Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2003-12140-54

Sagsbeh.:   LCH

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. L 140 - Spørgsmål 55, som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 16. marts 2006

 

Spørgsmål L 140 - Spørgsmål 55:

”Hvad er ministerens holdning til at give psykiatriske patienter mulighed for på forhånd (når de er habile) skriftligt 1) at frabede sig, at specifikke behandlingsmetoder tages i brug i forbindelse med en eventuel fremtidig tvangsbehandling, 2) at angive en person, som de ønsker som bisidder i en sådan situation?"

 

Svar:

Jeg er ikke tilhænger af at gøre skriftlige forhåndstilkendegivelser juridisk bindende, idet de i givet fald ville kunne fratage personalet den mulighed at give den ud fra et fagligt skøn bedste behandling.

 

Jeg er enig i, at patienten skal have så stor indflydelse på behandlingssituationen som muligt, hvilket også følger af den vejledning om forhåndstilkendegivelser, som Sundhedsstyrelsen udstedte i forbindelse med den seneste revision af psykiatriloven. 

 

Her er det beskrevet, at det fremgår af psykiatriloven, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt skal finde sted med patientens samtykke. I forbindelse med indlæggelsen skal patienten vejledes om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til bedring af tilstanden.

 

Inden iværksættelsen af behandling skal en patient være informeret om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Der skal endvidere oplyses om eventuelle andre behandlingsmuligheder samt oplyses om konsekvenserne af manglende behandling.

 

Patienten har ret til, forud for indlæggelsen og under behandlingsforløbet, at fremsætte sine personlige ønsker med hensyn til behandlingens form og indhold. Den endelige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet må nødvendigvis finde sted efter den kliniske vurdering ved indlæggelsen og i forbindelse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres i journalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om den lægelige behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale.

 

Patienterne har således adgang til på forhånd at tilkendegive deres personlige ønsker med hensyn til behandlingens form og indhold, og sundhedspersonalet skal tage disse ønsker, samt erfaringer fra tidligere behandlingsforløb med i deres overvejelser i forbindelse med den aktuelle behandling.

 

I overensstemmelse hermed har patienten også mulighed for på forhånd at udtrykke ønske om en bestemt person som bisidder. Realisering af dette ønske kræver imidlertid også et konkret og aktuelt samtykke fra patienten.