I Det Konservative Folkeparti synes vi helt overordnet, at det her er et ganske fornuftigt forslag. Det virker for os åbenlyst, at det naturligvis skal være så nemt som muligt at få registreret sin bil, når man køber den. Vi ser derfor meget positivt på muligheden for, at synsstederne og forhandlerne nu får mulighed for at lave den her registrering, og at man kan få sin bil med sig hjem den dag, man køber den, og også på muligheden for, at vi i disse moderne internettider får mulighed for som private at lave en omregistrering over internettet. Så er der selvfølgelig den lille sidegevinst, der ligger i, at der bliver flere steder, som man som privat kan gå til og få klaret registreringen, hvis man ikke føler sig fortrolig med internettets fantastiske, men også nogle gange lidt mystiske verden. Det er da helt åbenlyst logisk, at når det kan lade sig gøre, ja, så behøver man kun at henvende sig ét sted for at kunne bruge sin bil. Samtidig har vi, og jeg kan høre, at der er andre ordførere, der har tænkt det samme, fra De Konservatives side også lagt en del vægt på, hvordan sikkerheden nu bliver i disse nye fantastiske tiltag. Derfor er noget af det, som jeg
i forberedelsen af lovforslaget har drøftet en del med ministeren, at sikkerheden er i orden. Det synes jeg selvfølgelig er relevant at sikre. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at hvem som helst kan gå hen og tjekke hvad som helst om en hvilken som helst bil, og derfor er jeg også glad for, at det, der lægges op til, er, at man f.eks. skal have bilens stelnummer og så en kode for at kunne gå ind og ændre ved noget ved en bil over internettet. Samtidig er jeg glad for, at det understreges, at uenigheder skal løses gennem skatteforvaltningen. Så er der en offentlig myndighed, der kommer ind over. Og som den tidligere ordfører vist også var inde på, er det ret væsentligt, at de virksomheder, der gør det her, naturligvis har orden i deres sager. Derfor finder vi det ganske udmærket, at der er nogle bestemte krav, man skal leve op til for at kunne få den her autorisation til at kunne udføre opgaven, og at der naturligvis er løbende kontrol med, at det er ærlige, redelige og velordnede virksomheder, der gør de her ting. Alt i alt, når de bemærkninger er faldet om sikkerheden
i det her, som vi så også mener at bemærkningerne lever ganske godt op til og understreger er ret væsentlig, synes vi naturligvis, at i en moderne verden skal tingene gøres så enkelt som muligt. Det lægger lovforslaget op til, og vi er glade for, at det gør det lidt nemmere at få sin bil med sig hjem, når man har købt den og sikkert har store forventninger til at køre i den.