAT udfører et meget, meget flot stykke arbejde med aktivt opsøgende at kontrollere de særlig udsatte grupper, de særlige erhverv eller områder, hvor man kan sige, at der er høj grad af risiko for, at der er skatteunddragelse involveret.
Når vi gentagne gange oplever, at kontrollerne resulterer i, at der er en høj træfsikkerhed, så er det heldigvis ikke tegn på, at sådan er det samlede erhvervsliv hverken i de enkelte brancher eller generelt set. Det er faktisk et udtryk for, at medarbejderne gør et meget flot stykke arbejde på forhånd for at få undersøgt, præcis hvilke virksomheder vi skal gennemføre vores kontrol over for.
Det falder meget godt i tråd med den indsatsstrategi, som SKAT arbejder ud fra, nemlig at de virksomheder, der kan og vil overholde skattereglerne, skal serviceres med hjælp og rådgivning. De, som gerne vil, men måske ikke kan, skal have en vejledning, sådan at de kan overholde lovgivningen, men hovedindsatsen i vores arbejdsindsats skal rettes mod de virksomheder, som hverken kan eller vil overholde skattelovgivningen. For det, som netop ligger til grund, er vores ønske om, at alle betaler den korrekte skat.
Til hr. Morten Homann, som balancerede på kanten af en misforståelse, vil jeg bare understrege, at skattekontrollovens § 13, stk. 2, hvis min hukommelse er rigtig, klart siger, at den, der medvirker til skatteunddragelse, også kan straffes. Så det er ikke sådan, at medvirken til skatteunddragelse, altså det at købe sort arbejde, er straffrit. Det er faktisk ulovligt og strafbart ifølge lovgivningen i dag.
Så nævner hr. Frank Aaen spørgsmålet om en særlig indsats over for rengøringsfirmaer. Der er det også sådan, at det har stået som en del af de overvejelser, vi har haft. Da vi i efteråret 2004 offentliggjorde vores pjece om fairplayinitiativerne, havde vi allerede der tilkendegivet, at vi ville overveje, hvordan man kunne komme tættere på.
Det er ingen hemmelighed, at vi har arbejdet med en model for det, man kan kalde hæftelsesgennembrud, men vi har også valgt at lægge den fra os igen af retssikkerhedsmæssige årsager, fordi vi ikke kunne sikre, at uskyldige ikke blev straffet for, at andre havde svindlet.
Og hvis man holder retssikkerhedsmæssige principper op på også skatteområdet, er det i hvert fald for mig ret væsentligt, at vi, hvis vi laver den slags ordninger, også giver en meget, meget høj grad af garanti for, at folk, som ikke er skyldige i medvirken til skatteunddragelse, heller ikke risikerer at komme til at hæfte for andres udåd. Vi vil ikke være med til at rette bager for smed, heller ikke selv om det drejer sig om skatteunddragelse. Derfor har vi valgt at arbejde videre med andre alternativer, og derfor har vi fravalgt den model.
Når det drejer sig om autorisationsordningen, er det faktisk et ganske bredt flertal i Folketinget, der afviste at indføre en ny autorisationsordning. Det, vi må konstatere, er, at i de autorisationsordninger, der er, herunder næringsbrevet, skal vi gøre os klart, at når vi har valgt at afveje forbrugersikkerhed eller samfundsmæssige forhold på den ene side og det administrative bøvl og indskrænkning af den fri næringsret på den anden side og alligevel afvejet af indføre en autorisationsordning, så skal vi naturligvis også bruge den autorisationsordning og dermed også muligheden for at kunne fjerne den igen.
Tidligere på dagen har vi her i Folketingssalen haft diskussionen om at kunne fjerne en autorisationsordning for ejendomsmæglere, og det er sådan, at når man har lavet den afvejning, som ikke altid falder entydigt ud til den ene side, af, om man skal have en autorisationsordning i forhold til den administrative byrde, det giver, så er det min opfattelse, at hvis man først har valgt at indføre autorisationsordningen, så skal dette redskab også kunne bruges. Når vi nu har et næringsbrev, skal det også være muligt at tage det næringsbrev igen, og derfor bruges det som et aktivt værktøj mod skatteunddragelse.
Så kan jeg ikke helt dy mig for at komme med lige en enkelt kommentar til den meget spændende diskussion, som også har været her. Det er klart, at jo mere vi kan få stoppet, at folk snyder i skat, desto større er mulighederne også for at komme derhen, hvor vi vil kunne sænke skatten, hvilket der udspandt sig en ganske glimrende diskussion om.
Jeg er ikke helt enig med hr. Poul Erik Christensen, der mener, at skattestoppet er mere helligt end Koranen. Jeg har
i hvert fald intet problem med, at der blev gjort opmærksom på det, måske også med lidt grin og endda ironi og sarkasme. Jeg har endnu ikke set karikaturtegninger af skattestoppet, men alt kan lade sig gøre, så lad os vente og se, hvad der kommer. Det skal folk være hjertelig velkomne til. Men det ligger nok lidt tungt for hr. Poul Erik Christensen at komme uden om skattestoppet, eftersom populariteten for skattestoppet breder sig mere og mere og flere og flere partier vælger at tilslutte sig. Ja, de tilslutter sig faktisk i så høj en grad, at de ikke bare siger: Vi accepterer skattestoppet rub og stub. Næh, de giver også den nuværende regering vetoret på, om de nogen sinde skal ændre det igen. Jeg synes, det er en tillidserklæring til den nuværende regering, at man i den grad har tillid til vores politiske evner, så vi får vetoret over ikke blot den øjeblikkelige politik, men også over den fremtidige politik. Derfor skal jeg bare sige, at når man kigger på den samlede skattelettelse, som danskerne har modtaget, i forbindelse med at vi har sænket skatten på arbejde, og hvis man sammenligner med en situation, hvor skatter og afgifter var fortsat med at stige i takt med inflationen som under den tidligere SR-regering, så har danskerne faktisk fået forøget deres rådighedsbeløb med et markant tocifret millionbeløb. Den lettelse, der kommer i form af at have et skattestop, har større betydning for borgerne, når det drejer sig om afgifter, punktafgifter og bilafgifter, end når det drejer sig om ejendomsbeskatningen. Det er bare for at få sat tingene lidt i perspektiv. Jeg håber at kunne få afklaret de udestående problemer, der er, under udvalgsarbejdet, og jeg håber, at vi kan få et enigt Folketing til at stemme for lovforslaget ved tredjebehandlingen.