Dato:            1. maj 2006

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2003-12140-54

Sagsbeh.:   SEB

Fil-navn:       Dokument 5

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 92 (L 140), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 3. april 2006

 

Spørgsmål 92 (L 140):

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. april 2006 fra Brabrand Boligforening, jf. L 140 - bilag 19."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Socialministeriet om et bidrag, hvilket jeg kan henholde mig til:

 

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har anmodet Socialministeriet om bidrag til besvarelse af spørgsmål vedrørende lovforslag L 140. Spørgsmålet er en henvendelse fra Brabrand Boligforening om boforhold for sindslidende.

 

Generelt vejledende kan Socialministeriet oplyse, at efter den almene lejelovs § 80 skal udlejeren sørge for, at der hersker god orden i ejendommen og om fornødent ophæve lejeforholdet bl.a. i de tilfælde, hvor beboerklagenævnet har truffet afgørelse om at gøre lejeforholdet betinget, så lejerens overtrædelse af betingelser om adfærd i ejendommen kan medføre opsigelse eller ophævelse af lejeforholdet.

 

Beboerklagenævnet kan træffe beslutning om at gøre et lejeforhold betinget, hvis lejeren udøver en bestemt adfærd, der er til gene for udlejeren eller dennes ansatte, ejendommen, lejerne i ejendommen eller andre, der lovligt færdes i ejendommen, for eksempel når udlejeren er voldelig, udøver chikane eller uacceptabel støj til væsentlig gene for de nævnte personer.

 

Udlejeren har således mulighed for at ophæve lejeaftalen, hvis lejeren ikke overholder betingelserne i beboerklagenævnets afgørelse. Det vil være følgen heraf, at lejeren straks skal fraflytte, men hvis lejeren modsætter sig fraflytning, og fogeden ikke vil foretage en udsættelse på dette grundlag, skal der gennemføres en boligretssag om ophævelsen. Lejeren vil derfor kunne blive boende, indtil retssagen i givet fald er gennemført.

 

Såfremt lejeren overtræder betingelserne, men udlejeren ikke tager skridt til at opsige eller ophæve lejeforholdet, er det Socialministeriets opfattelse, at lejere, der er belastet af generne ved lejerens adfærd, efter omstændighederne vil kunne kræve forholdsmæssigt afslag i lejen, hæve lejeaftalen og/eller kræve erstatning, jf. den almene lejelovs §§ 18-20.

 

Hvis der er tale om en person, der er sindslidende, men som ikke er omfattet betingelserne for tvangsindlæggelse, er det en kommunal opgave at sikre personen med sindslidelse en værdig tilværelse.

 

For denne gruppe har kommunerne en række muligheder for at iværksætte initiativer der kan afhjælpe problematikken.

 

Ved Servicelovens ikrafttrædelse i 1998 blev der således indført en støtte- og kontakt-person ordning for personer med en sindslidelse. I dag er der ca. 5.500 modtagere af denne hjælp. Støtte- og kontaktpersonerne er uddannet til at være opsøgende og vedholdende i deres kontaktskabende arbejde. Samtidig er der konstant fokus på at forbedre samarbejdet mellem den behandlende psykiatri og den sociale sektor.

 

Desuden skal kommunen ifølge §§ 67 og 67 a i loven om social service yde hjælp til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.

 

Socialforvaltningen må således have overvejet, evt. formuleret en procedure for, hvordan sager af denne art løses. Kravet om, at der skal gives tilbud om udarbejdelse af planer for den sociale indsats, gælder på sindslidendeområdet for de vanskeligst stillede personer med svære sindslidelser, dvs. personer som enten har alvorlige og dybtgående problemer med at få, bibeholde eller klare sig i egen bolig, eller for hvem, der i det hele taget bør gøres en ekstra og mere langsigtet indsats.

 

Det kan dog være vanskelig at opstille en decideret handleplan efter lov om social service § 111 for de meget dårligt fungerende.”