Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Â Regional sundhed J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2003-12140-54 Fil-navn:Â Â Â Â Â Â Dokument 3
|
"I Politikens kronik den 27. februar 2006 â€Mere tvang i psykiatrienâ€, er blandt andet anført: â€Efter nedjustering af antallet af sengepladser i psykiatrien igennem de sidste Ã¥rtier – i forbindelse med indførelse af distriktspsykiatrien – er der i perioder massive problemer med overbelægning pÃ¥ de psykiatriske afdelinger rundt omkring pÃ¥ landets sygehuse. Set i det lys er det klart, at man mÃ¥ frygte, at indførelsen af ambulant tvang vil føre til eksperimenterende udskrivninger i pressede situationer. Ligesom man kan frygte, at de patienter, der betragtes som særligt â€besværlige†vil blive udskrevet før tid sammen med et krav om ambulant tvangsbehandling.† Der anmodes om ministerens kommentar hertil. I besvarelsen bedes endvidere oplyst udviklingen i antal sengepladser siden 1985 og overbelægningssituationen.
SpørgsmÃ¥let om, hvorvidt en patient skal behandles under indlæggelse pÃ¥ en psykiatrisk afdeling, eller om vedkommende eventuelt kan behandles ambulant, beror som anført ved besvarelsen af spørgsmÃ¥l 43 og 74 pÃ¥ et sundhedsfagligt skøn. SpørgsmÃ¥let om, hvorvidt en patient er â€besværlig†kan selvfølgelig ikke indgÃ¥ i denne vurdering. Jeg deler sÃ¥ledes ikke den skepsis i forhold til landets psykiatriske overlæger, som spørgsmÃ¥let afspejler, og har tillid til, at der ikke â€foretages eksperimenterende udskrivningerâ€.
Som jeg blandt andet ved besvarelsen af spørgsmål 38 og 43 har understreget, gælder psykiatrilovens overordnede og grundlæggende princip om mindste middel også i forhold til beslutninger om tvungen opfølgning efter udskrivning. Dette indebærer, at den behandlingsansvarlige overlæge til stadighed har ansvaret for at anvende den mindst indgribende foranstaltning i forhold til den enkelte patient. Heraf følger også, at tvungen opfølgning ikke kan sættes i værk som alternativ til en indlæggelse.
For så vidt angår udviklingen i antallet af sengepladser og belægningsprocenten kan jeg henvise til nedenstående oversigt, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet. Årene 1985 og 1986 er ikke medtaget på grund af store strukturelle ændringer i disse år. Opgørelsen i disse år medtager sengepladser ved psykiatriske plejehjem og er derfor ikke sammenlignelige med de efterfølgende år.
Tabel: Sengepladser og belægningsprocenter på psykiatriske specialer fra 1987 til 2004
|
|
|
Ã…r |
Normerede sengepladser |
Belægningsprocent |
1987 |
5.893 |
85,0 |
1988 |
5.639 |
83,8 |
1989 |
5.209 |
84,8 |
1990 |
4.906 |
85,6 |
1991 |
4.728 |
85,1 |
1992 |
4.338 |
90,0 |
1993 |
4.242 |
92,4 |
1994 |
4.259 |
92,9 |
1995 |
4.204 |
90,1 |
1996 |
4.209 |
91,0 |
1997 |
4.161 |
94,9 |
1998 |
4.125 |
95,3 |
1999 |
4.148 |
95,3 |
2000 |
4.001 |
96,0 |
2001 |
3.990 |
94,3 |
2002 |
3.879 |
93,9 |
2003 |
3.756 |
93,4 |
2004 |
3.559 |
94,3 |